Den første kalif Abu Bakr stopper et opløb i Mekka.
Kalif (fra arabiskkhalīfa, flertal khulafāʾ, "efterfølger" eller "stedfortræder") er den øverste leder i et kalifat, en muslimskmonark, der hævder at være efterfølger til Muhammed, grundlæggeren af det muslimske arabiske styre i det 7. århundrede. Embedet forener efter denne styreform den verdslige og gejstlige ledelse i én person. Det arabiskekhalīfa, der er afledt af khalafa, "at efterfølge", kan både betegne en efterfølger og en stedfortræder og gengives ofte som "kalif".
Betegnelsen knyttes også til khilāfa og navnlig til titlen khalīfat rasūl Allāh, der ordret betyder "efterfølger efter Guds udsendte". Allerede Umayyaderne udelod imidlertid ordet rasūl, således at titlen blev khalīfat Allāh, "Guds stedfortræder". I Koranen anvendes khalīfa hyppigt om personer, der indtræder i de velsignelser, som deres forfædre havde nydt, og betegnelsen anvendes specifikt om Adam som khalīfat Allāh på jorden.
De første kaliffer
Efter Muhammeds død i 632 blev Abu Bakr, der var Muhammeds svigerfar, den første kalif. Muhammed havde ikke givet nogen klar anvisning om sin efterfølger ud over at have udpeget Abu Bakr til at lede ṣalāt, den islamiske bøn. Den eksisterende skik var på den ene side arveligt lederskab til almindelige formål og på den anden side udpeget lederskab, hvor en mand blev valgt på grund af sine egenskaber, i kriser eller situationer, der krævede handling. Begge principper blev forfægtet af forskellige grupper blandt de tidlige muslimer og bidrog til den grundlæggende splittelse mellem sunnimuslimer og shiamuslimer.
Det udpegede lederskab sejrede indledningsvis, og de tre første kaliffer (khulafāʾ) var Abu Bakr, Umar og Uthman. Umar var ligesom Abu Bakr Muhammeds svigerfar, mens Uthman fuldendte nedskrivningen af Koranen. Tilhængerne af det arvelige princip mente derimod, at Ali, Muhammeds nærmeste mandlige slægtning, skulle have efterfulgt ham. Ali var Muhammeds fætter og svigersøn. Hans krav vandt kortvarigt frem, og han blev den fjerde kalif. I dag regnes Ali af shiitterne for Muhammeds eneste legitime efterfølger.
De første fire kaliffer betegnes som ar-Rāshidūn, "de retskafne" eller "de retledte".
Senere kalifater
Efter de fire første kaliffer blev andre dynastier etableret, først Umayyaderne fra 661 til 750 og derefter Abbasiderne fra 750 til 1517. Shiamuslimerne blev herefter minoriteter med egne herskere og arvefølger, jf. imam. Ved enkelte lejligheder kunne et shiitisk kalifat konkurrere med sunniernes, således som det var tilfældet med Fatimiderne i Egypten.
Kaliftitlen blev senere overtaget af de osmannisk-tyrkiske herskere, sultanerne. Kalifatet blev afskaffet i 1924 som led i Kemal Atatürks sekulariserende reformer. I den islamiske statsopfattelse betragtes kaliffen teknisk som en nødvendig bestanddel af den islamiske stat. Fraværet af en kalif angives som en af grundene til, at der ikke findes nogen samlet muslimsk stat, selv om der findes lande med muslimsk flertal, som regeres under islamisk lov. I praksis er der kun få tegn på et ønske om at vende tilbage til kalifatet.
