Hybridregime

Lande og territorier fordelt efter Economist Intelligence Units demokratiindeks for 2025. Kortets kategorier er EIU's klassifikation, ikke en fælles videnskabelig definition af hybridregimer.

Hybridregime er i statskundskab en betegnelse for et politisk system, der kombinerer demokratiske og autoritære træk. Der kan afholdes flerpartivalg, og der kan eksistere formelle demokratiske institutioner, selv om magthaverne begrænser oppositionens reelle muligheder for at konkurrere om regeringsmagten. Forskere anvender forskellige definitioner af begrebet, som derfor ikke dækker én entydigt afgrænset regimetype.

Begreb og udvikling

Efter den kolde krig blev flerpartivalg udbredt til en række lande, hvor den politiske konkurrence ikke samtidig blev fuldt demokratisk. Nogle af disse systemer blev oprindeligt beskrevet som ufuldstændige overgange til demokrati. Forskningen har imidlertid også undersøgt dem som regimer, der kan bestå over længere tid.

Kendetegn

Et centralt spørgsmål er, om oppositionen har en reel mulighed for at konkurrere om magten. Der kan være regelmæssige valg, men ulige konkurrencevilkår, begrænsninger af ytringsfrihed og organisationsfrihed samt utilstrækkelig kontrol med regeringsmagten. Valg kan derfor have politisk betydning uden at være fuldt frie og retfærdige.

Robert A. Dahl skelner i sin teori om polyarki mellem offentlig politisk konkurrence og politisk inklusion som to dimensioner af demokratisering. Udbredt valgret er således ikke i sig selv udtryk for, at oppositionen frit kan konkurrere om magten. Dahls analyse udgør en generel demokratiteoretisk ramme, ikke en særskilt definition af hybridregimer.

Former og beslægtede kategorier

Konkurrerende autoritarisme

Steven Levitsky og Lucan A. Way anvender betegnelsen konkurrerende autoritarisme (competitive authoritarianism) om regimer, hvor demokratiske institutioner er den almindelige vej til magten, og oppositionen faktisk kan udfordre regeringen, men hvor konkurrencevilkårene systematisk favoriserer magthaverne.

Valgautoritarisme

Valgautoritarisme (electoral authoritarianism) betegner autoritære systemer, der afholder valg uden at opfylde centrale krav om fri og retfærdig politisk konkurrence. Schedler betoner, at sådanne valg kan tjene til at give styret demokratisk legitimitet, mens regler og praksis begrænser risikoen for et reelt magtskifte. Begrebet betegner i denne forskning en autoritær regimetype, selv om der afholdes valg. Begrebet overlapper med hybridregime, men klassifikationerne er ikke nødvendigvis sammenfaldende.

Afgrænsning fra andre begreber

Illiberalt demokrati betegner i Fareed Zakarias fremstilling spændingen mellem demokratiske valg og utilstrækkelige liberale frihedsrettigheder eller forfatningsmæssige magtbegrænsninger. Zakaria understreger, at valg i sig selv ikke sikrer beskyttelse af rettigheder eller uafhængige institutioner. Begrebet er beslægtet med, men ikke synonymt med, hybridregime.

Defekt demokrati er et andet beslægtet begreb. Wolfgang Merkel skelner mellem fem indbyrdes forbundne dele af et liberalt demokrati: valgordningen, de politiske deltagelsesrettigheder, de borgerlige frihedsrettigheder, kontrollen med den udøvende magt og de folkevalgtes faktiske mulighed for at regere. Mangler i en eller flere dele kan danne grundlag for at betegne et system som et defekt demokrati. Merkel fremhæver, at sådanne regimer ikke nødvendigvis er midlertidige. Afgrænsningen til hybridregimer afhænger dog af den anvendte definition.

Demokratisk tilbagegang beskriver derimod en proces, hvor demokratiske institutioner, rettigheder eller kontrolmekanismer gradvis svækkes, ofte under folkevalgte regeringer. Et hybridregime er en regimetype eller analytisk klassifikation, ikke betegnelsen for selve forandringsprocessen. Levitsky og Ziblatt beskriver, hvordan demokratiske institutioner kan bestå formelt, selv om deres virkemåde udhules. De beskriver også, hvordan magthavere kan svække konkurrencen ved at begrænse oppositionens adgang til medier og ændre de politiske spilleregler.

Stabilitet og forandring

Udviklingen i V-Dems indeks for liberalt demokrati fra 2010 til 2020: blå viser væsentlig demokratisering, rød væsentlig autokratisering og grå ingen væsentlig ændring. Kortet viser ændringer, ikke en klassifikation af hybridregimer.

Hybridregimer kan opstå både ved ufuldstændig demokratisering og efter svækkelse af eksisterende demokratiske institutioner. Deres videre udvikling er ikke nødvendigvis ensrettet: Nogle demokratiseres, andre bliver mere autoritære, og nogle opretholder en blanding af demokratiske og autoritære træk gennem længere tid. I forskningen undersøges både regimers demokratisering, autoritære udvikling og mulige langvarige opretholdelse. Levitsky og Way undersøger 35 konkurrerende autoritære regimer i perioden 1990–2008. De fremhæver blandt andet, at stærke forbindelser til Vesten gjorde det vanskeligere for magthaverne at anvende autoritære metoder. Omvendt kunne stærke statsinstitutioner og velorganiserede regeringspartier bidrage til at opretholde autoritære regimer i lande med svagere forbindelser til Vesten. Resultaterne vedrører konkurrerende autoritarisme og kan ikke uden videre generaliseres til alle definitioner af hybridregimer.

Måling og klassifikation

Economist Intelligence Unit (EIU) placerer i sit Demokrati-indeks landene i fire kategorier: fuldgyldige demokratier, mangelfulde demokratier, hybridregimer og autoritære regimer. Klassifikationen bygger på 60 indikatorer fordelt på fem områder: valgproces og pluralisme, regeringens funktion, politisk deltagelse, politisk kultur og borgerlige frihedsrettigheder.

EIU beregner en samlet score på en skala fra 0 til 10. Scorer over 8 betegnes som fuldgyldige demokratier, scorer over 6 til og med 8 som mangelfulde demokratier, scorer over 4 til og med 6 som hybridregimer og scorer til og med 4 som autoritære regimer. Grænserne er fastsat som led i EIU's metode og er ikke en almindeligt gældende statskundskabelig definition af et hybridregime.

En samlet score sammenfatter forskellige dimensioner af demokrati. En højere score på nogle områder kan derfor opveje en lavere score på andre i det samlede resultat. Det kan gøre det vanskeligt at se alvorlige svagheder på et enkelt område, eksempelvis valgprocessens kvalitet, alene ud fra den samlede placering. Ved vurderingen af et konkret lands politiske system er det derfor relevant også at undersøge de enkelte delscorer og de forhold, de bygger på. Dette er en metodisk begrænsning ved aggregerede indeks, ikke i sig selv dokumentation for, at et land er fejlklassificeret.

I EIU's 2025-udgave blev 32 af de 167 undersøgte lande og territorier klassificeret som hybridregimer. Haggard og Kaufman sammenholder forskellige målinger af demokratiske institutioners udvikling og viser, at måleredskabernes definitioner, datagrundlag og tærskler ikke er ens. EIU’s indekskategori er derfor ikke nødvendigvis sammenfaldende med forskeres mere snævre begreber om bestemte regimetyper. Klassifikationer bør derfor ledsages af oplysninger om, hvem der har foretaget dem, og for hvilket år.

Kilder

  1. 1 2 3 Levitsky og Way (2010), s. 5–6.
  2. ↑ Levitsky og Way (2010), s. 3–5.
  3. ↑ Dahl (1971), s. 4–7.
  4. ↑ Schedler (2002), s. 36–37.
  5. ↑ Zakaria (2003), s. 17–19.
  6. ↑ Zakaria (2003), s. 89–91.
  7. ↑ Merkel (2004), s. 37–42 (de fem delregimer).
  8. ↑ Merkel (2004), s. 48–49 (defekte demokratier og deres mulige varighed).
  9. ↑ Haggard og Kaufman (2021), s. 1–4.
  10. ↑ Levitsky og Ziblatt (2018), s. 4–9.
  11. ↑ Levitsky og Ziblatt (2018), s. 80–89.
  12. ↑ Levitsky og Way (2010), s. 4–5.
  13. 1 2 Economist Intelligence Unit: Democracy Index 2025 – How EIU measures democracy.
  14. 1 2 Haggard og Kaufman (2021), s. 8–13.
  15. ↑ Economist Group: EIU Democracy Index 2025: democracy stabilises after eight years of decline.

Litteratur

Eksterne henvisninger