Teknokrati (af græsk téchnē, færdighed eller håndværk, og krátos, magt eller styre) betegner en form for politisk styring, hvor eksperters faglige viden tillægges afgørende betydning for beslutninger. I en snæver betydning betegner det et styre, hvor tekniske og videnskabelige eksperter udøver den politiske magt. I bredere betydning bruges ordet om regeringsførelse og forvaltning, hvor ekspertvurderinger, videnskabelig metode og teknisk-økonomiske hensyn spiller en fremtrædende rolle.
En teknokrat er en person, der på grundlag af specialiseret fagkundskab udøver eller får betydelig indflydelse på politiske eller administrative beslutninger. Begrebet kan således anvendes både om regeringsmedlemmer og om andre beslutningstagere med ekspertbaggrund.

Forestillinger om, at særlig indsigt bør give adgang til at styre, kan spores tilbage til antikkens politiske filosofi, men teknokrati i moderne forstand er knyttet til industrialisering og den voksende betydning af videnskab, ingeniørkunst og økonomisk planlægning. Den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon fremsatte i begyndelsen af 1800-tallet idéer om en samfundsorden ledet af personer med industriel og videnskabelig sagkundskab.

Udtrykket technocracy blev anvendt af den amerikanske ingeniør William Henry Smyth i 1919. I USA voksede der i 1920'erne og 1930'erne en teknokratisk bevægelse frem, som ønskede at lade tekniske eksperter organisere produktion og økonomi. Bevægelsen fik særlig opmærksomhed under den store depression, men dens konkrete politiske indflydelse var begrænset.
Begrebet anvendes både om teknokrati som en egentlig styreform, hvor eksperter har den overordnede beslutningsmagt, og om teknokratiske elementer inden for andre styreformer, hvor afgrænsede beslutninger eller opgaver overlades til sagkyndige institutioner. Centralbanker nævnes ofte som et eksempel på det sidste.
Teknokrati er beslægtet med meritokrati, men begreberne er ikke ens: Meritokrati handler generelt om, at positioner tildeles efter kvalifikationer og præstationer, mens teknokrati især betegner politisk beslutningsmagt begrundet i specialiseret fagkundskab.
Forholdet mellem teknokrati og demokrati er omdiskuteret. Tilhængere af teknokratiske beslutningsformer fremhæver, at komplekse politiske spørgsmål kan kræve specialviden, og at uafhængige eksperter kan medvirke til langsigtede og fagligt begrundede beslutninger. Kritikere fremhæver, at politiske beslutninger også vedrører prioriteringer, interesser og værdier, som ikke kan afgøres alene ved tekniske beregninger, og at magtoverførsel til ikke-valgte eksperter kan svække demokratisk ansvarlighed i et repræsentativt demokrati.
Statskundskabelige undersøgelser har desuden belyst borgeres holdninger til ekspertstyre. Eri Bertsou og Giulia Pastorella fandt i en undersøgelse af europæiske borgeres holdninger, at opfattelsen af demokrati og tilliden til repræsentative politiske institutioner havde betydning for holdninger til ekspertstyre. Deres analyse viste desuden forskelle mellem lande, som delvis kunne forklares med historiske erfaringer med autoritære partibaserede regimer.