Frijs blev født ind i toppen af den danske adel som søn af den forhenværende konseilspræsidentC.E. Frijs, og overtog ved sin fars død i 1896 grevskabet Frijsenborg og stamhuset Stensballegård. Dermed blev Frijs landets største godsejer, og grevskabet blev i næsten ethvert henseende betragtet som landets mest fornemme og toneangivende.
Politisk trådte han i sin beundrede fars fodspor og repræsenterede Vejle Amts 10. kreds i Landstinget fra 1880 til 1918. Som en moderat-konservativ forhandlingspolitiker med en veludviklet politisk realitetssans og fordomsfrihed arbejdede han målrettet for at skabe et samarbejde mellem godsejere og bønder. Under provisorieårene virkede han bag kulisserne for at dæmpe de politiske konflikter, og han blev en central arkitekt bag det storpolitiske forlig i 1894, der medførte J.B.S. Estrups fald. Frijs tilhørte oprindeligt Højre, men i 1899 forlod han partiet som leder af udbrydergruppen De Otte på grund af uenigheder om skattepolitikken. Dette brud svækkede det siddende Højre-ministerium afgørende og banede dermed vejen for det parlamentariske systemskifte i 1901. Han stiftede og ledede udbryderpartiet De Frikonservative fra 1899 til 1918 (formelt etableret under dette navn i 1902), som i det følgende årti blev en uundværlig del af skiftende venstreregeringers parlamentariske grundlag i Landstinget. Gennem omkring 25 år fungerede Frijs som en centralt placeret mægler mellem det gamle Højre og regeringerne af Venstre og Det Radikale Venstre. Hans betydelige politiske indflydelse beroede mindre på partiorganisation og offentligt lederskab end på hans personlige anseelse, forhandlingsevne og en fin sans for skiftende politiske realiteter.
Trods sin aristokratiske baggrund og en insisteren på at bevare den privilegerede valgret, som han betragtede som en "hellig slægtsarv", endte han alligevel med at bære demokratiseringen frem. Han støttede både den kommunale valgreform i 1908 og den store grundlovsændring i 1915, hvormed han bidrog substantielt til den folketingsparlamentariske sejr i Danmark. Da Lensafløsningsloven blev vedtaget i 1919, en lov, han selv havde medvirket til at forme, var han desuden den første til at lade sit enorme grevskab overgå til fri ejendom.
Fra 1862 til 1865 var han elev på Herlufsholm Kostskole, men han forlod skolen på grund af udfordringer med at indordne sig under disciplinen, herunder en involvering i en duel. I stedet blev han privat dimitteret og blev i 1868 student fra Horsens Latinskole, hvorefter han i 1869 blev cand.phil. fra Københavns Universitet.
Efter sin uddannelse indledte han en diplomatisk løbebane. I 1874 blev han udnævnt til hofjægermester, og fra februar 1877 til november 1880 fungerede han som attaché ved det danske gesandtskab i London. I denne periode var han også i 1878 attacheret det overordentlige gesandtskab til Madrid i anledning af kong Alfonso 12. af Spaniens bryllup med María de las Mercedes af Orleans. Opholdet i London gav ham en stærk og varig forkærlighed for engelsk væsen og statsskik, hvilket senere kom til udtryk på Frijsenborg, hvor haven blev udvidet i engelsk stil, og han knyttede desuden personlige bånd til den senere britiske kong Edvard 7.
Godsejer og offentlige hverv
Mogens Frijs under hans ophold i London, fotograferet af Alexander Bassano.
Efter hjemkomsten overtog Frijs efter faderens ønske opgaver ved Stensballegaard. Den 1. juli 1882 fik han administrationen af grevskabet Frijsenborgs nordlige del med selve Frijsenborg, mens den sydlige del med blandt andet Boller fortsat blev administreret af faderen. Ved dennes død i 1896 tiltrådte han hele grevskabet Frijsenborg og stamhuset Stensballegaard. Frijsenborg var Danmarks største landejendom, og Frijs var efter 1896 landets største godsejer.
Ved lensafløsningen i 1920 blev besiddelserne omdannet til fri ejendom. Frijs var herefter ejer af Frijsenborg med Frijsendal, Søbygaard, Fuglsang, Jernit, Boller, Christiansminde samt Stensballegaard. Sidstnævnte blev i 1927 solgt af arvingerne. Han tog virksom del i forvaltningen af godserne og kombinerede denne virksomhed med en række lokale og landbrugsfaglige hverv. Fra 1886 til 1904 var han medlem af Skanderborg Amtsråd og landvæsenskommissær i Skanderborg Amt, og fra 1886 til 1891 var han formand for bestyrelsen for Det jydske Haveselskab. Da Lensafløsningsloven, som han selv havde haft betydelig politisk indflydelse på, trådte i kraft, var han blandt de første til at søge afløsning, hvorved grevskabet Frijsenborg i 1920 overgik til fri ejendom og dermed ophørte med at eksistere som et bundet len. Omlægningen ændrede arveforholdene markant, idet han nu gennem testamente kunne fordele godserne blandt sine døtre, hvilket førte til udstykningen af blandt andet Stensballegaard og Boller. Datteren Inger Wedell, fik Frijsenborg.
I 1881 førte han forhandlinger i England for at sikre den danske kvægeksport under en periode med kvægsyge. Ved sin kloge optræden og sine britiske forbindelser opnåede han gunstigere betingelser for eksporten. Han var desuden medlem af Teaterkommissionen fra 1890 til 1894 og blev i 1898 medlem af Kommissionen om de nye jyske jernbaner. I maj 1892 blev han attacheret zar Alexander 3. under dennes ophold i Danmark i anledning af det danske kongepars guldbryllup.
Fra 10. januar 1898 til sin død var han formand for bestyrelsen for Comtesse Agnes' Stiftelse, og samme år skænkede han en døbefont til Hammel Kirke. Fra 8. februar 1900 sad han til sin død i repræsentantskabet for Foreningen til Udgivelse af Danmarks Adels Aarbog.
Politisk karriere
De første år i Højre
Mogens Frijs af Pierre-Louis Pierson.
Efter faderens tilbagetræden fra politik blev Frijs den 13. oktober1880 valgt til Landstinget for Vejle Amts 10. kreds. Han bevarede mandatet indtil den 20. april1918 og blev senest genvalgt i 1915. Frijs var valgt på de privilegerede godsejermandater. Han sluttede sig oprindelig til Højre og søgte i begyndelsen politisk at følge sin beundrede far. Men Frijs var livligere og lettere af natur end faderen, mindre stadig og pligtbunden, men med et kvikkere hoved, større modtagelighed for indtryk og bedre talegaver.
Hans slægtstradition, sociale position og indtagende personlighed gav ham fra begyndelsen en fremtrædende stilling, men han var uden stærk personlig ærgerrighed og ikke nogen ivrig partimand. Han var livet igennem optaget af friluftsliv, ridning og navnlig jagt og deltog i sine første rigsdagsår kun i begrænset omfang i debatterne. Han talte kort og sjældent og søgte ikke selv at træde i forgrunden. Hans rolige optræden og sunde dømmekraft gav ham imidlertid gradvis betydelig indflydelse.
Frijs blev tidligt medlem af Landstingets Finansudvalg og sad i dette fra 1891 til 1911. Han deltog desuden i flere andre betydningsfulde udvalg og blev den 11. februar 1887 medlem af Rigsretten. I 1910 medvirkede han som dommer i rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg. Han var desuden i en årrække, indtil 1895, medlem af Højres bestyrelse.
I 1892 forsvarede han loven om ligbrænding med den bemærkning, at forældre måtte kunne anse sig for lykkelige, hvis deres børn ikke påførte dem tungere sorger end ønsket om at blive ligbrændt. Udtalelsen var karakteristisk for den korte og stilfærdige form, hvormed han undertiden opnåede større virkning end mere voldsomme talere.
Agrarpolitik og forligsbestræbelser
Under de politiske konflikter i Provisorietiden fulgte Frijs i begyndelsen, om end ikke uden tvivl, J.B.S. Estrups politik. Han anså imidlertid en fortsættelse af konflikten mellem Højre og Venstre for skadelig for det større landbrug og for godsejerstandens interesser. I forlængelse af sin fars politiske grundsyn betragtede han det som en hovedopgave at skabe et samarbejde mellem store og små landbrugere og mellem godsejere og bønder.
Frijs mente, at de skarpe partimodsætninger bedst kunne brydes ved at rejse konkrete erhvervspolitiske krav, der også kunne vinde tilslutning blandt gårdmændene. Sammen med grev C. Ahlefeldt-Laurvig og andre godsejere i Landstinget blev han derfor i 1887-1888 en af initiativtagerne til den agrarpolitiske bevægelse for "det rene land". Bevægelsen krævede et fuldstændigt forbud mod kunstsmør eller margarine for at sikre hjemmemarkedet for dansk smør og skulle samtidig danne grundlag for et forbund mellem "de store og smaa Bønder".
I forbindelse med denne bevægelse deltog han i fortrolige forhandlinger mellem Landstingets godsejergruppe og dele af Venstre, herunder kredsene omkring Ludvig Holstein-Ledreborg, Viggo Hørup, Georg Brandes og Frede Bojsen. At Hørups gruppe i Højre var stærkt forhadt både af politiske grunde og på grund af dens forbindelse med brandesianismen, hindrede ikke Frijs i at forhandle med den. Hans fordomsfrihed blev understøttet af en vis personlig sympati mellem ham og særligt Hørup og Brandes, som varede resten af livet.
I 1888 medvirkede han tillige i forhandlinger med Hørup om en bevilling på otte millioner kroner til Københavns befæstning, selvom han selv forholdt sig køligt til befæstningspolitikken. Forhandlingerne om et bredere finanslovsforlig førte ikke til det ønskede resultat. Der blev indgået et begrænset forlig om skærpet kontrol med margarinen, mens påskeforhandlingerne om finansloven strandede. Frijs havde søgt at holde sig i baggrunden og ønskede ikke at sætte konflikten på spidsen. Han sluttede sig derfor i nogle år igen til den officielle højrepolitik.
Det storpolitiske forlig og regeringskrisen i 1897
Da Frede Bojsens forhandlingspolitik i foråret 1893 førte til et nyt forsøg på et finanslovsforlig, blev Frijs en af dets stærkeste fortalere. Han krævede en nedsættelse af de militære bevillinger og søgte sammen med sine godsejerfæller fra margarineforhandlingerne at påvirke Estrup til at acceptere et ministerskifte som konsekvens af et forlig.
Da forhandlingerne blev genoptaget i 1894, bidrog Frijs ved sin resolutte optræden over for Estrup og krigsministerJ.J. Bahnson væsentligt til, at forliget kom i stand. På et tidspunkt, hvor spørgsmålet om regeringens afgang truede med at bringe forhandlingerne i hårdknude, foreslog han endog, at forhandlingsmændene fra de to sider skulle danne et fælles parti, der kunne gennemføre deres krav. Han var blandt dem, der over for Venstre havde garanteret Estrups afgang inden den følgende rigsdagsforsamling, og var utilfreds både med, at afgangen blev forsinket, og med sammensætningen af den efterfølgende regering. Han havde foretrukket et koalitionsministerium sammensat af de to forhandlingsgrupper.
Frijs støttede dog Tage Reedtz-Thotts regering, fordi konseilspræsidenten i det væsentlige delte hans politiske grundopfattelse. Han støttede navnlig regeringens skattereform, som gennem en indkomst- og formueskat skulle overføre en del af skattebyrden til de voksende byerhverv, selvom reformen samtidig ville svække det skattemæssige grundlag for godsejernes dominerende stilling i landbruget.
Da Reedtz-Thott i maj 1897 måtte træde tilbage, opfordrede Christian 9. den 23. maj Frijs til at danne regering. Frijs afslog med den begrundelse, at det ikke var ham, men det estrupske Højre, der havde fremkaldt regeringens fald. Hvis Højre ikke selv ville overtage regeringsansvaret, fandt han det rigtigst, at kongen henvendte sig til Venstre. Medvirkende til afvisningen var angiveligt også Frijs' personlige ulyst til ministerstillingens tvang, der ville hindre hans friluftsliv og udlandsrejser.
De Otte og systemskiftet
Mogens Frijs med godsejer Christian Michael Rottbøll. Rottbøll var en nær allieret af Frijs og medlem af De Frikonservative.
Under Hugo Egmont Hørrings regering arbejdede Frijs og hans meningsfæller videre for Reedtz-Thotts skattereform, som mødte tiltagende modstand blandt Landstingets øvrige højremedlemmer. Den 19. december1899 undlod otte højremedlemmer, der delte Frijs' opfattelse, at stemme imod en toldlov, som var vedtaget i Folketinget. De forblev foreløbig i Højre, men blev kendt som "De Otte", med Frijs som deres leder.
Da Hannibal Sehested i 1900 dannede den sidste højreregering, spurgte han Frijs, hvilken stilling gruppen ville indtage til ministeriet. Frijs svarede skriftligt, at gruppen ikke ville føre systematisk opposition, men lagde samtidig ikke skjul på, at han ønskede en venstreregering og en aftale om skattelovene på grundlag af Folketingets skattekommissions forslag.
Under Landstingets behandling af skattelovene opstod der et voldsomt sammenstød mellem Frijs og Sehested om forståelsen af en tidligere samtale. Frijs afviste, at han havde lovet at støtte ministeriet, og fastholdt, at han tværtimod havde krævet en hurtig gennemførelse af skattelovene. Sammenstødet blev så skarpt, at det efter samtidens fremstilling nærmede sig en duel. Da hans modstandere stillede hans far op som modsætning til hans egen holdning, svarede Frijs, at faderens erklæring fra oktober 1865 ikke havde gået ud på særligt at tjene kongen, men på at tjene fædrelandet.
Den 23. november 1900 forlod De Otte Højre og dannede en selvstændig gruppe. Bruddet og gruppens opposition mod regeringens skattelove svækkede ministeriet afgørende og vakte stærk misbilligelse både hos Højres flertal og i en periode hos Christian 9. Det medvirkede samtidig til at muliggøre systemskiftet, da Sehesteds regering den 24. juli 1901 blev afløst af det første venstreministerium.
De Otte indtog et venligt forhandlingsforhold til den nye regering. Gruppen støttede blandt andet forslaget om salget af De Dansk-Vestindiske Øer i 1902 og medvirkede til skattelovenes gennemførelse i 1903. Efter at gruppen ved landstingsvalget i 1902 var blevet forøget med nogle medlemmer, konstituerede den sig som Det Frikonservative Parti med Frijs som leder.
De Frikonservative rummede yngre og mere detailorienterede politikere som godsejer Christian Rottbøll og konsul Frederik Hey, men det var Frijs, der gav gruppen dens særpræg og formåede at holde dens uensartede bestanddele sammen. Partiet blev i omkring ti år "Tungen paa Vægtskaalen" i Landstinget og en uundværlig parlamentarisk forbundsfælle for venstreregeringerne.
Partiet havde ikke noget egentligt program. Frijs foretrak en praktisk "politik paa Øjemaal", som ikke var bundet af gamle partistandpunkter eller teoretiske betænkeligheder. Formålet var at moderere det sejrende Venstres politik og skabe grundlag for et samarbejde mellem de besiddende grupper på landet og i byerne. Partiet gjorde ikke krav på at udvikle en selvstændig socialpolitisk lovgivning efter eksempelvis de engelske torydemokraters forbillede, men satte gennem stadige kompromisser et moderat-konservativt præg på en lovgivning, der i øvrigt bevægede sig i demokratisk retning.
De Frikonservative bevarede et tydeligt overklassepræg. De havde ikke nogen landsdækkende vælgerorganisation, deltog ikke i mødeagitation og byggede i væsentlig grad deres landstingsmandater på den privilegerede valgret for godsejere og højtbeskattede. Partiets selvstændige eksistens måtte derfor blive midlertidig, men dets indflydelse var betydelig, fordi det ofte var bestemmende for flertallet i Landstinget. Dertil kom Frijs' personlige anseelse og fordomsfrie forhandlingsevne, som gjorde ham respekteret i vidt forskellige politiske kredse.
Et eksempel på hans særlige form for indflydelse var, da justitsminister P.A. Albertis forvaltning blev genstand for debat i foråret 1908; her var det Frijs' fåtallige, stilfærdige og præcise bemærkninger, frem for voldsomme angreb fra anden side, der ifølge samtiden afgørende overbeviste konseilspræsident J.C. Christensen om nødvendigheden af Albertis afsked.
Valgreformer og forsvarssagen
Mogens Frijs i fællesbillede med de nordiske kollegaer Henrik Cavalli, Nikolai Prebensen and Carl Carlson Bonde.
Frijs kunne acceptere mange af de krav, der fulgte med den almindelige valgrets fremmarch, men havde vanskeligt ved at opgive den privilegerede valgret, som han betragtede som både et gode i sig selv og næsten som en hellig slægtsarv. Han modsatte sig derfor længe venstreregeringens forslag om almindelig valgret til de kommunale råd. Over for Venstres parole "Skellet skal slettes, men ikke flyttes" opstillede han synspunktet:
"Det har altid været Danmarks Ulykke, at vi som i 1660 og 1848 har slettet de gamle Skel og ikke, som i England og Sverige, villet følge den gradvise Udviklings Vej."
Han krævede en vælgerafgørelse, fordi han havde vanskeligt ved at tro, at den danske bondestand frivilligt ville opgive sin kommunale magtstilling. Folketingsvalget i 1906 viste imidlertid en overvældende tilslutning til reformen. Frijs bøjede sig for vælgernes afgørelse og opgav i hovedsagen sin modstand mod almindelig valgret til sogne- og byrådene, men betingede sig, at den privilegerede valgret blev bevaret ved amtsrådsvalgene. Han medvirkede derefter til kommunalloven af 1908 og stemte samme år for toldreformen.
Efter at have medvirket til forsvarslovenes gennemførelse blev Frijs under ministerkrisen i efteråret 1909 af Frederik 8. anmodet om at danne et ministerium med forsvarssagen som program. Han påtog sig opgaven på betingelse af, at de tre forsvarsvenlige venstregrupper medvirkede. Da denne betingelse ikke blev opfyldt, og Højre kun ydede begrænset støtte, opgav han regeringsdannelsen efter et døgn. Udfaldet var ikke nogen egentlig skuffelse for ham, da han selv mente, at kun et venstreministerium kunne gennemføre forsvarslovene. Han støttede derefter ministeriet Holstein-Ledreborg ved lovenes gennemførelse og nåede senere til enighed med ministeriet Klaus Berntsen om de omstridte skattelove.
Da regeringen i oktober 1912 fremsatte sit grundlovsforslag, afbrød Frijs samarbejdet med den. Han kunne acceptere en udvidelse af valgretten til Folketinget, herunder valgret for kvinder og tyende og en nedsættelse af valgretsalderen, men ikke almindelig valgret til Landstinget. En sådan reform var efter hans opfattelse et fuldstændigt brud med grundloven af 1866, hvis landstingsordning i høj grad havde været hans fars værk.
Ved en sammenkomst med Klaus Berntsen på Frijsenborg søgte han forgæves at få regeringen til at vende tilbage til J.C. Christensens politik om en reform i to tempi. Den 3. april 1913 stillede han den dagsorden, hvormed Landstingets flertal standsede grundlovsforslagets behandling, og krævede spørgsmålet henvist til en særlig kommission. Efter folketingsvalget i 1913, som gav radikale og socialdemokrater flertal, tilskyndede han dog Christian 10. til at lade Det Radikale Venstre danne regering, dels ud fra sin parlamentariske opfattelse, dels fordi han mente, at et grundlovsforlig lettest kunne gennemføres af et radikalt ministerium.
Den 9. juni 1914 deltog Frijs sammen med Landstingets højregrupper i en boykot af den afgørende afstemning. Udvandringen gjorde tinget ubeslutningsdygtigt og standsede foreløbig grundlovssagen, men førte til Landstingets opløsning og en svækkelse af Højre ved det følgende valg. Efter 1. verdenskrigs udbrud blev sagen stillet i bero. Da finansminister Edvard Brandes i marts 1915 orienterede Frijs om den radikale regerings forlig med Højre, erkendte han, at sagen var afgjort, og stemte den 5. juni 1915 for den reviderede grundlov.
Med indførelsen af almindelig valgret til Landstinget forsvandt en væsentlig del af De Frikonservatives eksistensgrundlag. Partiet var samtidig gået ned til under halvdelen af sin oprindelige styrke og sluttede sig den 18. december 1915 sammen med Højre i det nydannede Det Konservative Folkeparti. Frijs betragtede herefter sin særlige frikonservative politik som afsluttet. Fra september 1915 til 1917 var han formand for Rigsdagens fællesudvalg. I september 1915 blev han desuden af Christian 10. udset som mulig konseilspræsident, men kandidaturet blev afvist af de radikale.
Krigsårene og bruddet med de konservative
Frijs anså det under verdenskrigen for ønskeligt at undgå et regeringsskifte og optrådte flere gange som formidler mellem partierne. Han havde nær kontakt med Edvard Brandes, med hvem en gensidig politisk sympati fra provisorietiden gennem årene havde udviklet sig til et personligt venskab. Uden for rigsdagsperioderne blev forbindelsen vedligeholdt gennem brevveksling.
Under regeringskrisen om salget af De Dansk-Vestindiske Øer i 1916 blev Frijs af kongen anmodet om at forsøge at danne et samlingsministerium. Da denne løsning blev afvist af de radikale, udformede han gennem fortrolige forhandlinger med Brandes og Carl Theodor Zahle et forslag om at optage en kontrolminister fra hvert af oppositionspartierne i den radikale regering. Frijs fremsatte forslaget og bidrog dermed til krisens foreløbige afslutning.
Den konservative folketingsgruppe afviste den 30. september 1916 Frijs som partiets kontrolminister og valgte i stedet hans nære meningsfælle Christian Rottbøll. Frijs opfattede dette som en ufortjent tilsidesættelse. Den 21. juni 1917 tilbød Zahle ham selv posten som kontrolminister, men han afslog. En ny konflikt opstod i sommeren 1917, da de konservative som følge af Thorvald Staunings medvirken ved forberedelserne til en socialdemokratisk fredskongres i Stockholm krævede Rottbølls udtræden af regeringen. Frijs optog på ny fortrolige forhandlinger med de radikale og medvirkede til, at kongen afslog Rottbølls afskedsbegæring. Forholdet mellem Frijs og den konservative partiledelse blev herefter så spændt, at han den 25. juni 1917 sammen med tre landstingsmænd og et folketingsmedlem udtrådte af Det Konservative Folkeparti og genskabte De Frikonservative.
Frijs undlod at søge genvalg ved valget i 1918 og forlod Landstinget efter 38 års medlemskab, hvorefter det genetablerede parti ophørte. Under Statslånskrisen i 1919 blev han endnu en gang nævnt som statsministeremne og var denne gang ikke utilbøjelig til at påtage sig posten, men nogen regeringsdannelse blev ikke aktuel.
Lensafløsning og sidste år
En aldrende Mogens Frijs, af Johanne M. Nielsen (1913).
Frijs modsatte sig ikke som mange af sine standsfæller Lensafløsningsloven af 1919. Han fandt afmægtig protest nytteløs og var blandt de første besiddere, der søgte om afløsning af sit gods. Frijsenborg og Stensballegaard blev afløst i 1920.
Efter tilbagetrædelsen fra politik forberedte han en fremstilling af Det Frikonservative Partis historie i forbindelse med en skildring af sin fars politiske livsværk. En alvorlig sygdom, som ramte ham i hans sidste leveår, hindrede planens gennemførelse. Han døde på Frijsenborg den 22. maj 1923. Den 28. maj blev han bisat fra slotsgården på Frijsenborg, og den følgende dag blev urnen indsat i Gravhøjen ved Frijsenborg.
Efter hans død blev fordelingen af de tidligere lensbesiddelser afsluttet mellem døtrene. Den ældste datter, Inger Dorthe Wedell, overtog i 1929 Frijsenborg, mens to af hendes søstre overtog henholdsvis Stensballegaard og Boller. Inger Wedell gennemførte siden en omfattende rationalisering af Frijsenborgs drift, udstrakte nyplantninger og kultiveringsarbejder samt en modernisering af arbejderboligerne.
Personlighed og politisk betydning
Frijs var ikke en udpræget offentlig folkefører og undgik som regel selv at søge den forreste plads. Hans styrke lå i hans vindende personlighed, sociale autoritet, fordomsfrihed og evne til tidligt at erkende den retning, den politiske udvikling bevægede sig i. Han var derfor ofte i stand til at påvirke udviklingen gennem private forhandlinger og korte indlæg snarere end gennem omfattende parlamentariske taler.
Han var grundlæggende konservativ og fastholdt længe den privilegerede valgrets betydning, men havde samtidig ringe forståelse for rent demonstrativ modstand mod politiske forandringer, der ikke længere kunne forhindres. Dette gjorde ham i stand til at acceptere parlamentarismen, samarbejde med Venstre og Det Radikale Venstre og til sidst stemme for grundloven af 1915. I dele af Højre og senere blandt de konservative fremkaldte hans brud med den gamle højrepolitik betydelig bitterhed, men hans forhandlingslinje bidrog både til folketingsparlamentarismens sejr og til en gradvis indpasning af godsejerinteresserne i det parlamentariske system.
De Frikonservative havde ingen varig organisatorisk fremtid, men blev gennem deres placering mellem blokkene en væsentlig politisk faktor i det første årti efter systemskiftet. Frijs' indflydelse bestod navnlig i, at han kunne løse op for konflikter mellem Højre og de skiftende venstre- og radikalregeringer og skabe kompromisser i spørgsmål om skat, valgret, forsvar og forfatning.
Frijs blev den 8. september 1884 gift i Ordrup Kapel i Gentofte med komtesse Frederikke Sophie Elisabeth Danneskiold-Samsøe, kaldet Fritze. Hun var født den 26. juni 1865 på Christiansholm ved Lyngby og blev døbt den 3. august samme år i Gentofte, Ordrup Kapel. Hun var datter af hofchef og senere teaterchef Christian Conrad Sophus greve Danneskiold-Samsøe til Annerup, Nordfeld med Klosterskov og Aalebækgaard og Wanda Sophia Elisabeth Candia Zahrtmann. Frederikke Frijs blev senere priorinde for Gisselfeld Kloster. Hun døde på Søbygaard den 8. juli 1949, blev bisat derfra den 13. juli og fik sin urne nedsat i Gravhøjen ved Frijsenborg. Ægteparret fik fem døtre.
Frijs var en ivrig jæger og foretog regelmæssigt jagtrejser til blandt andet Østrig og Albanien. Vinteren 1908-1909 rejste han til Ceylon, og fra januar til marts 1911 opholdt han sig i Indien. Hans hustru ledsagede ham på sidstnævnte rejse og udgav samme år den illustrerede rejseberetning Billeder fra min Rejse, som hun forsynede med egne tegninger.
Hædersbevisninger
Lensgreve Mogens Frijs blev udnævnt til hofjægermester i 1874 og kammerherre i 1888. Han modtog følgende danske og udenlandske hædersbevisninger:
Frijs blev som barn afbildet i en familiegruppe malet af F.L. Storch i 1855. Der findes desuden portrætter af H. Chr. Jensen fra 1868 og P. Hagelstein, begge på Frijsenborg, samt træsnit fra 1880 og 1890, det sidste efter et fotografi. Han blev afbildet på Otto Baches maleri af en parforcejagt, som i kilderne dateres til henholdsvis 1882 og 1884, samt på en tilhørende tegning og et familiegruppebillede af Bache på Wedellsborg.
Blandt de øvrige portrætter er et maleri af Hugo Salmson fra 1888 på Frijsenborg, en miniature af Kristian Zahrtmann fra 1902, et maleri af Gudmund Hentze fra 1916 og en akvarel af samme kunstner fra 1924 på Gyldensteen. Frijs indgår desuden i Oscar Matthiesens maleri fra 1923 af Rigsdagen ved grundlovsvedtagelsen i 1915; en særskilt skitse af Frijs til værket er dateret 1916. Hertil kommer en tegning af Alfred Schmidt på Frederiksborg, en pastel på Søbygaard og flere fotografiske portrætter.
I marts 1955 blev et portræt af lensgreve Mogens Frijs afsløret ved en højtidelighed i Folketinget. Maleriet var skænket af hans døtre og blev modtaget af Folketingets formand Gustav Pedersen. Ved afsløringen deltog blandt andre døtrene Inger Wedell og Agnes Bernstorff-Gyldensteen samt deres ægtemænd.
Denne artikel omhandler Mogens Frijs. Opslagsordet har også en anden betydning, se Mogens Friis..jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
