Autoritarisme

Denne artikel omhandler den politiske styreform. For begrebet inden for psykologien, se autoritær personlighed

Autoritarisme er en styreform, hvor den politiske magt er stærkt koncentreret, og hvor den politiske pluralisme og de politiske friheder er begrænsede. Autoritære regimer adskiller sig fra demokrati ved, at den politiske konkurrence og mulighederne for at udskifte magthaverne er begrænsede, og fra totalitære regimer ved typisk at have en mere begrænset politisk mobilisering og en vis, om end begrænset, pluralisme.

Autoritære regimer kan samtidig have institutioner som politiske partier, lovgivende forsamlinger og valg. Sådanne institutioner kan blandt andet anvendes til politisk mobilisering, informationsindsamling, fordeling af ressourcer og stabilisering af styret. Autoritære regimer varierer betydeligt i deres institutionelle opbygning, graden af politisk mobilisering og pluralisme samt i, hvor stærkt magten er koncentreret hos den enkelte leder. Repression, kooptering og legitimering kan bidrage til at opretholde sådanne regimer. Nogle styreformer kombinerer autoritære praksisser med formelt demokratiske institutioner og behandles derfor i forskningen som hybridregimer.

Verdens lande klassificeret efter politisk regime i 2023 på grundlag af V-Dems Regimes of the World-data. Kortet skelner mellem lukkede autokratier, valgautokratier, valgdemokratier og liberale demokratier.

Definition

Juan Linz formulerede i 1964 en indflydelsesrig definition af autoritære politiske systemer. Linz fremhævede fire centrale kendetegn ved autoritære regimer:

  1. begrænset politisk pluralisme;
  2. fravær af en omfattende og styrende ideologi, men tilstedeværelse af karakteristiske politiske mentaliteter;
  3. begrænset eller fraværende omfattende politisk mobilisering, bortset fra på bestemte tidspunkter i regimets udvikling;
  4. en leder eller en lille gruppe, der udøver magten inden for formelt dårligt definerede, men i praksis forholdsvis forudsigelige grænser.

Barbara Geddes, Joseph Wright og Erica Frantz anvender en operationel definition af autoritære regimer, hvor et regime regnes som autoritært, hvis regeringslederen kommer til magten på anden måde end gennem et direkte, rimeligt fair og konkurrencepræget valg, et indirekte valg gennem et organ, hvor mindst 60 procent af medlemmerne er valgt ved direkte, rimeligt fair og konkurrenceprægede valg, eller en forfatningsmæssig succession til en demokratisk valgt regeringsleder. Et regime regnes også som autoritært, hvis en regering, der oprindeligt kom til magten gennem konkurrenceprægede valg, efterfølgende ændrer de formelle eller uformelle regler, så konkurrencen ved senere valg begrænses, eller hvis militæret trods konkurrenceprægede valg forhindrer væsentlige politiske grupper i at deltage eller bestemmer politikken på væsentlige områder.

Totalitarismens idealtypiske kendetegn, herunder officiel ideologi, mobilisering og omfattende kontrol. Figuren illustrerer den totalitære idealtype, som Linz skelner fra autoritarisme.

Autoritære regimers kendetegn

Linz skelnede autoritære regimer især fra totalitære regimer og anvendte blandt andet Spanien under Franco som et centralt eksempel. Autoritære regimer er hos Linz kendetegnet ved begrænset politisk pluralisme, hvilket indebærer, at forskellige politiske og sociale grupper kan have en vis selvstændig eksistens og indflydelse uden at kunne konkurrere frit om den politiske magt. I Franco-Spanien omfattede sådanne grupper blandt andet militæret, den katolske kirke, Falange, monarkister og teknokrater. I modsætning til totalitære regimer er autoritære regimer desuden normalt præget af begrænset politisk mobilisering og er i højere grad afhængige af befolkningens passive accept end af vedvarende massemobilisering.

Francisco Franco ved et møde med sin regering i august 1939. Franco-Spanien er et centralt eksempel i Juan Linz’ analyse af autoritære regimer.

Politiske institutioner

Autoritære regimer kan have politiske institutioner, der på overfladen ligner institutioner i demokratier, herunder politiske partier, lovgivende forsamlinger og valg. Ifølge Barbara Geddes, Joseph Wright og Erica Frantz kan sådanne institutioner blandt andet hjælpe regimet med at gennemføre politiske beslutninger, overvåge lokale embedsmænd, indsamle information om lokale forhold og opposition samt fordele ressourcer og andre fordele til befolkningen. Institutionerne kan dermed bidrage til at forbinde den centrale regimeledelse med befolkningen og til at stabilisere det autoritære styre.

Regeringspartier

Regeringspartier i autoritære regimer kan have flere funktioner end politisk mobilisering. De kan fordele materielle goder og offentlige ydelser, organisere støtte til regimet, medvirke til gennemførelsen af centralmagtens politik, overvåge lokale embedsmænd og tegn på opposition i befolkningen samt formidle information om lokale forhold til regimeledelsen. Gennem partiets organisation kan regimet desuden opbygge klientbaserede netværk, hvor adgang til embeder, ressourcer og andre fordele skaber incitamenter til loyalitet og støtte.

Regeringspartier behøver ikke at have stor indflydelse på den overordnede politiske beslutningsproces for at være nyttige for et autoritært regime. De kan fortsat fungere som organisatoriske netværk for fordeling af ressourcer, informationsindsamling og mobilisering og kan skabe grupper med en materiel interesse i regimets fortsatte beståen.

Lovgivende forsamlinger

Lovgivende forsamlinger i autoritære regimer har ofte begrænset indflydelse på den overordnede politik, men kan alligevel udfylde andre funktioner. Geddes, Wright og Frantz fremhæver, at pladser i sådanne forsamlinger kan give regimeallierede adgang til lønninger, embeder, ressourcer og andre fordele og dermed skabe konkurrence mellem personer og grupper, der støtter regimet. Medlemmerne kan samtidig medvirke til at fordele lokale offentlige goder og knytte lokale politiske og klientbaserede netværk til centralmagten.

Geddes, Wright og Frantz finder ikke støtte for, at autoritære lovgivende forsamlinger generelt fungerer som væsentlige fora for politisk forhandling mellem regimet og andre politiske aktører. De peger i stedet på, at sådanne forsamlingers betydning i mange regimer især kan ligge i fordelingen af embeder og ressourcer samt i forbindelsen mellem regimeledelsen og lokale politiske og klientbaserede netværk.

Valg

Afholdelse af valg er ikke i sig selv ensbetydende med, at et politisk system er demokratisk. Autoritære regimer kan afholde både valg uden reel politisk konkurrence og semi-konkurrenceprægede valg, hvor opposition tillades, men hvor regeringen begrænser eller skævvrider konkurrencen. Dette kan blandt andet ske gennem kontrol med medierne, begrænsninger af oppositionens deltagelse, valgsvindel, vold eller omfattende anvendelse af statslige ressourcer til fordel for regeringen.

Valg kan have flere funktioner for et autoritært regime. Præsidentvalg kan demonstrere regimets organisatoriske og mobiliserende styrke og dermed mindske incitamentet for medlemmer af den herskende elite til at forlade regimet. Lovgivnings- og lokalvalg kan samtidig skabe incitamenter for lokale embedsmænd til at mobilisere vælgere, fordele ressourcer og offentlige goder og rapportere lokale problemer til centralmagten. Valgresultater og valgdeltagelse kan desuden give regimeledelsen information om lokale embedsmænds præstationer og om utilfredshed i forskellige dele af landet.

Geddes, Wright og Frantz finder i deres samlede statistiske analyse, at offentlige udgifter i gennemsnit stiger i forbindelse med valg i diktaturer. Udgifterne stiger ifølge deres estimater ved både valg med opposition og ikke-konkurrenceprægede valg, men når valgtyperne analyseres hver for sig, er estimaterne ikke statistisk signifikante. Forfatterne fortolker resultaterne som støtte for, at valg kan skabe incitamenter for lokale politikere og embedsmænd til at føre ressourcer og offentlige ydelser ud til befolkningen, men resultaterne er ikke i sig selv et endeligt bevis for årsagssammenhængen.

Magtens opretholdelse

Autoritære regimer må håndtere både udfordringer fra den befolkning, de regerer, og konflikter inden for den elite, som magthaverne er afhængige af. Milan W. Svolik skelner mellem disse som to grundlæggende problemer i autoritær politik: autoritær kontrol, der vedrører regimets forhold til befolkningen og oppositionen, og autoritær magtdeling, der vedrører forholdet mellem lederen og de politiske, militære og andre eliter, som medvirker til at opretholde styret.

Opretholdelsen af autoritært styre kan derfor omfatte både institutionelle og tvangsmæssige strategier. Regimet kan søge at knytte centrale grupper og enkeltpersoner til sig gennem magtdeling, embeder og materielle fordele, samtidig med at opposition og potentielle udfordrere overvåges eller undertrykkes. Politiske partier, sikkerhedsorganer og militæret kan spille centrale, men forskellige roller i disse strategier.

Elitekooptering og magtdeling

Magtudøvelsen i autoritære regimer afhænger ofte af støtte fra andre politiske, militære eller økonomiske eliter. Samtidig kan disse eliter udgøre en trussel mod lederen, fordi de kan medvirke til at afsætte denne gennem eksempelvis et kup. Ifølge Milan W. Svolik skaber dette et grundlæggende problem med autoritær magtdeling: aftaler mellem lederen og andre medlemmer af den herskende elite er vanskelige at håndhæve, fordi der mangler en uafhængig myndighed, som kan sikre, at parterne overholder dem. En leder, der gradvist koncentrerer flere ressourcer og beføjelser hos sig selv, kan derfor blive i stand til at tilsidesætte tidligere aftaler og marginalisere sine tidligere allierede.

Politiske institutioner kan under visse betingelser gøre magtdelingen mere stabil ved at regulere fordelingen af embeder og indflydelse, gøre lederens og eliternes handlinger lettere at overvåge og forbedre eliternes muligheder for at koordinere sig. Institutionalisering kan dermed begrænse lederens mulighed for ensidigt at koncentrere magten, selv om sådanne institutioner ikke nødvendigvis har samme uafhængighed eller retlige beskyttelse som institutioner i et demokrati.

Autoritære ledere kan desuden søge at ko-optere potentielle modstandere ved at give dem adgang til politiske embeder, materielle ressourcer eller indflydelse på politikken. Jennifer Gandhi og Adam Przeworski fremhæver, at diktatorer kan anvende både politiske indrømmelser og fordeling af økonomiske fordele for at sikre samarbejde og mindske risikoen for modstand. Politiske partier og lovgivende forsamlinger kan danne institutionelle rammer for sådanne aftaler og give potentielle modstandere en interesse i regimets fortsatte beståen.

Repression og kontrol

Repression er et centralt redskab til at begrænse eller forhindre udfordringer mod autoritære regimer. Den kan antage forskellige former, fra chikane, overvågning og forbud mod politisk aktivitet til arrestationer, tortur og drab udført af staten eller aktører med tilknytning til den. Repression kan dermed både begrænse oppositionens muligheder for at organisere sig og øge de personlige omkostninger ved politisk modstand.

Autoritære regimer anvender ofte specialiserede sikkerhedsorganer til at overvåge både befolkningen og medlemmer af den politiske elite. Barbara Geddes, Joseph Wright og Erica Frantz fremhæver, at interne sikkerhedstjenester kan indsamle information om opposition, sammensværgelser og potentielle eliteudfordrere, mens militæret blandt andet kan anvendes mod oprør og større folkelige protester. Kontrol med sikkerhedsapparatet giver dermed regimeledelsen adgang til både information og tvangsmidler, som kan anvendes til at forhindre eller bekæmpe udfordringer mod styret.

De organisationer, der beskytter regimet, kan imidlertid selv udgøre en trussel mod magthaverne. Militæret råder over de våben og den organisatoriske kapacitet, der er nødvendig for at undertrykke omfattende modstand, men kan samtidig anvende disse ressourcer til at gennemføre et militærkup. Autoritære ledere kan derfor forsøge at begrænse denne risiko ved blandt andet at oprette rivaliserende eller paramilitære styrker, fremme loyale officerer og fjerne personer, hvis loyalitet betvivles.

Legitimering og informationskontrol

Autoritære regimer søger ikke nødvendigvis kun at opretholde styret gennem repression og kooptering, men kan også forsøge at legitimere deres magt over for befolkningen. Johannes Gerschewski fremhæver legitimering som en af tre grundlæggende mekanismer, der sammen med repression og kooptering kan bidrage til autoritære regimers stabilitet. Autoritære magthavere kan søge at retfærdiggøre deres styre gennem blandt andet religion, etnisk eller national identitet og politiske ideologier. Forsøg på legitimering er ikke i sig selv ensbetydende med, at befolkningen faktisk opfatter regimet som legitimt.

Kontrol med information kan understøtte sådanne legitimeringsstrategier. Autoritære regimer kan anvende propaganda og censur til at påvirke befolkningens opfattelse af styrets resultater og begrænse udbredelsen af information, der udfordrer regimets fremstilling af sig selv. Sergei Guriev og Daniel Treisman beskriver en nyere form for informationsautokrati, hvor magthaverne i højere grad søger at fremstille sig som kompetente og populære end at basere styret på åben masseundertrykkelse og frygt. Sådanne regimer kan anvende propaganda, censur og kooptering af informerede eliter, samtidig med at de forsøger at skjule repression og opretholde institutioner, der udadtil kan ligne demokratiske institutioner.

Informationskontrol og legitimering kan dermed fungere sammen med repression og kooptering snarere end som alternativer til dem. Forskellige autoritære regimer kan kombinere disse redskaber på forskellige måder, og deres relative betydning kan ændre sig over tid.

Masseoptræden ved Arirang-festspillene i Pyongyang, Nordkorea. Organiseret massemobilisering kan bruges til offentlig iscenesættelse af opbakning til et regime; Nordkorea klassificeres normalt som totalitært snarere end et typisk autoritært regime.

Stabilitet, succession og sammenbrud

Autoritære regimers stabilitet afhænger blandt andet af forholdet mellem lederen, den herskende elite, sikkerhedsapparatet og de institutioner, der organiserer magtfordelingen. Regimernes varighed varierer betydeligt, og forskellige former for diktaturer har forskellige mønstre for overlevelse og sammenbrud. Barbara Geddes, Joseph Wright og Erica Frantz finder blandt andet, at militærledede regimer generelt har kortere levetid end civile diktaturer, mens virkningen af personalisering afhænger af regimets institutionelle udgangspunkt.

Lederskifte er et særligt sårbart tidspunkt. I institutionaliserede regimer kan regler, partier eller kollektive ledelsesorganer bidrage til at organisere successionen, mens stærkt personaliserede regimer i højere grad kan være afhængige af den enkelte leder. Geddes, Wright og Frantz finder, at en diktators død er særlig tilbøjelig til at udløse en regimekrise, når magten i høj grad er blevet koncentreret hos lederen, fordi de institutioner og eliteaftaler, der kunne organisere efterfølgelsen, samtidig kan være blevet svækket.

Autoritarisme, demokrati og hybridregimer

Grænsen mellem demokrati og autoritarisme er ikke altid skarp. En række politiske systemer kombinerer formelt demokratiske institutioner som valg, parlamenter og oppositionspartier med praksisser, der systematisk begrænser den politiske konkurrence. Sådanne systemer er i forskningen blandt andet blevet beskrevet som hybridregimer, fordi de forener demokratiske og autoritære træk.

Begrebet hybridregime dækker imidlertid forskellige typer politiske systemer og er ikke en entydig regimekategori. Nogle forskere tager udgangspunkt i demokratier, der mangler bestemte demokratiske egenskaber, mens andre betragter sådanne systemer som former for autoritært styre, hvor valg og andre demokratiske institutioner fortsat spiller en reel, men begrænset rolle.

Valgautoritarisme og konkurrerende autoritarisme

Andreas Schedler anvender betegnelsen valgautoritarisme om autoritære regimer, hvor valg spiller en central rolle i den politiske konkurrence, men hvor konkurrencen systematisk er begrænset på måder, der forhindrer valgene i at opfylde demokratiske standarder. Sådanne regimer kan afholde regelmæssige flerpartivalg og tillade opposition, samtidig med at magthaverne blandt andet begrænser oppositionens adgang til medier og ressourcer, manipulerer valgregler eller anvender andre midler til at skævvride konkurrencen.

Steven Levitsky og Lucan A. Way anvender betegnelsen konkurrerende autoritarisme om regimer, hvor formelt demokratiske institutioner er de vigtigste arenaer for kampen om den politiske magt, og hvor oppositionen har reelle muligheder for at udfordre magthaverne, men hvor regeringen samtidig overtræder demokratiske spilleregler så omfattende, at konkurrencen bliver systematisk skæv. Valgmanipulation, ulige adgang til medier, misbrug af statslige ressourcer samt chikane eller vold mod modstandere kan give regeringen betydelige fordele, uden at oppositionens mulighed for at konkurrere om magten helt forsvinder.

Konkurrerende autoritarisme adskiller sig dermed både fra demokrati og fra autoritære regimer, hvor politisk konkurrence i praksis er uden reel betydning. Hos Levitsky og Way er konkurrencen reel, idet oppositionspartier kan udfordre regeringen og undertiden vinde politiske embeder, men den foregår på et ulige politisk spillefelt, som systematisk favoriserer de siddende magthavere.

Demokratisering og regimeskifte

Et autoritært regimes sammenbrud er ikke nødvendigvis ensbetydende med demokratisering. Et regimeskifte kan føre til demokrati, men også til et nyt autoritært regime, militærstyre, borgerkrig eller andre former for politisk ustabilitet. Barbara Geddes, Joseph Wright og Erica Frantz finder, at udfaldet blandt andet hænger sammen med det tidligere regimes institutionelle struktur og med den måde, hvorpå magthaverne forlader magten.

Studiet af overgange fra autoritært styre har samtidig fremhævet, at demokratisering er en usikker politisk proces snarere end et automatisk resultat af liberalisering eller sammenbrud. Guillermo O'Donnell og Philippe C. Schmitter beskrev sådanne overgange som processer, hvor splittelser inden for regimet, forhandlinger mellem politiske aktører, genopbygning af civilsamfundet og indførelse af konkurrenceprægede valg kan påvirke udviklingen, men hvor udfaldet ikke på forhånd er givet.

Geddes, Wright og Frantz finder desuden, at fredelige og forhandlede overgange oftere umiddelbart efterfølges af demokrati end tilfælde, hvor en diktator fastholder magten indtil en tvangsmæssig afsættelse. Mere kollegiale regimer, herunder mange militærjuntaer, har større mulighed for at forhandle en tilbagetrækning, mens stærkt personaliserede diktaturer oftere ender gennem voldelig afsættelse og efterfølges af et nyt autoritært styre eller politisk ustabilitet.

Retsstat og menneskerettigheder

Autoritære regimer kan have forfatninger, domstole og lovgivning, men deres eksistens er ikke i sig selv ensbetydende med, at domstolene uafhængigt kan begrænse den udøvende magt. I den sammenlignende demokratiforskning skelnes der mellem valgdemokrati og liberalt demokrati: Sidstnævnte forudsætter blandt andet beskyttelse af individuelle og minoriteters rettigheder, lighed for loven samt effektive retlige og parlamentariske begrænsninger af regeringsmagten. Disse forhold kan derfor undersøges særskilt fra spørgsmålet om, hvorvidt et regime afholder valg.

Indgreb i ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed kan begrænse mulighederne for politisk opposition og uafhængig samfundsorganisering. Svækkelse af domstolenes uafhængighed og af retssikkerheden kan tilsvarende mindske mulighederne for at få prøvet magthavernes beslutninger. Sådanne forhold indgår blandt de selvstændige dimensioner, som V-Dem anvender i studier af politiske regimer; graden af begrænsninger varierer mellem autoritære styreformer.

Autokratisering og demokratisk tilbagegang

Uddybende Uddybende artikel: Demokratisk tilbagegang

Autokratisering betegner en udvikling, hvor et politisk system bliver mere autoritært, også når systemet allerede er autoritært. Demokratisk tilbagegang betegner især svækkelse af demokratiske institutioner, rettigheder og politisk konkurrence. Den kan ske gradvist, mens valg og andre formelle institutioner fortsat består. Mekanismer, årsager og måling af demokratisk tilbagegang behandles nærmere i den selvstændige artikel.

Forskning og måling af politiske regimer

Autoritarisme kan undersøges ved at sammenligne, hvordan politiske regimer faktisk fungerer. Forskningsprojekter anvender både kategoriske opdelinger og graderede mål for valg, politiske rettigheder, domstolenes uafhængighed og begrænsninger af regeringsmagten. Disse mål bygger på operationelle definitioner og er ikke identiske med Linz' historiske typologi.

V-Dems klassifikation Regimes of the World skelner mellem fire hovedkategorier: lukkede autokratier, hvor enten regeringschefen eller den lovgivende forsamling ikke vælges gennem flerpartivalg; valgautokratier, hvor flerpartivalg finder sted, men ikke opfylder grundlæggende demokratiske krav; valgdemokratier, hvor der afholdes meningsfulde, frie og retfærdige valg; og liberale demokratier, som derudover er kendetegnet ved rettighedsbeskyttelse og institutionelle begrænsninger af regeringsmagten.

V-Dem udarbejder desuden særskilte indeks for blandt andet valgdemokrati og liberalt demokrati på grundlag af mange indikatorer og vurderinger fra landeeksperter. Da klassifikationer afhænger af både definitioner, datakvalitet og usikkerhed i vurderingerne, kan forskellige målemetoder give forskellige resultater for det samme land. Det er derfor vigtigt at angive metode og år, når lande sammenlignes eller betegnes som autoritære.

Undertyper

Linz og senere forskere har anvendt forskellige typologier til at skelne mellem former for autoritært styre. Hos Linz varierer autoritære regimer blandt andet med hensyn til graden og formen af politisk pluralisme, politisk mobilisering og ideologisk orientering.

Traditionelle autoritære regimer

Mark J. Gasiorowski beskriver traditionelle autoritære regimer som regimer, hvor den herskende autoritet, ofte en enkelt person, opretholder sin magt gennem en kombination af traditionel legitimitet, patron-klient-relationer og undertrykkelse udført af et apparat, der er bundet til den herskende autoritet gennem personlig loyalitet. Etiopien under Haile Selassie I er blevet anvendt som eksempel. Zemelak Ayele beskriver, hvordan Haile Selassies forfatninger af 1931 og 1955 snarere skulle give kejserens autokratiske styre en forfatningsmæssig ramme end etablere et demokrati; kejseren udpegede blandt andet senatets medlemmer.

Bureaukratisk-militære autoritære regimer

Linz opstiller bureaukratisk-militære autoritære regimer som en særskilt type autoritært styre, hvor en koalition domineret, men ikke nødvendigvis udelukkende kontrolleret, af militære officerer og bureaukrater etablerer kontrol over regeringen. Andre grupper kan inddrages eller udelukkes uden en fast ideologisk begrundelse, og styret er typisk præget af pragmatisme og en bureaukratisk mentalitet.

Sådanne regimer kan fungere uden politiske partier, men har oftere et regeringssponsoreret enkeltparti, der begrænser den politiske deltagelse, eller tillader flere partier uden fri konkurrence om den folkelige opbakning. Linz fremhæver samtidig, at militærets centrale rolle ikke betyder, at regimerne nødvendigvis udelukkende styres af militæret; civile embedsmænd, eksperter og politikere kan også spille en væsentlig rolle.

Mark J. Gasiorowski skelner yderligere mellem simple militære autoritære regimer og bureaukratiske autoritære regimer, hvor en magtfuld gruppe teknokrater anvender statsapparatet til at rationalisere og udvikle økonomien. Sydkorea under Park Chung-hee er i forskningen blevet behandlet som et tilfælde af bureaukratisk autoritarisme, navnlig i forbindelse med regimets udvikling i begyndelsen af 1970’erne. Klassifikationen er dog omdiskuteret: Hyug Baeg Im anvender den bureaukratisk-autoritære model, mens James Cotton afviser, at den giver en tilstrækkelig forklaring på det sydkoreanske styre.

Organisk statisme

Linz opstiller organisk statisme som en særskilt type autoritært styre, hvor politisk repræsentation organiseres gennem korporative institutioner og funktionelt afgrænsede interessegrupper. I sådanne systemer søges økonomiske, sociale og professionelle interesser repræsenteret gennem et begrænset antal organisationer, som anerkendes, autoriseres eller oprettes af staten og får monopol på repræsentationen af bestemte interesser mod at acceptere statslig kontrol med blandt andet deres ledelse og krav. Organisk statisme kan dermed institutionalisere en form for begrænset pluralisme uden den frie konkurrence mellem selvstændige organisationer, der kendetegner demokratisk pluralisme.

Korporatistiske institutioner spiller således en central rolle i denne type regimer, men organisk statisme er hos Linz en bredere politisk model end blot anvendelsen af korporatistiske institutioner. Sådanne institutioner kan anvendes til at organisere og kontrollere repræsentationen af samfundets interesser og begrænse selvstændig interesseorganisering. Modellen har blandt andet haft betydning i studiet af autoritære regimer i Latinamerika.

Mobiliserende autoritære regimer i postdemokratiske samfund

Linz opstiller mobiliserende autoritære regimer i postdemokratiske samfund som en særskilt type autoritært styre. De opstår i samfund, der allerede har erfaring med politiske partier, massepolitik og demokratiske institutioner, men hvor kriser i det demokratiske system har åbnet mulighed for autoritære bevægelser, der søger at mobilisere befolkningen på et nyt politisk og ideologisk grundlag. Linz behandler især fascistiske og beslægtede bevægelser og regimer i mellemkrigstidens Europa i denne sammenhæng.

Disse regimer kan have et stærkt mobiliserende parti og en mere omfattende politisk mobilisering end de bureaukratisk-militære og organisk-statistiske regimer. De adskiller sig imidlertid fra totalitære systemer ved, at mobiliseringen og partiets kontrol kan være begrænset af allerede eksisterende institutioner og organiserede kræfter, såsom militæret, kirken, monarkiet, økonomiske interesser og traditionelle eliter. Linz fremhæver dermed, at fascistisk inspirerede bevægelser og et mobiliserende parti ikke i sig selv er tilstrækkelige til at gøre et regime totalitært.

Mobiliserende autoritære regimer efter uafhængighed

Linz opstiller mobiliserende autoritære regimer efter uafhængighed som en særskilt type autoritært styre, der især opstod i stater, som havde opnået uafhængighed fra kolonistyre eller søgte at frigøre sig fra udenlandsk økonomisk eller politisk dominans. I mange af disse regimer fik et enkelt parti en central rolle som redskab for politisk mobilisering og for integrationen af forskellige grupper i den nye stat.

De regerende partier havde ofte deres oprindelse i de nationalistiske bevægelser, der havde ledet kampen for uafhængighed, og kunne efterfølgende forsøge at organisere og mobilisere befolkningen gennem etpartisystemet. Linz fremhæver samtidig betydelige forskelle mellem sådanne regimer og peger på, at nogle mistede deres mobiliserende karakter eller blev afløst af militærstyre. Han diskuterer blandt andet Ghana, Senegal og Tanzania som eksempler på forskellige udviklingsforløb inden for denne gruppe.

Racemæssige og etniske "demokratier"

Linz opstiller racemæssige og etniske "demokratier" som en særskilt type autoritært styre, hvor politisk konkurrence og demokratiske institutioner fungerer inden for en racemæssigt eller etnisk afgrænset del af befolkningen, mens andre grupper permanent udelukkes fra tilsvarende politiske rettigheder. Betegnelsen er bevidst paradoksal: et politisk system kan opfylde demokratiske kriterier for den privilegerede gruppe, samtidig med at en betydelig del af befolkningen gennem retlige eller tvangsmæssige mekanismer udelukkes fra fuld politisk deltagelse.

Sydafrika under apartheid er Linz' centrale eksempel. Her kunne der eksistere valg, parlamentariske institutioner og reel politisk konkurrence blandt den hvide befolkning, samtidig med at det ikke-hvide befolkningsflertal var udelukket fra tilsvarende politiske rettigheder. Linz diskuterer også Rhodesia som et beslægtet tilfælde.

“Defekte” og “prætotalitære” politiske situationer og regimer

Linz anvender betegnelserne “defekte” og “prætotalitære” politiske situationer og regimer om tilfælde, der ikke uden videre svarer til de konsoliderede idealtyper af autoritære eller totalitære regimer. Han understreger, at overgangen mellem forskellige former for ikke-demokratisk styre ikke blot kan forstås som placering på en glidende skala mellem autoritarisme og totalitarisme; regimernes udvikling afhænger blandt andet af de institutioner, politiske kræfter og konflikter, der præger konsolideringen af det nye styre.

En prætotalitær situation kan opstå, når et parti eller en bevægelse stræber efter mere omfattende totalitær kontrol, men endnu må dele magten med eller begrænses af andre institutioner og organiserede kræfter. Militæret, statsbureaukratiet, domstolene, kirker, økonomiske organisationer eller andre politiske grupper kan således bevare en vis selvstændighed. Hvis disse begrænsninger efterhånden fjernes, kan udviklingen føre mod et totalitært system; hvis de består, kan regimet i stedet stabiliseres som en form for autoritært styre. Linz diskuterer blandt andet udviklingen i det fascistiske Italien og Tyskland under nazismen samt kommunistiske regimer i denne sammenhæng.

Post-totalitære regimer

Linz opstiller post-totalitære autoritære regimer som en særskilt type autoritært styre, der udvikler sig fra tidligere totalitære systemer, hvor centrale politiske institutioner i vidt omfang består, men hvor styrets karakter gradvist ændres. Linz knytter især denne udvikling til afstaliniseringen i Sovjetunionen og de østeuropæiske kommunistiske stater efter Stalins død.

Linz fremhæver blandt andet en gradvis rutinisering af lederskabet, større vægt på bureaukratisering og professionalisering, mindre betydning af vedvarende ideologisk mobilisering og mulighed for en vis artikulation af forskellige gruppeinteresser. Samtidig kan den politiske elite få en stærkere interesse i forudsigelighed, institutionalisering og sikkerhed i deres positioner end under den tidligere totalitære fase.

Udviklingen indebærer imidlertid ikke nødvendigvis en overgang til demokrati. Linz understreger, at liberalisering, større plads til gruppeinteresser, mindre ideologisk politik og større tolerance over for politisk demobilisering kan føre systemet i retning af et autoritært, men fortsat ikke-demokratisk styre. Udviklingen kan desuden gå i forskellige retninger eller delvis vendes; Linz nævner blandt andet Kina under Mao Zedong, hvor post-totalitære tendenser blev modvirket af den fornyede politiske mobilisering under Kulturrevolutionen.

Andre typologier

Andre typologier lægger vægt på andre dimensioner af autoritært styre. En vigtig dimension er graden af personalisering af magten. Barbara Geddes, Joseph Wright og Erica Frantz skelner analytisk mellem den gruppe, der oprindeligt bringer et diktatur til magten, og den efterfølgende grad af koncentration af magt hos den enkelte diktator. Personalisering er dermed hos dem ikke nødvendigvis en særskilt oprindelig regimetype, men en proces, der kan udvikle sig inden for forskellige former for diktaturer.

Kilder

  1. ↑ Shorten (2012), p. 256 (note 67)
  2. ↑ Linz (2000), s. 159–165
  3. ↑ Casper (1995), s. 40–50
  4. ↑ Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 5, 18–19
  5. ↑ Landman (2002), s. 913
  6. ↑ Linz (2000), s. 159–172
  7. ↑ Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 129–131, 150–153
  8. ↑ Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 131–136
  9. ↑ Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 134–136
  10. ↑ Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 136–137
  11. ↑ Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 149–150
  12. ↑ Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 137–139
  13. ↑ Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 139–143, 150–153
  14. ↑ Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 144–152
  15. ↑ Svolik (2012), s. 1–18
  16. 1 2 3 Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 154–174
  17. ↑ Svolik (2012), s. 53–84
  18. ↑ Svolik (2012), s. 85–120
  19. ↑ Gandhi og Przeworski (2006), s. 1–26
  20. ↑ Gandhi og Przeworski (2007), s. 1279–1301
  21. ↑ Davenport (2007), s. 1–23
  22. ↑ Svolik (2012), s. 123–161
  23. 1 2 Gerschewski (2013), s. 13–38
  24. ↑ Gerschewski (2018), s. 652–665
  25. 1 2 Guriev og Treisman (2019), s. 100–127
  26. 1 2 3 4 Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 177–217
  27. ↑ Diamond (2002), s. 21–35
  28. 1 2 Schedler (2006), s. 1–24
  29. 1 2 Levitsky og Way (2010), s. 3–36
  30. ↑ O’Donnell og Schmitter (1986)
  31. 1 2 3 V-Dem, Regimes of the World
  32. ↑ V-Dem-projektet
  33. ↑ Lührmann og Lindberg (2019), s. 1095–1113
  34. 1 2 V-Dem, FAQ
  35. ↑ Linz (2000), s. 171–172
  36. 1 2 Gasiorowski (1991), s. 110–111
  37. ↑ Ayele (2021), s. 169–197
  38. ↑ Linz (2000), s. 184–186
  39. ↑ Linz (2000), s. 184–187
  40. ↑ Im (1987), s. 231–257
  41. ↑ Cotton (1992)
  42. 1 2 Linz (2000), s. 208–216
  43. 1 2 Linz (2000), s. 217–226
  44. 1 2 Linz (2000), s. 227–232
  45. ↑ Linz (2000), s. 233–237
  46. ↑ Linz (2000), s. 233–241
  47. 1 2 Linz (2000), s. 240–244
  48. ↑ Linz (2000), s. 245–251
  49. ↑ Linz (2000), s. 246–250
  50. ↑ Linz (2000), s. 250–251
  51. 1 2 Geddes, Wright og Frantz (2018), s. 11–13
  52. ↑ Osei, Akinocho og Mwombela (2020), s. 251–271
  53. ↑ Fierman (2021), artikel 326
  54. ↑ Shehata (2018)
  55. ↑ Kornblith (2013), s. 47–61
  56. ↑ Weyland (2013), s. 18–32

Litteratur