Motte-and-bailey

Tegning som viser princippet bag en borg af typen motte-and-bailey.

Motte-and-bailey er en engelsk betegnelse på en primitiv form for borg, som står på en jordhøj og er beskyttet af en palisade. Mange af dem blev bygget i England, Irland og Frankrig i 1000- og 1100-tallet som en enkel og billig beskyttelse mod mindre angreb. Normannerne brugte dem for at holde på de landområder, de okkuperede efter invasionen af England i 1066.

En borg af typen motte-and-bailey kunne enten være lille, bygget hurtigt for at give beskyttelse for en mindre garnison i fjendtlig terræn, eller større med bredere og større fæstningsmur. De større borge blev sikret ved at bygge murene og borgtårnet af sten. Som navnet antyder, bestod disse borge af to dele, motte, fransk for jordbunke, og bailey, engelsk for borggård.

Konstruktion

Rekonstruktion af Turmhügelburg, en borg af typen motte-and-bailey i Lütjenburg, Slesvig-Holsten i Tyskland.

Man fandt en høj eller byggede en kunstig af den jord, som blev gravet af en voldgrav. På toppen blev der bygget et borgtårn (engelsk keep) af træ, og rundt om toppen, var der en palisade af træstolper. Jordhøjen kunne være dækket af ler eller forstærket med træplanker. Neden for bakken og inden for voldgraven blev der bygget yderligere en palisade. Inden for palisaden lå borggården. Borgtårnet tjente for udsigtsposter, for bueskytter og var som sidste udvej som tilflugtssted ved angreb, som brød gennem den første række palisader.

Borggården blev normalt brugt af tjenestefolk og håndværkere. En borg kunne have mere end én bailey. Undertiden var der en indre og en ydre som ved Warkworth Castle, hvor udvidelse af borgen førte til, at en ny borggård blev dannet af en ny mur. Alternativt kunne flerfoldige borggårde flankere jordhøjen. Borggården var ofte lukket bag yderligere en palisade og omgivet af en vold, altså en ekstra beskyttelse. Den var forbundet til jordhøjen med en vindebro eller klapbro med adgang til borggården. Broen kunne blive hejst eller lukket for at give bedre beskyttelse. Større borge havde borggårde, som kunne indeholde en hall, stald til heste og køer, et kapel og beboelse for adelen. Det var ofte små værksteder i borggården for lokale handelsfolk.

Det er to bevarede eksempler på borge med to motter, det ene er Lewes Castle, og det andet er Lincoln Castle. De fleste af disse enkle borge havde en mur eller palisade af træ, noget som kunne bygges af de fleste og ikke nødvendigvis af faglærte håndværkere. Materialer fandtes stort set alle steder. Mange af disse mure blev erstattet permanent med stenmure.

Andre steder, hvor der har ligget motte-and-bailey'er, er Barnstaple Castle, Beaudesert Castle, Bramber Castle, Brandon Castle, Brinklow Castle, Bromwich Castle, Ewyas Harold Castle, Eynsford Castle, Hartshill Castle, Knepp Castle, Newnham Castle, Thurnham Castle, Totnes Castle og Trematon Castle.

Lignende borge

En ophøjet jordhøj, motte, kronet af borgtårn i sten, Gisors, Frankrig.

Tidligere benyttede man sig af lignende borge. I bronzealderen og jernalderen byggede småsamfund voldsteder på højdedrag i terrænet. Angelsaksere i England synes at have bygget fornborge med jævne mellemrum mellem bostederne som beskyttelse for flygtninge mod angreb, først fra walisere og piktere, siden mod norrøne vikingangreb.

Luftvideo af 'Tomen y Rhodwydd' fra Wales (2022)

Snorre fortæller i Magnus Barfod saga om flere tilfælde, hvor den norske hær byggede borge af træpæle i cirkel med voldgrav om; blandt andet på Isle of Man, hvor Magnus Barfod fik træer fra Galloway i Skotland. Derimod er der ikke beskrivelser af høje med borgtårn.

Efter den normanniske erobring af England i 1066 skaffede stormændene sig solide magtpositioner med talrige borge over hele England, hvor garnisoner med soldater og riddere kunne slå angreb og oprør fra lokalbefolkningen ned. I de første år efter 1066 var hurtighed en kritisk faktor, og små borge af typen motte-and-bailey var en effektiv måde at skaffe sig kontrol på. Da den normanniske undertrykkelse blev permanent i anden halvdel af 1000-tallet, begyndte de primitive borge at blive til faste og stærke militære stillinger som de stenborge, hvoraf mange står i dag som Warwick Castle i Warwickshire.

Historie

Oprindelse

En scene fra Bayeux-tapetet der viser et angreb på Château de Dinan i Bretagne, vist med en træpalisade øverst på toppen af motten.

Motte-and-bailey-borgen er et særligt vesteuropæisk og nordeuropæisk fænomen, hyppigst forekommende i Frankrig og Storbritannien, men også til stede i Danmark, Tyskland, Syditalien og lejlighedsvis andre steder. Europæiske borge opstod først mellem floden Loire og Rhinen i 800- og 900-tallet, efter Det Carolingske Riges fald resulterede i, at territoriet blev opdelt mellem individuelle herrer og fyrster, og lokale områder blev truet af magyarerne og nordboerne. På denne baggrund er der fremsat forskellige forklaringer på oprindelsen og spredningen af motte-and-bailey-designet på tværs af det vestlige og nordlige Europa; der opstår ofte en spænding i den akademiske verden mellem forklaringer, der vægter militære og sociale årsager til designets opståen. Et forslag er, at disse borge blev bygget særligt for at beskytte mod eksterne angreb – det hævdes, at angevinerne begyndte at bygge dem for at beskytte mod de nordiske (vikinge-)angreb, og at designet spredte sig for at håndtere angreb ved de slaviske og ungarske grænser. Et andet argument er, at på grund af forbindelserne mellem denne borgtype og den normanniske stil — normannerne var af vikingeslægt — var der faktisk tale om et oprindeligt vikingedesign, som senere blev bragt til Normandiet og Anjou. Motte-and-bailey-borgen var bestemt effektiv mod angreb, selvom historikeren André Debord påpeger, at de historiske og arkæologiske kilder til den militære brug af motte-and-bailey-borge forbliver relativt begrænsede.

En alternativ tilgang fokuserer på forbindelserne mellem denne form for borg og det, der kan beskrives som et feudalt samfund. Spredningen af motte-and-bailey-borge var normalt tæt knyttet til oprettelsen af lokale len og feudale jordejere, og områder uden denne styreform byggede sjældent disse borge. En anden teori foreslår, at designet opstod som følge af pladsmangel i ringværker, og at de tidligste motte-and-baileys var omdannede ringværker. Endelig kan der være en sammenhæng mellem den lokale geografi og opførelsen af motte-and-bailey-borge, som sædvanligvis bygges i lavtliggende områder, der i mange tilfælde er udsat for jævnlig oversvømmelse. Uanset årsagerne til den indledende popularitet af motte-and-bailey-designet er der dog bred enighed om, at borge af denne type først blev udbredt i Normandiet og angevinsk territorium i 900- og 1000-tallet.

Den tidlige udvikling i 900- og 1000-tallet

Rekonstrueret borgtårn af træ ved Saint-Sylvain-d'Anjou i Frankrig

De tidligste rent skriftlige vidnesbyrd om motte-and-bailey-borge i Normandiet og Angers stammer fra perioden mellem 1020 og 1040. En kombination af skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd daterer imidlertid den første motte-and-bailey-borg ved Vincy til 979. Borgene blev opført af de mere magtfulde lensherrer i Anjou i slutningen af 900-tallet og i 1000-tallet, navnlig Fulko 3. og hans søn Godfred 2., som opførte et stort antal af dem mellem 987 og 1060. Mange af disse tidligste borge ville efter senere standarder have fremstået primitive og rustikke, hvilket ikke afspejlede deres bygherrers magt og anseelse. Det antages, at Vilhelm Erobreren som hertug af Normandiet overtog motte-and-bailey-typen fra det nærliggende Anjou. Hertug Vilhelm forbød senere opførelsen af borge uden hans tilladelse gennem Consuetudines et Justicie. Her var den juridiske definition af en borg centreret omkring motte-and-bailey-borgens klassiske elementer: voldgrave, jordvolde og palisader.

I 1000-tallet blev der opført borge over hele Det Hellige Romerske Rige, som på dette tidspunkt omfattede Centraleuropa. De bestod nu typisk af et befæstet område på en bakketop eller, i lavere terræn, af et højt, fritstående tårn, på tysk kaldet en bergfried. De største borge havde klart afgrænsede indre og ydre borggårde, men ingen borgbanker. I første halvdel af 1000-tallet begyndte motte-and-bailey-typen at sprede sig fra Frankrig til Alsace og de nordlige Alper. I de følgende år spredte den sig videre til Bøhmen og Østrig. Denne borgtype var tæt forbundet med koloniseringen af nyopdyrkede områder i riget. Kejseren tildelte nye lensherrer jord, og disse opførte borge tæt på den lokale gród eller by. Opførelsen af motte-and-bailey-borge øgede de lokale adelsmænds anseelse betydeligt. Det er blevet foreslået, at borgtypen tidligt blev taget i brug, fordi den var en billigere måde at efterligne de mere prestigefyldte Höhenburgen, der blev opført i højtliggende terræn, men denne forklaring anses normalt for usandsynlig. I mange tilfælde blev eksisterende bergfrieder omdannet til motte-and-bailey-anlæg ved at dække de eksisterende borgtårne med jord og indarbejde dem i borgbankerne.

Rekonstrueret bergfried ved Lütjenburg i Tyskland.

I 1066 invaderede Vilhelm England fra Normandiet, hvilket førte til tre faser af borgbyggeri i England. Omkring 80 % af borgene blev opført som motte-and-bailey-anlæg. Den første fase bestod i, at den nye konge anlagde kongelige borge på strategisk vigtige steder, herunder i mange byer. Disse byborge kunne udnytte de eksisterende bymure og befæstninger, men det var som regel nødvendigt at nedrive lokale huse for at skaffe plads til dem. Det kunne medføre omfattende ødelæggelser. Kilderne viser, at 166 huse i Lincoln blev ødelagt under opførelsen af Lincoln Castle, mens 113 huse blev revet ned for at gøre plads til borgen i Norwich og 27 for at gøre plads til borgen i Cambridge. Den anden og tredje bølge af borgbyggeri i slutningen af 1000-tallet blev ledet først af de store adelsmænd og derefter af de lavere rangerende riddere på deres nye godser. Der kan konstateres regionale forskelle i borgbyggeriet. Der blev eksempelvis opført forholdsvis få borge i East Anglia sammenlignet med det vestlige England og grænseområderne mod Wales. Det skyldtes sandsynligvis, at det østlige England var forholdsvis fredeligt og velstående, og at der manglede ufri arbejdskraft til opførelsen af borgbankerne. I Wales bestod den første bølge af normanniske borge ligeledes hovedsageligt af trækonstruktioner, der kombinerede motte-and-bailey-anlæg med ringvoldsborge. De normanniske erobrere rykkede op gennem dalene og anvendte denne borgtype til at besætte deres nye territorier. Efter normannernes erobring af England og Wales tog opførelsen af motte-and-bailey-borge også fart i Normandiet. Resultatet var et bredt bælte af sådanne borge på tværs af de normanniske territorier, herunder omkring 741 motte-and-bailey-borge alene i England og Wales.

Se også

Noter

  1. ↑ Ringværker kræver en indre skråning; dette betyder, at det indre areal altid er mindre end en motte med flad top af tilsvarende højde og bredde. Opfyldning af ringværker fandt helt sikkert sted senere, og kan også have været det første trin.

Referencer

  1. ↑ Pringle, p. 187; Toy, p. 52.
  2. ↑ King (1991), p. 34.
  3. ↑ Debord, pp. 93–4.
  4. ↑ Nicolle, p.33; Kaufmann and Kaufmann, p. 109.
  5. ↑ Nicholson, p. 77; Kaufmann and Kaufmann, p. 109.
  6. ↑ Brown (1962), pp. 28–9; Debord, p. 95.
  7. ↑ Lepage, p. 35; Collardelle and Mazard, pp. 72–3.
  8. 1 2 King (1991), p. 37.
  9. ↑ DeVries, p. 202.
  10. ↑ Kaufmann and Kaufmann, p. 109; Nicolle, p. 33.
  11. ↑ King (1991), p.38.
  12. ↑ DeVries, pp.203-4.
  13. ↑ Héricher, p.97.
  14. ↑ DeVries, p.204.
  15. ↑ King (1991), p.35.
  16. ↑ Kaufmann and Kaufmann, p.109.
  17. ↑ Purton, p.195.
  18. ↑ Purton, pp.195-6; Collardelle and Mazard, pp.71, 78; Jansen, p.195; Kaufmann and Kaufmann, p.110.
  19. ↑ Collardelle and Mazard, pp.71, 78; Jansen, p.195; Kaufmann and Kaufmann, p.110.
  20. 1 2 Purton, p.196.
  21. ↑ Liddiard (2005), p.17; Creighton (2005), p.48.
  22. ↑ Liddiard (2005), p.18; Brown (1962), p.22.
  23. ↑ Liddiard (2005), p.19; Brown (1962), p.22.
  24. ↑ Brown (1962), p.22; Pounds (1994), p.208.
  25. ↑ Liddiard (2005), pp.18, 23.
  26. ↑ Liddiard (2005), p.25.
  27. ↑ Pettifer, p.xiii.
  28. ↑ King (1991), pp.139-141.
  29. ↑ Liddiard (2005), p.23; King (1991), p.47.
Litteratur

Eksterne henvisninger