Demokrati (oldgræsk: δημοκρατία, dēmokratía, af dēmos ('folk') og kratos ('magt' eller 'herredømme')) eller folkestyre er en styreform, hvor den politiske magt udøves med udgangspunkt i folkesuveræniteten. I moderne demokratier sker dette gennem politiske institutioner, der giver borgerne mulighed for at vælge og afsætte deres politiske ledere ved frie, retfærdige og regelmæssige valg samt deltage i den politiske proces.
Demokrati har gennem historien antaget forskellige former og begrundes ud fra forskellige demokratiteorier. Moderne demokratier er overvejende repræsentative og bygger på institutioner som folkevalgte forsamlinger, frie valg, politiske rettigheder og retsstatslige garantier. Demokratiske systemer varierer blandt andet med hensyn til valgsystem, regeringsform og fordelingen af politisk magt, og demokratiets udvikling og kvalitet undersøges i dag gennem forskning i blandt andet demokratisering, politisk deltagelse og demokratiske institutioner.
Etymologi
Ordet demokrati stammer fra oldgræsk δημοκρατία (dēmokratía), som er sammensat af dēmos (δῆμος), der betyder folk, og kratos (κράτος), der betyder magt, herredømme eller styre. Begrebet betyder således bogstaveligt folkestyre eller folkets herredømme.
Betegnelsen opstod i det antikke Grækenland, hvor den blev anvendt om styreformen i flere bystater, især Athen, hvor frie mandlige borgere deltog direkte i den politiske beslutningsproces. Det antikke demokrati omfattede imidlertid kun en del af befolkningen, idet kvinder, slaver og fastboende udlændinge var udelukket fra politisk deltagelse.
Definition
Begrebet anvendes både normativt om et politisk ideal og deskriptivt om en styreform, og forskellige statskundskabelige traditioner lægger vægt på forskellige aspekter af demokratiet. Fælles for de fleste moderne definitioner er imidlertid, at den politiske magt udøves med udgangspunkt i folkesuveræniteten, og at borgerne har mulighed for at påvirke og kontrollere den offentlige magt gennem frie politiske processer.
I moderne statskundskab forstås demokrati normalt som et politisk system, hvor regeringen er ansvarlig over for borgerne, og hvor politisk konkurrence finder sted gennem frie, retfærdige og regelmæssige valg. Et demokratisk styre forudsætter samtidig grundlæggende politiske frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed, informationsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed, som gør det muligt for borgerne at deltage i den politiske proces og holde regeringen ansvarlig.
Den amerikanske politologRobert A. Dahl skelner mellem demokrati som ideal og de institutioner, der gør det muligt at virkeliggøre dette ideal i moderne samfund. Ingen eksisterende stat opfylder demokratiets ideal fuldt ud, men idealet kan fungere som målestok for vurderingen af, hvor demokratisk et politisk system er.
Demokratiske stater kan organiseres på forskellige måder, men fælles for dem er, at den politiske magt udøves med udgangspunkt i folkesuverænitet. Den væsentligste sondring går mellem direkte demokrati og repræsentativt demokrati, afhængigt af om borgerne selv træffer de politiske beslutninger eller vælger repræsentanter til at gøre det på deres vegne. I praksis kombinerer mange demokratier elementer fra begge styreformer.
Demokratiteorier
Klassiske demokratiteorier
Blandt de klassiske demokratiteoretikere fik især Baruch Spinoza og Jean-Jacques Rousseau stor betydning for udviklingen af moderne demokratiteori. Spinoza fremhævede lovstyret og den fælles politiske autoritet som grundlag for det politiske fællesskab, mens Rousseau udviklede teorien om folkesuverænitet, hvorefter den øverste politiske myndighed tilkommer borgerne som kollektiv og udøves gennem den almene vilje (volonté générale). Han var desuden skeptisk over for repræsentativt styre og anså direkte borgerdeltagelse i lovgivningen som idealet.
Minimalistiske demokratiteorier
Den minimalistiske eller elitære demokratiforståelse forbindes især med Joseph Schumpeter.
Schumpeter definerede demokrati som en institutionel ordning, hvor politiske ledere konkurrerer om vælgernes stemmer ved frie valg. Demokratiets kerne er derfor konkurrencen mellem politiske eliter snarere end borgernes direkte deltagelse i den politiske beslutningsproces.
Efter 2. verdenskrig blev den empiriske demokratiforskning udbygget af blandt andre Seymour Martin Lipset, Gabriel Almond og Sidney Verba. Lipset undersøgte de sociale og økonomiske forudsætninger for stabile demokratier, mens Almond og Verba analyserede betydningen af politisk kultur og borgernes holdninger for demokratiets stabilitet.
Deltagelsesdemokrati
Deltagelsesdemokrati lægger vægt på, at demokratiet ikke alene består i, at borgerne med mellemrum vælger politiske repræsentanter, men også i deres løbende og aktive deltagelse i politiske og samfundsmæssige beslutningsprocesser. Teorien udviklede sig blandt andet som kritik af minimalistiske og elitære demokratiforståelser, hvor borgernes vigtigste rolle består i at vælge mellem konkurrerende politiske eliter.
En central teoretiker er Carole Pateman, som i Participation and Democratic Theory fra 1970 argumenterede for, at politisk deltagelse både har en demokratisk og en dannende funktion. Deltagelse kan ifølge Pateman styrke borgernes oplevelse af politisk handleevne og udvikle de færdigheder og holdninger, som er nødvendige for fortsat demokratisk deltagelse.
Deltagelsesdemokratiet retter derfor opmærksomheden mod flere former for politisk deltagelse end stemmeafgivelse ved valg. Det kan blandt andet omfatte deltagelse i politiske partier, interesseorganisationer, lokale beslutningsprocesser, borgerinitiativer og andre dele af civilsamfundet. I nogle deltagelsesdemokratiske teorier udvides demokratiet desuden til arbejdspladsen og andre institutioner, hvor borgerne påvirkes af beslutninger.
Peter Bachrach kritiserede tilsvarende den demokratiske elitisme for at reducere demokratiet til konkurrence mellem politiske eliter og for at tillægge bred folkelig deltagelse for ringe betydning. Han fremhævede i stedet deltagelse som et middel til at begrænse koncentrationen af politisk magt og styrke borgernes indflydelse på beslutninger, der berører deres liv.
Deltagelsesdemokrati adskiller sig dermed fra den minimalistiske demokratiforståelse ved at betragte omfattende borgerdeltagelse som en værdi i sig selv og som en forudsætning for et levende demokrati. Samtidig adskiller det sig fra deliberativt demokrati, hvor hovedvægten ligger på kvaliteten af den offentlige samtale, argumentationen og den gensidige begrundelse. De to traditioner overlapper dog, idet begge tillægger borgernes aktive deltagelse større betydning end den rent valgbaserede demokratiforståelse.
Det deliberative demokrati betoner offentlig debat, argumentation og gensidig begrundelse som grundlag for demokratisk legitimitet. Teorien forbindes især med Jürgen Habermas, mens Hal Kochs danske demokratiopfattelse har væsentlige lighedspunkter med den deliberative tradition.
Habermas udviklede teorien med udgangspunkt i begreberne kommunikativ rationalitet og den herredømmefrie dialog, hvor politiske beslutninger bør bygge på fri og åben argumentation mellem lige deltagere frem for magt eller tvang.
Hal Koch beskrev tilsvarende demokrati som en livsform og en samtaleform, hvor uenigheder søges løst gennem fri og åben debat. Hans formulering om, at demokrati er at "tale sig til rette", har fået stor betydning for den danske forståelse af demokrati.
Selv om definitionerne af demokrati varierer, er der bred enighed i moderne statskundskab om en række grundlæggende principper, som kendetegner demokratiske styreformer. Disse principper vedrører, hvem der udøver den politiske magt, hvilke rettigheder borgerne har, og hvilke institutionelle rammer der gør demokratisk selvstyre muligt.
Mindretalsbeskyttelse
Selv om demokrati bygger på flertalsafgørelser, forudsætter moderne demokratiske styreformer også beskyttelse af politiske, religiøse, sproglige og etniske mindretal. Grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincipper skal sikre, at et politisk flertal ikke kan ophæve mindretallenes rettigheder eller udelukke dem fra den demokratiske proces.
Medborgerskab
Begrebet medborgerskab omfatter både de rettigheder og pligter, der følger af medlemskabet af et politisk fællesskab, og borgernes aktive deltagelse i samfundslivet. Demokrati forudsætter ikke alene demokratiske institutioner, men også borgere, der kan og vil deltage i den politiske beslutningsproces.
Demokratisk deltagelse omfatter først og fremmest stemmeafgivelse ved valg, men også medlemskab af politiske partier, interesseorganisationer og andre dele af civilsamfundet samt deltagelse i den offentlige debat og andre former for politisk aktivitet. Borgernes mulighed for at påvirke den politiske dagsorden er et centralt element i et velfungerende demokrati.
Høj valgdeltagelse og aktivt medborgerskab betragtes ofte som tegn på et velfungerende demokrati.
Demokratisk dannelse
Demokratisk dannelse betegner de kundskaber, færdigheder og holdninger, som sætter borgere i stand til at deltage aktivt i et demokratisk samfund. Begrebet omfatter blandt andet kendskab til demokratiske institutioner, respekt for menneskerettigheder og retsstatsprincipper samt evnen til at indgå i saglig dialog, kritisk stillingtagen og politisk deltagelse.
I mange demokratiske lande betragtes demokratisk dannelse som en central opgave for uddannelsessystemet. Undervisning i demokrati, medborgerskab og samfundsforhold skal bidrage til at styrke borgernes deltagelse i det demokratiske liv.
I Danmark har demokratisk dannelse været tæt knyttet til folkehøjskolernes dannelsestradition og til en forståelse af demokrati som en livsform. Denne demokratiforståelse forbindes blandt andet med Hal Koch og har haft betydning for forestillingen om skolens dannelse til demokratisk medborgerskab. Demokratisk deltagelse og elevinddragelse indgår fortsat centralt i forskning om skolens demokratiske dannelsesopgave.
Folkesuverænitet er demokratiets grundlæggende princip og indebærer, at den politiske magt i sidste instans udspringer af folket. Regeringens legitimitet beror på borgernes samtykke, og den offentlige magt udøves på folkets vegne og under folkets kontrol. I moderne demokratier sker dette normalt gennem repræsentative institutioner og frie valg, hvor vælgerne kan påvirke, hvem der udøver den politiske magt, og gøre det muligt at udskifte den politiske ledelse.
I et demokrati har borgerne en dobbelt rolle. De er både deltagere i udøvelsen af den politiske suverænitet gennem valg og anden politisk deltagelse og underlagt de love og beslutninger, som de folkevalgte institutioner træffer. Demokratiets legitimitet bygger på, at de, der er underlagt den offentlige magt, også har mulighed for at påvirke dens udøvelse.
Et andet grundprincip er politisk lighed. Ifølge Robert A. Dahl indebærer dette, at alle borgeres interesser skal tillægges samme politiske værdi, selv om mennesker ikke er lige med hensyn til evner, uddannelse eller økonomiske ressourcer. Princippet kommer blandt andet til udtryk gennem almindelig og lige valgret samt ved, at hver stemme tæller lige meget.
Demokratiske rettigheder og garantier
Politiske frihedsrettigheder
Demokratisk deltagelse forudsætter en række grundlæggende frihedsrettigheder. Blandt de vigtigste er ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og adgang til uafhængige informationskilder. Disse rettigheder gør det muligt for borgerne at danne politiske opfattelser, kritisere regeringen, organisere sig og deltage i den offentlige debat.
Frie og retfærdige valg
Stemmeret og muligheden for at deltage i frie valg er grundlæggende elementer i et repræsentativt demokrati.
Frie, retfærdige og regelmæssige valg udgør den centrale mekanisme, hvorigennem den politiske magt legitimeres. Valgene skal gennemføres uden tvang eller manipulation, og vælgerne skal have mulighed for frit at vælge mellem konkurrerende kandidater eller partier. Samtidig skal regeringen kunne udskiftes som følge af valgresultatet.
Et demokrati forudsætter en retsstat, hvor den offentlige magt er bundet af loven, og hvor borgernes rettigheder beskyttes af uafhængige domstole. Retsstatsprincippet skal forhindre vilkårlig magtanvendelse og sikre, at både borgere og myndigheder er underlagt de samme retsregler.
Demokrati og retsstat er nært forbundne, men ikke identiske begreber. Demokrati vedrører, hvordan den politiske magt udøves og legitimeres, mens retsstaten fastlægger de retlige rammer for magtudøvelsen. En stat kan derfor opfylde demokratiske kriterier uden fuldt ud at opfylde retsstatsprincipperne, ligesom en retsstat ikke nødvendigvis er demokratisk.
Retsstatsprincippet omfatter blandt andet retssikkerhed, domstolenes uafhængighed, beskyttelse af borgernes grundlæggende frihedsrettigheder og i mange demokratier en institutionel adskillelse mellem den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt. Magtens tredeling skal bidrage til at forhindre magtkoncentration og sikre gensidig kontrol mellem statens institutioner.
I de fleste moderne demokratier begrænser forfatningen flertallets handlefrihed ved at beskytte grundlæggende frihedsrettigheder og fastlægge procedurer for lovgivning og forfatningsændringer. Formålet er at forhindre, at midlertidige politiske flertal kan ophæve borgernes grundlæggende rettigheder.
Dahls institutionelle kriterier
Den amerikanske politologRobert A. Dahl opstillede seks institutionelle kriterier for moderne demokrati:
Den moderne empiriske demokratiforskning forbindes især med Robert A. Dahl, hvis teori om polyarki har fået en central betydning for analysen af moderne demokratier.
Den amerikanske politologRobert A. Dahl skelnede mellem demokrati som et normativt ideal og polyarki som den styreform, der realistisk kan opnås i moderne samfund. Ifølge Dahl er et fuldstændigt demokrati uopnåeligt i store, komplekse stater, men moderne repræsentative demokratier kan nærme sig idealet gennem en række institutionelle ordninger.
Dahl opstillede fem grundlæggende demokratiske kriterier:
effektiv deltagelse
lighed ved stemmeafgivelse
oplyst forståelse
kontrol over den politiske dagsorden
inklusion af alle voksne borgere
Et polyarki er ifølge Dahl kendetegnet ved blandt andet frie og retfærdige valg, almindelig valgret, valgbarhed til offentlige embeder, ytringsfrihed, foreningsfrihed og adgang til alternative informationskilder.
Valgdemokrati og liberalt demokrati
I demokratiforskningen skelnes ofte mellem valgdemokrati og liberalt demokrati. Et valgdemokrati er først og fremmest kendetegnet ved, at den politiske ledelse vælges gennem frie, konkurrerende og regelmæssige valg, hvor oppositionen har en reel mulighed for at vinde regeringsmagten. Valg udgør dermed en nødvendig, men ikke nødvendigvis tilstrækkelig betingelse for et liberalt demokrati.
Et liberalt demokrati kombinerer demokratiske valg med institutionelle begrænsninger af den politiske magt. Hertil hører blandt andet retsstatslige principper, beskyttelse af grundlæggende frihedsrettigheder, uafhængige domstole, frie medier og beskyttelse af politiske mindretal. Formålet er blandt andet at sikre, at et valgt flertal ikke uhindret kan begrænse oppositionens eller mindretallenes rettigheder.
Sondringen gør det muligt at beskrive politiske systemer, hvor konkurrerende valg fortsat afholdes, men hvor andre demokratiske institutioner er svækkede. Regeringer kan eksempelvis begrænse mediernes uafhængighed, domstolenes handlefrihed eller civilsamfundets muligheder uden formelt at afskaffe valg. Sådanne systemer kan befinde sig mellem liberalt demokrati og autoritært styre og betegnes blandt andet som illiberale demokratier eller hybridregimer.
Skellet mellem valgdemokrati og liberalt demokrati viser således, at demokrati ikke alene vedrører, hvordan politiske ledere vælges, men også de institutionelle og retlige betingelser, hvorunder den politiske magt udøves.
Direkte og repræsentativt demokrati
En grundlæggende sondring i demokratiteorien går mellem direkte demokrati og repræsentativt demokrati. Forskellen vedrører først og fremmest, om borgerne selv træffer politiske beslutninger, eller om de vælger repræsentanter, som træffer beslutninger på deres vegne.
Direkte demokrati
I et direkte demokrati deltager borgerne selv i den politiske beslutningsproces og træffer beslutninger om love eller andre offentlige spørgsmål uden mellemkomst af valgte repræsentanter. Den klassiske historiske model er det athenske demokrati, hvor de stemmeberettigede borgere deltog direkte i folkeforsamlingen.
I moderne stater anvendes direkte demokrati normalt som supplement til repræsentative institutioner. Den mest udbredte form er folkeafstemningen, hvor vælgerne tager direkte stilling til et bestemt politisk eller forfatningsmæssigt spørgsmål. Folkeafstemninger kan være bindende eller vejledende og kan være obligatoriske efter en forfatning eller udskrives efter beslutning fra politiske myndigheder.
Andre former for direkte demokratisk deltagelse omfatter blandt andet borgerinitiativer, hvor et bestemt antal borgere kan kræve, at et forslag behandles politisk eller sendes til folkeafstemning. Omfanget af sådanne ordninger varierer betydeligt mellem demokratiske stater.
Repræsentativt demokrati
I et repræsentativt demokrati vælger borgerne repræsentanter, som udøver den politiske beslutningsmagt på deres vegne. Denne styreform er den dominerende form for demokratisk organisering i moderne stater, hvor befolkningens størrelse og kompleksiteten af den politiske beslutningsproces gør permanent direkte deltagelse vanskelig.
Borgernes mulighed for regelmæssigt at vælge og afsætte deres repræsentanter udgør en central mekanisme for politisk ansvarlighed. Frie, retfærdige og regelmæssige valg giver vælgerne mulighed for at belønne eller sanktionere politiske ledere og partier på baggrund af deres politiske handlinger og resultater.
Repræsentative demokratier kan organiseres på forskellige måder. Valgsystemet kan eksempelvis bygge på forholdstalsvalg eller flertalsvalg, og forholdet mellem den lovgivende og den udøvende magt kan organiseres som blandt andet parlamentarisme eller præsidentialisme. Disse institutionelle forskelle har betydning for, hvordan politiske interesser repræsenteres, og hvordan regeringer dannes og holdes ansvarlige.
Politisk repræsentation og responsivitet
Et centralt spørgsmål i repræsentativt demokrati er, i hvilken grad de folkevalgte repræsentanter afspejler borgernes interesser og politiske præferencer. Politisk repræsentation indebærer, at valgte repræsentanter træffer beslutninger på vælgernes vegne, men der findes forskellige opfattelser af, hvordan dette forhold bør fungere.
Begrebet politisk responsivitet betegner, i hvilken grad politiske institutioner og beslutningstagere reagerer på borgernes ønsker, behov og politiske præferencer. Responsivitet kan komme til udtryk gennem valg, offentlig debat, politiske partier, interesseorganisationer og andre kanaler, hvorigennem borgerne søger indflydelse på den politiske beslutningsproces.
Der kan imidlertid opstå forskelle mellem vælgernes præferencer og de beslutninger, som deres repræsentanter træffer. Folkevalgte politikere må blandt andet afveje forskellige befolkningsgruppers interesser, indgå kompromiser og tage hensyn til forhold, som ikke nødvendigvis indgår i vælgernes umiddelbare ønsker. Demokratisk ansvarlighed forudsætter derfor ikke, at repræsentanterne følger vælgernes præferencer i enhver enkelt sag, men at borgerne har mulighed for at påvirke og efterfølgende holde dem ansvarlige for deres beslutninger.
Kombinationer af direkte og repræsentativt demokrati
De fleste moderne demokratier kombinerer repræsentativt styre med enkelte direkte-demokratiske elementer. Borgerne vælger således normalt politiske repræsentanter, mens bestemte spørgsmål kan afgøres ved folkeafstemning eller andre former for direkte borgerinddragelse.
Forholdet mellem direkte og repræsentativt demokrati er samtidig et centralt spørgsmål i demokratiteorien. Direkte deltagelse kan styrke borgernes indflydelse på konkrete beslutninger, mens repræsentativt demokrati gør det muligt at håndtere en omfattende og kompleks politisk beslutningsproces gennem valgte institutioner. De to former betragtes derfor ofte ikke som modsætninger, men som forskellige mekanismer, der kan kombineres inden for samme demokratiske system.
Historisk udvikling
Demokratiets historie strækker sig over mere end 2.500 år, men udviklingen har ikke været lineær. Efter antikken forsvandt de fleste demokratiske styreformer, men idéen om folkets deltagelse i den politiske beslutningsproces blev videreført og udviklet gennem middelalderen, oplysningstiden og de demokratiske revolutioner i slutningen af 1700-tallet. Det moderne repræsentative demokrati adskiller sig på væsentlige punkter fra antikkens direkte demokrati og er i dag den dominerende demokratiske styreform.
Demokratiet opstod i flere græske bystater omkring overgangen fra det 6. til det 5. århundrede f.Kr., men blev især udviklet i Athen. Her deltog de stemmeberettigede borgere direkte i folkeforsamlingen (ekklesia), som traf beslutninger om lovgivning, krig, fred og valg af embedsmænd.
Folkeforsamlingen (ekklesia) udgjorde den centrale politiske institution, mens mange offentlige embeder blev besat ved lodtrækning som led i bestræbelserne på at sikre politisk lighed mellem borgerne. Især militære embeder blev dog besat ved valg. Mange offentlige hverv var tidsbegrænsede, og embedsmændene kunne drages til ansvar for deres handlinger.
Under og umiddelbart efter den Peloponnesiske krig blev styreformen flere gange afløst af oligarkiske regimer, men demokratiet blev hver gang genoprettet. Konflikten mellem demokratiske og oligarkiske styreformer kom til at præge Athens politiske historie gennem det 5. århundrede f.Kr.
Det antikke demokrati var imidlertid langt fra universelt. Kun frie mandlige borgere havde politiske rettigheder, mens kvinder, slaver og fastboende udlændinge var udelukket fra den politiske beslutningsproces. Kun en mindre del af den samlede befolkning deltog derfor i folkestyret.
Demokratiet blev allerede i antikken genstand for omfattende filosofisk debat. Platon anså folkestyret for ustabilt og mente, at staten burde ledes af de bedst egnede og bedst uddannede borgere, de såkaldte filosofkonger. Aristoteles udviklede en klassifikation af styreformer efter, hvem der udøvede den politiske magt – én, få eller mange – og skelnede samtidig mellem styreformer, der tjente fællesskabets interesser, og styreformer, der primært tjente herskernes egne interesser. Hans typologi kom til at præge europæisk politisk tænkning gennem århundreder.
De græske idéer blev videreført i romersk politisk tænkning, blandt andet hos Cicero, som videreudviklede forestillinger om republik, lov og borgernes politiske fællesskab.
Middelalder og tidlig moderne tid
Efter Roms erobring af de græske bystater i 146 f.Kr. forsvandt de antikke demokratiske styreformer gradvist. I de følgende århundreder blev den politiske magt i Europa hovedsageligt udøvet af monarker, adel og kirkelige institutioner. I næsten to årtusinder fandtes der ingen stater, som efter moderne målestok kan betegnes som demokratiske. Først med Den amerikanske revolution og Den franske revolution i slutningen af 1700-tallet opstod de første moderne demokratier.
Selv om egentlige demokratiske stater ikke eksisterede, fandtes der forskellige former for lokalt selvstyre og begrænset politisk deltagelse. Flere middelalderlige købstæder og italienske byrepublikker traf beslutninger om lokale forhold gennem fælles forsamlinger eller valgte råd.
Fra højmiddelalderen opstod desuden stænderforsamlinger i flere europæiske riger, hvor adel, gejstlighed og senere også repræsentanter for købstæderne deltog i behandlingen af skatter og lovgivning. Stemmeretten var dog normalt knyttet til stand, ejendom eller særlige privilegier. Selv om disse institutioner ikke var demokratisk valgte, udviklede de former for repræsentation og politisk deltagelse, som senere fik betydning for fremvæksten af moderne parlamentariske institutioner.
Den franske revolution fra 1789 afskaffede enevælden og adelens privilegier og proklamerede principperne om frihed, lighed og folkesuverænitet. Revolutionen førte til omfattende politiske og sociale reformer, men udviklede sig også til politisk ustabilitet, terrorstyre og senere Napoleons autoritære styre. Revolutionen fik samtidig stor betydning for den senere politiske udvikling i Frankrig og Europa. Erfaringerne med folkesuverænitet, demokratiske institutioner, politisk vold og senere militært diktatur kom til at præge den videre debat om demokrati og politisk styre.
Efter Napoleon Bonapartes nederlag forsøgte Europas monarkier ved Wienerkongressen i 1814–1815 at genoprette den førrevolutionære orden. De demokratiske og nationale idéer fra den franske revolution overlevede imidlertid og kom til at præge de følgende årtiers politiske udvikling.
Revolutionerne i 1830 og 1848
De liberale og nationale revolutioner i 1830 og især i 1848 bidrog til at udbrede krav om forfatninger, folkevalgte parlamenter, udvidet valgret og borgerlige frihedsrettigheder i store dele af Europa. Revolutionerne omfattede blandt andet Frankrig, de tyske stater, Østrig, Italien og Ungarn. Selv om mange af revolutionerne blev slået ned, førte de flere steder til varige forfatningsreformer og styrkede de repræsentative institutioner.
Revolutionerne i 1848 fik også betydning for selve demokratibegrebet. Indtil midten af 1800-tallet blev demokrati ofte forbundet med ustabilitet, pøbelvælde og flertallets ubegrænsede magt. I anden halvdel af 1800-tallet ændrede begrebet gradvist betydning og kom i stigende grad til at betegne en styreform, hvor folkesuverænitet blev forenet med forfatningsmæssige begrænsninger, borgerlige frihedsrettigheder og beskyttelse af politiske mindretal.
Indførelsen af folkevalgte parlamenter førte imidlertid ikke umiddelbart til fuldt demokrati. I mange lande var valgretten fortsat begrænset, og den politiske magt var ofte delt mellem parlament, monarken og andre samfundsgrupper. Udbygningen af det moderne demokrati fortsatte derfor gennem resten af 1800-tallet.
Udviklingen blev imidlertid afbrudt i mellemkrigstiden, hvor en række demokratier blev afløst af autoritære og totalitære regimer. Den økonomiske verdenskrise, politisk polarisering og nationale konflikter bidrog til demokratiets tilbagegang i store dele af Europa.
Demokrati efter 1945
Efter 2. verdenskrig blev demokratiske institutioner genopbygget i Vesteuropa, samtidig med at afkoloniseringen førte til oprettelsen af en lang række nye selvstændige stater. Mange af disse indførte demokratiske forfatninger, men den demokratiske udvikling blev flere steder afløst af autoritære styreformer eller militærregimer. Den såkaldte tredje demokratiseringsbølge fra 1970'erne bidrog til, at antallet af demokratiske stater voksede betydeligt, særligt i Sydeuropa, Latinamerika samt Central- og Østeuropa.
I løbet af anden halvdel af 1900-tallet blev demokrati samtidig den dominerende internationale kilde til politisk legitimitet. Både demokratiske og autoritære regimer søgte i stigende grad at fremstille sig selv som demokratiske eller som repræsentanter for folkets vilje.
Under den kolde krig beskrev både vestlige liberale demokratier og kommunistiske étpartistater sig selv som demokratiske, om end de byggede på vidt forskellige opfattelser af demokrati og politisk repræsentation. Efter afslutningen af den kolde krig blev det liberale repræsentative demokrati den dominerende internationale demokratimodel.
I dag bygger næsten alle demokratiske stater på repræsentative institutioner. Selv om deres forfatninger, valgsystemer og regeringssystemer varierer, bygger de på fælles principper om folkesuverænitet, politisk lighed og ansvarlige regeringer valgt gennem frie og konkurrerende valg. Demokratiske institutioner er imidlertid ikke i sig selv en garanti for et velfungerende demokrati. Demokratiets kvalitet afhænger også af retsstatsprincipper, frie medier, politisk konkurrence, respekt for oppositionen og borgernes mulighed for at holde de politiske ledere ansvarlige.
Demokratiske institutioner
Den amerikanske politolog Robert A. Dahl, hvis teori om polyarki beskriver de centrale institutioner i moderne repræsentative demokratier.
Moderne demokratier bygger på en række fælles institutioner, som gør det muligt at omsætte princippet om folkesuverænitet til praktisk politik. Den amerikanske politologRobert A. Dahl fremhæver seks institutioner som nødvendige for, at et moderne repræsentativt demokrati kan fungere. Institutionerne skal tilsammen sikre, at borgerne kan deltage i den politiske proces, danne sig en oplyst mening og holde de politiske ledere ansvarlige gennem frie valg.
Valgte repræsentanter
I moderne demokratier træffes de vigtigste politiske beslutninger af folkevalgte repræsentanter. Borgerne vælger medlemmer af parlamentet eller andre lovgivende forsamlinger, som vedtager love, kontrollerer regeringen og repræsenterer vælgernes interesser. I de fleste demokratier vælges også kommunale og regionale repræsentanter direkte af borgerne.
Det repræsentative demokrati adskiller sig fra antikkens direkte demokrati ved, at borgerne normalt ikke selv træffer de politiske beslutninger. Repræsentation blev udviklet som en praktisk løsning på de problemer, der opstår, når et demokrati omfatter millioner af borgere og store geografiske områder. Ifølge Dahl gjorde netop udviklingen af repræsentativt demokrati det muligt at forene folkestyre med den moderne nationalstat.
Frie, retfærdige og regelmæssige valg
Valg er den centrale mekanisme, hvorigennem borgerne udøver deres politiske indflydelse.
Demokratiske valg skal bygge på almindelig og lige valgret og være frie, hemmelige og regelmæssige. Vælgerne skal kunne stemme uden tvang eller utilbørlig påvirkning, alle stemmer skal som udgangspunkt have samme vægt, og alle kandidater og partier skal have rimelige muligheder for at konkurrere.
Valgene skal desuden være reelle. Borgerne skal kunne vælge mellem alternative kandidater eller partier, og valgresultatet skal kunne føre til et regeringsskifte. Hvis den politiske ledelse ikke reelt kan udskiftes gennem demokratiske procedurer, opfylder staten ikke de grundlæggende demokratiske krav.
Regelmæssige valg giver vælgerne mulighed for at holde de folkevalgte politisk ansvarlige. Politikere, som mister vælgernes tillid, kan udskiftes ved det næste valg, hvilket udgør en grundlæggende mekanisme for demokratisk ansvarlighed (accountability).
Demokrati forudsætter, at borgerne frit kan udtrykke deres politiske holdninger, kritisere regeringen og deltage i den offentlige debat. Ytringsfriheden gør det muligt at fremsætte alternative politiske forslag og at udfordre de siddende magthavere.
Ytringsfriheden er samtidig en forudsætning for oplyst politisk deltagelse. Hvis borgere eller medier ikke frit kan diskutere offentlige spørgsmål, bliver det vanskeligt for vælgerne at vurdere regeringens politik og træffe velbegrundede politiske valg.
Alternative informationskilder
Borgerne skal have adgang til information fra flere uafhængige kilder. Staten må ikke have monopol på nyhedsformidling eller politisk information, og medier, forskningsinstitutioner og civilsamfundet skal frit kunne indsamle og formidle oplysninger.
Alternative informationskilder gør det muligt at kontrollere regeringens oplysninger, sammenligne forskellige synspunkter og skabe grundlag for en oplyst offentlig debat. Informationspluralisme er derfor en central forudsætning for demokratisk ansvarlighed.
Foreningsfrihed
Borgerne skal frit kunne danne og tilslutte sig politiske partier, fagforeninger, interesseorganisationer og andre frivillige sammenslutninger. Foreningerne gør det muligt at organisere politiske interesser, formulere politiske programmer og mobilisere vælgere.
Et aktivt civilsamfund bidrager samtidig til at begrænse statens magt ved at skabe uafhængige organisationer mellem borgerne og de offentlige myndigheder. Foreningsfriheden er derfor en grundlæggende institution i moderne demokrati.
Inkluderende medborgerskab
Demokrati bygger på, at næsten alle voksne borgere har de samme politiske rettigheder. Det omfatter blandt andet valgret, valgbarhed og adgang til at deltage i den politiske proces.
Historisk var stemmeretten ofte begrænset af køn, formue, race eller social status. I løbet af 1800- og 1900-tallet blev disse begrænsninger gradvist afskaffet i de fleste demokratier, og almindelig og lige valgret blev et grundlæggende demokratisk princip.
Ifølge Robert A. Dahl er inkluderende medborgerskab en nødvendig institution i moderne demokrati, hvor næsten alle voksne borgere har politiske rettigheder.
Demokratiske modeller
Moderne demokratier er opbygget efter forskellige institutionelle principper. Den nederlandske politologArend Lijphart skelner mellem to idealtypiske demokratimodeller: flertalsdemokrati og konsensusdemokrati. Modellerne beskriver forskellige måder at organisere den politiske beslutningsproces på og findes i praksis som yderpunkter på et kontinuum. De fleste demokratier kombinerer elementer fra begge modeller.
Flertalsdemokratiet bygger på princippet om, at det politiske flertal skal have mulighed for at gennemføre sin politik. Modellen tilstræber klare politiske alternativer, effektive regeringer og et tydeligt politisk ansvar.
Storbritannien betragtes traditionelt som den klassiske repræsentant for flertalsmodellen og omtales derfor ofte som Westminster-modellen.
Tilhængere af modellen fremhæver, at den skaber handlekraftige regeringer, klare regeringsalternativer og gør det lettere for vælgerne at placere det politiske ansvar.
Konsensusdemokratiet søger i højere grad at inddrage forskellige politiske partier og samfundsgrupper i beslutningsprocessen. Målet er at opnå brede politiske løsninger og beskytte mindretallenes interesser.
Tilhængere af konsensusmodellen fremhæver, at den giver en bredere repræsentation af vælgernes politiske holdninger, styrker mindretalsbeskyttelsen og kan skabe større politisk stabilitet i samfund med betydelige sociale eller kulturelle skillelinjer.
Sammenligning
Flertalsdemokratiet lægger vægt på koncentreret politisk beslutningsmagt og tydeligt politisk ansvar, mens konsensusdemokratiet lægger vægt på bred repræsentation, magtdeling og politiske kompromiser.
Empiriske undersøgelser viser, at begge modeller kan fungere som stabile demokratier. Valget mellem dem afhænger blandt andet af et lands historie, politiske kultur, valgsystem og sociale sammensætning.
Deliberativt demokrati er en demokratimodel, hvor offentlig debat, argumentation og gensidig begrundelse tillægges en central betydning for den politiske beslutningsproces.
Mens de demokratiske modeller beskriver forskellige former for demokrati, vedrører regeringssystemerne den institutionelle organisering af den politiske magt. Regeringssystemet fastlægger forholdet mellem den lovgivende magt og den udøvende magt og har betydning for regeringsdannelse, regeringsansvar og samspillet mellem statens institutioner. I moderne demokratier skelnes der især mellem parlamentarisme, præsidentialisme og semipræsidentialisme.
I et parlamentarisk system udspringer regeringen af parlamentet og er politisk ansvarlig over for det. Regeringen skal have parlamentets tillid eller i det mindste ikke et flertal imod sig for at kunne blive siddende.
I et præsidentielt system vælges præsidenten uafhængigt af parlamentet og fungerer både som statsoverhoved og regeringschef. Præsidenten kan normalt ikke afsættes af parlamentet af politiske grunde, mens parlamentet heller ikke kan opløses af præsidenten.
Systemet bygger på en klar institutionel adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. USA udgør det klassiske eksempel på et præsidentielt demokrati.
Semipræsidentialisme kombinerer elementer fra parlamentarisme og præsidentialisme. Både en folkevalgt præsident og en premierminister indgår i den udøvende magt. Regeringen er ansvarlig over for parlamentet, mens præsidenten besidder selvstændige forfatningsmæssige beføjelser.
Den konkrete magtfordeling varierer betydeligt mellem de enkelte lande. Frankrig betragtes ofte som den klassiske semipræsidentielle model.
Institutionelle variationer
Regeringssystemet er kun én af flere institutionelle faktorer, som præger et demokratis funktionsmåde. Også valgsystem, partisystem, forfatning, magtens tredeling og forholdet mellem centralstat og lokale myndigheder har stor betydning for, hvordan et demokrati fungerer i praksis.
Demokratisering
Demokratisering betegner den proces, hvor et politisk system udvikler sig fra et autoritært eller ikke-demokratisk styre til et demokratisk styre. Processen omfatter både etableringen af demokratiske institutioner og konsolideringen af disse, så demokratiet bliver stabilt.
Statskundskaben skelner ofte mellem demokratisering som en overgangsproces (democratic transition) og demokratisk konsolidering (democratic consolidation). Den første fase omfatter indførelsen af demokratiske institutioner, mens den anden handler om, at demokratiske spilleregler bliver accepteret af både politiske ledere og befolkningen.
Demokratisering indebærer ikke blot afholdelse af valg, men også opbygning af de institutioner og frihedsrettigheder, der gør frie valg meningsfulde.
Siden begyndelsen af 1800-tallet er antallet af demokratiske stater vokset betydeligt. Udviklingen er dog ikke foregået jævnt. Samuel P. Huntington beskrev tre større demokratiseringsbølger, hvor antallet af demokratier voksede markant, afbrudt af perioder med demokratisk tilbagegang.
Siden begyndelsen af 2000-tallet har flere internationale undersøgelser registreret en stigende demokratisk tilbagegang (democratic backsliding). I en række lande er frie medier, domstolenes uafhængighed, civilsamfundets handlefrihed og oppositionens muligheder blevet svækket, samtidig med at valg fortsat afholdes. Sådanne styreformer betegnes ofte som illiberale demokratier eller hybride regimer.
Demokratisering betragtes derfor ikke som en uundgåelig historisk udvikling, men som en løbende proces, hvor demokratiske institutioner både kan styrkes og svækkes.
Forklaringer på demokratisering
Forskningen i demokratisering har søgt at forklare, hvorfor demokratiske styreformer opstår og konsolideres i nogle samfund, mens andre forbliver autoritære eller vender tilbage til autoritært styre. Der findes ikke én enkelt forklaring; demokratisering forbindes i forskningen med et samspil mellem økonomiske, sociale, kulturelle, institutionelle og internationale forhold.
En central forskningstradition tager udgangspunkt i moderniseringsteori og sammenhængen mellem økonomisk udvikling og demokrati. Økonomisk vækst, stigende uddannelsesniveau, urbanisering og udviklingen af en større middelklasse er blevet fremhævet som forhold, der kan skabe gunstige betingelser for demokrati. Sammenhængen er imidlertid omdiskuteret, og økonomisk udvikling fører ikke nødvendigvis til demokratisering.
Andre forklaringer lægger større vægt på politisk kultur, civilsamfund, sociale konflikter og de politiske aktørers strategiske valg. Demokratisering kan blandt andet afhænge af, om konkurrerende politiske grupper accepterer demokratiske spilleregler, og om der findes organisationer og institutioner, som kan begrænse koncentrationen af politisk magt.
Endelig kan internationale forhold påvirke demokratiseringen. Krige, internationale organisationer, økonomisk og politisk integration samt påvirkning fra demokratiske nabolande kan fremme eller hæmme demokratiske udviklingsprocesser. Forskningen betragter derfor normalt demokratisering som et resultat af flere indbyrdes forbundne faktorer snarere end som en konsekvens af én bestemt økonomisk, kulturel eller institutionel betingelse.
Demokratimåling
Statskundskaben har udviklet en række metoder til at måle og sammenligne demokratiets kvalitet på tværs af lande. Formålet er dels at afgøre, om et politisk system kan betegnes som demokratisk, dels at undersøge, i hvilken grad demokratiske institutioner fungerer i praksis.
Måling af demokrati bygger normalt på en kombination af institutionelle og empiriske indikatorer. Blandt de forhold, der ofte indgår, er:
Der findes flere internationale demokratiindeks, som anvender forskellige metoder og definitioner.
Freedom House
Freedom House offentliggør hvert år rapporten Freedom in the World, hvor verdens stater vurderes ud fra politiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder. På baggrund heraf klassificeres landene som frie, delvist frie eller ikke frie. Rapporten anvendes bredt i forskning og internationale sammenligninger af demokrati og frihedsrettigheder.
Indekset bygger blandt andet på valgprocesser og pluralisme, regeringsførelse, politisk deltagelse, politisk kultur og borgerlige frihedsrettigheder.
Demokrati som kontinuum
Moderne statskundskab betragter i stigende grad demokrati som et kontinuum frem for en skarp opdeling mellem demokratiske og ikke-demokratiske stater. Mange lande opfylder nogle demokratiske kriterier, men ikke andre, og demokratiets kvalitet kan derfor variere betydeligt.
Udviklingen siden begyndelsen af 2000-tallet har samtidig vist, at demokratiske institutioner kan svækkes gradvist uden, at de formelle demokratiske procedurer nødvendigvis afskaffes. Flere internationale undersøgelser har derfor rettet stigende opmærksomhed mod demokratisk tilbagegang (democratic backsliding) og ændringer i demokratiets kvalitet over tid.
Kritik
Demokrati betragtes i dag som den mest udbredte legitime styreform, men har siden antikken været genstand for omfattende politisk og filosofisk kritik. Kritikken retter sig både mod demokratiets principper og mod dets funktion i praksis i moderne samfund.
Flertalsstyre og mindretalsbeskyttelse
Et grundlæggende spørgsmål er forholdet mellem flertalsstyre og beskyttelsen af mindretal. Demokratiet bygger på, at politiske beslutninger træffes af et flertal, men flertallet kan samtidig vedtage beslutninger, som begrænser mindretals rettigheder. Allerede Alexis de Tocqueville advarede mod risikoen for flertallets tyranni, hvor et vedvarende flertal kan dominere politiske, religiøse eller etniske mindretal.
Demokratiet bygger på princippet om politisk lighed, men den faktiske politiske indflydelse kan være ulige fordelt. Økonomiske ressourcer, uddannelse, medieadgang og organiserede interesseorganisationer kan give nogle borgere eller organisationer bedre muligheder for at påvirke den politiske beslutningsproces end andre.
Robert A. Dahl pegede på denne spænding mellem demokratiets ideal om politisk lighed og de faktiske forskelle i politisk indflydelse, som findes i moderne demokratier.
Politiske resultater
Demokrati giver ikke i sig selv garanti for bestemte politiske resultater eller for, at de beslutninger, der træffes, er hensigtsmæssige. Demokratiske regeringer kan ligesom andre regeringer træffe uhensigtsmæssige beslutninger eller føre upopulær politik.
Statskundskaben betragter derfor demokrati snarere som en styreform, der giver borgerne mulighed for fredeligt at udskifte deres politiske ledere, påvirke den politiske beslutningsproces og holde regeringen ansvarlig gennem frie valg, end som en garanti for bestemte politiske resultater.
Udfordringer for moderne demokratier
I de seneste årtier har demokratiforskningen peget på en række udfordringer for moderne demokratier. Blandt de mest fremtrædende er faldende tillid til politiske institutioner, politisk polarisering, lavere medlemstal i de traditionelle politiske partier, stigende støtte til populistiske partier og bevægelser samt desinformation. Forskningen har desuden fremhævet globalisering, digitalisering og sociale medier som mulige forklaringer på disse udviklingstendenser. Disse udviklingstendenser har i flere lande været ledsaget af en svækkelse af demokratiske institutioner og øget opmærksomhed på demokratiets modstandsdygtighed.
12Lipset, Seymour Martin (1959). "Some Social Requisites of Democracy: Economic Development and Political Legitimacy". American Political Science Review. 53 (1): 69-105. doi:10.2307/1951731.
12Lindhardt, Eva (2013). "Demokrati og skolens demokratiske dannelse: Om demokratiforståelser og skolens dannelse til demokratisk medborgerskab". KLM på tværs: sociologiske, historiske og filosofiske perspektiver. Frederiksberg: Samfundslitteratur. s.91-115. ISBN9788759316337.
↑Osler, Audrey; Starkey, Hugh (2006). "Education for Democratic Citizenship: a review of research, policy and practice 1995–2005". Research Papers in Education. 21 (4): 433-466. doi:10.1080/02671520600942438.
12Montesquieu, Charles-Louis de Secondat (1989). "Book XI, Chapter 6". The Spirit of the Laws. Oversat af Anne M. Cohler. Cambridge University Press. ISBN9780521369749.
12Powell, G. Bingham (2004). "The Chain of Responsiveness". Journal of Democracy. 15 (4): 91-105. doi:10.1353/jod.2004.0070.
↑Plato (1992). C. D. C. Reeve (red.). Republic. Oversat af G. M. A. Grube (2 udgave). Hackett Publishing. ISBN9780872201361.
↑Aristotle (1984). Politics. Oversat af Carnes Lord. University of Chicago Press. s.1279a-1279b. ISBN9780226921839.
↑Atkins, E. M. (2000). "Cicero". I Rowe, Christopher; Schofield, Malcolm (red.). The Cambridge History of Greek and Roman Political Thought. Cambridge University Press. s.477-516. ISBN9780521616690.
12Berman, Sheri (2021). "The French Revolution". Democracy and Dictatorship in Europe: From the Ancien Régime to the Present Day. Oxford University Press. s.49-76. doi:10.1093/oso/9780197539347.003.0004.
↑Johannsen, Lars (2002). "Demokratiseringsteori: klynger af forklaringer". Politica. 34 (2): 203-218.
123Munck, Gerardo L.; Verkuilen, Jay (2002). "Conceptualizing and Measuring Democracy: Evaluating Alternative Indices". Comparative Political Studies. 35 (1): 5-34. doi:10.1177/001041400203500101.
↑Held, David (2006). Models of Democracy (3 udgave). Polity. ISBN9780745631479.
↑Tocqueville, Alexis de (1835). Democracy in America. Vol.1. London: Saunders and Otley.
↑van Biezen, Ingrid; Mair, Peter; Poguntke, Thomas (2012). "Going, going, ... gone? The decline of party membership in contemporary Europe". European Journal of Political Research. 51 (1): 24-56. doi:10.1111/j.1475-6765.2011.01995.x.
↑Lorenz-Spreen, Philipp; Oswald, Lisa; Lewandowsky, Stephan; Hertwig, Ralph (2023). "A systematic review of worldwide causal and correlational evidence on digital media and democracy". Nature Human Behaviour. 7: 74-101. doi:10.1038/s41562-022-01460-1.
Litteratur
Dahl, Robert A. Democracy and Its Critics. Yale University Press, 1989. ISBN9780300049381
Dahl, Robert A. On Democracy. 2. udgave. Yale University Press, 2015. ISBN9780300215649
Habermas, Jürgen. Teorien om den kommunikative handlen. Aalborg Universitetsforlag, 2009. ISBN8773075337
Hansen, Mogens Herman. Demokrati som styreform og som ideologi. Museum Tusculanums Forlag, 2010. ISBN9788763534932
Hansen, Mogens Herman. Demokratiets historie fra oldtid til nutid. Museum Tusculanums Forlag, 2012. ISBN9788763538954
Sartori, Giovanni. Comparative Constitutional Engineering: An Inquiry into Structures, Incentives and Outcomes. 2. udgave. Macmillan Press, 1997. ISBN9780333675083
Schumpeter, Joseph A. Capitalism, Socialism and Democracy. 3. udgave. Harper, 1950.
Shugart, Matthew Soberg & Carey, John M. Presidents and Assemblies: Constitutional Design and Electoral Dynamics. Cambridge University Press, 1992. ISBN9780521419628
For alternative betydninger, se Demokrati (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Demokrati)
