Piktere

Piktisk sten fra Strathpeffer i Skotland
Pikternes område omkring 800

Pikterne var et keltisk folkeslag, der boede på Storbritannien nord for Forth–Clyde-halvøen inden vikingetiden og i den tidlige middelalder. Hvor de boede og detaljer om deres kultur kan udledes af tidlige middelalderlige tekst og piktiske stenmonumenter, der er bevaret. Deres territorier omtales som "Piktland" (Pictland) af moderne historikere. Oprindeligt bestod området af flere forskellige høvdingedømmer, men fra 600-tallet blev det domineret af det piktiske kongerige Fortriu. Termen Picti optræder i skrevne kilder som et exonym fra slutningen af 200-tallet, men blev anvendt som endonym i slutningen af 600-tallet under Verturian-perioden. Dette varede i 160 år, indtil Alpínid-dynastiet overtog, og det piktiske kongerige blev slået sammen med Dál Riata og dannede Kongeriget Alba. Konceptet med et "piktisk kongedømme" fortsatte i nogle få årtier, indtil det helt blev opgivet som en moderne betegnelse for Caustantín mac Áeda regeringstid.

Tidlige middelalderlige kilder beskriver et særskilt piktisk sprog, der menes at have været et økeltisk sprog, der var tæt relateret til britisk, der blev talt af Britere, som levede mod syd. Dette blev gradvist erstattet af mellemgælisk fra 800-tallet og frem. Pikterne antages at være nedstammet fra kaledoniere og andre jernalderstammer, der nævnes af romerske historikere eller på verdenskortet fremstillet af Ptolemæus.

Det piktiske samfund var typisk for mange samfund i den tidlige middelalders Nordeuropa og har mange paralleller til nabogrupper. Arkæologiske fund har givet viden om deres kultur. Der er kun bevaret ganske få eksempler på nedskrevent piktisk, og størstedelen af deres historie kendes derfor fra eksterne kilder, inklusive Bedas Historia ecclesiastica gentis Anglorum, hagiografi på helgeners liv som Columba af Adomnán og irske annaler. Et af de største fysiske vidnesbyrd om pikternes eksistens er de piktiske sten, der er monumentale steler, som findes flere steder i Skotland. Desuden findes der også rester af piktere i bl.a. Old Scatness. Blandt arkæologiske fund fra pikterne og andre genstande med piktisk kunst er Rogartbrochen, St Andrews-sarkofagen, St Ninian's Isle-skatten og Whitecleuchkæden nogle af de mest berømte. De piktiske sølvgenstande fra Norrie's Law-skatten, der stammer fra 500-tallet, er den største samling piktisk sølv, der er fundet.

Etymologi

Det latinske ord latin: Picti optræder første gang i en panegyrik, en formel lovtale, fra 297. Det forklares oftest som "de malede" (af latin latin: pingere, "at male", og pictus, "malet"; sammenlign med græsk oldgræsk: πυκτίς, pyktis, "billede"). Dette opfattes almindeligvis som en henvisning til skikken med at tatovere sig. Claudian omtaler i sin beretning om den romerske hærfører Stilicho, som blev skrevet omkring 404, mønstre på døende pikteres kroppe, hvilket formodentlig henviser til tatoveringer eller kropsmaling. Isidor af Sevilla berettede i begyndelsen af 600-tallet, at pikterne fortsat praktiserede denne skik. Et alternativt forslag er, at det latinske Picti stammer fra en indfødt betegnelse, der muligvis er etymologisk beslægtet med de galliske Piktoner.

Pikterne blev kaldt Cruithni på oldirsk og Prydyn på oldwalisisk. Ordene er beslægtede og stammer fra det urkeltiske *kwritu, "form", som *Pretania (Britannien) også er afledt af. Pretani, og dermed også Cruithni og Prydyn, opstod sandsynligvis som en generel betegnelse for enhver indfødt indbygger i Britannien. Det svarer til situationen med det gæliske navn for Skotland, Alba, der oprindeligt synes at have været en generel betegnelse for Britannien. Det er blevet foreslået, at pikterne kan have kaldt sig selv Albidosi. Navnet findes sammen med den uklare betegnelse Nainndisi i Kongerne af Albas Krønike under Máel Coluim mac Domnaills regeringstid.


Oprindelse

Den oprindelige myte om pikternes oprindelse blev beskrevet i Bedas Historia ecclesiastica gentis Anglorum, der beskriver pikterne som bosættere fra Skytien, der ankom til nordkysten af Irland ved en tilfældighed. Lokale skoter-ledere sendt dem videre mod det nordlige Storbritannien, som de herefter bosatte sig og giftede sig med skoterne. Den Piktiske krønike gentager denne historie, og navngiver yderligere den mytiske grundlæggende leder Cruithne (det gæliske navn for pikter), der blev efterfulgt af sin sønner, hvis navne svarer til de syv piktiske områder Circin, Fidach, Fortriu, Fotla (Atholl), Cat, Ce og Fib. Bedas beskrivelse har længe været opfattet som en pseudohistorisk litterær opfindelse, og menes at være af piktisk oprindelse, komponeret omkring år 700. Strukturen minder om myterne for andre folkefærd, og mytens primære formål synes at være, at legitimere Fortrius annekteringen af det piktiske territorium og den yderligere oprettelse af Pikterland.

Et studie fra 2023 sekventerede hele genomet fra otte individer, der blev associeret med den piktiske periode (ca. år 300-900), udgravet på kirkegårde ved Lundin Links i Fife og Balintore, Easter Ross. Studiet viste "brede affiniteter" mellem piktiske genomer fra hovedlandet, jernalder-britere og nutidens folk, der bor i det vestlige Skotland, Wales, Nordirland og Northumbria, men mindre end resten af England, hvilket understøtter de nuværende arkæologiske teorier om en "lokal oprindelse" for det piktiske folk.

Historie

Den såkaldte Daniel Stone, kors-stenfragment fundet ved Rosemarkie, Easter Ross

Området der blev okkuperet af pikterne var tidligere beskrevet af romerske forfattere og geografer som hjem for Caledonii. Disse romere havde også brugt andre navne til at referere til de brianniske stammer, der levede i området, heriblandt Verturiones, Taexali og Venicones.

Den skrevne historie, der omhandler pikterne som folk, stammer fra den tidlige middelalder. På dette tidspunkt kontrollerede gælerne i Dál Riata det, som nu er Argyll som en del af et kongerige, der gik fra havet mellem Storbritannien og Irland. Anglerne fra Bernicia, der blev slået sammen med Deira for at danne Northumbria, overmanede de omkringliggende britiske kongeriger, og i meget af 600-tallet var Northumbria det mest magtfulde kongerige i Storbritannien. Pikterne var sandsynligvis underlagt Northumbria som vasalstat indtil Bridei mac Belis regeringstid, hvor anglerne i 685 led et nederlag under slaget ved Dun Nechtain, som stoppede deres udvidelse af kongerige mod nord. Northumbria fortsatte med at dominere det sydlige Skotland i resten af den piktiske periode.

Whitecleuchkæden er en sølvkæde af høj status fra pikternes kongerige. Der kendes til lignende kæder fra 300-tallet og frem til 700-tallet

Dál Riata lå under den piktiske konge Óengus mac Fergusa (regerede 729–761), og selvom det havde sine egne konger i begyndelsen af 760'erne, så har de tilsyneladende ikke at komme sig over uafhængigheden fra pikterne. En senere piktisk konge, Causantín mac Fergusa (793–820), placerede sin søn Domnall på Dál Riatas trone (811–835). Pikterne forsøgte at opnå lignende dominans over briterne i Alt Clut (Kongeriget Strathclyde) men var ikke succesfulde.

Vikingetiden forårsagede store ændringer i Storbritannien og Irland, og ikke mindste i Skotland, hvor vikingerne erobrede og bosatte sig på øerne og forskellige områder i hovedlandet inklusive Caithness, Sutherland og Galloway. I midten af 800-tallet siges Ketill Fladnæse at have grundlagt Kongeriget Mann og Øerne, der regerede i mange af pikternes territorier, og i slutningen af århundredet havde vikingerne ødelagt kongeriget Northumbria, svækket Kongeriget Strathclyde meget og grundlagt kongeriget York. I et stort slag i 839 dræbte vikingerne kongen af Fortriu, Eóganan mac Óengusa, kongen Dál Riata Áed mac Boanta og mange andre. I efterspillet, i 840'erne, blev Cínaed mac Ailpín (Kenneth MacAlpin) konge over pikterne.

Under Cínaeds barnebarb, Caustantín mac Áeda (900–943) begyndte udefrakommende at omtale området som Kongeriget Alba frem for PIkternes Kongerige, men det vides ikke om der var etableret et nyt kongerige eller om Alba simpelthen er en tætte approksimation af det piktiske navn for pikterne. Det piktiske sprog forsvandt dog ikke pludseligt, men en tydelig gælificering, der kan være begyndt flere generationer før, var i gang allerede under Caustantín og hans efterfølgere.

På et tidspunkt, sandsynligvis i 1000-tallet, var alle indbyggerne i det nordlige Alba blevet fuldt gælificerede skotter, og den piktiske identitet blev glemt. Henrik af Huntingdon var en af det første overlevende historikere til at beskrive at pikterne var forsvundet i Historia Anglorum fra 1100-tallet. Senere blev ideen om pikterne som en stamme genoplive i myte og legende.

Konger og kongeriger

Uddybende Uddybende artikel: Pikternes konger

Piktlands tidligere historie er uklar. I senere perioder blev flere kongeriger regeret af forskellige konger, hvor én konge, nogle gange to, mere eller mindre dominerede deres mindre naboer. De Situ Albanie, et dokument fra 1200-tallet, Den piktiske krønike fra slutningen af 900-tallet, Duan Albanach fra 1000-tallet samt irske legender er blevet brugt til at argumentere for eksistensen af syv piktiske kongedømmer. Disse er: Cait, eller Cat, som lå i det moderne Caithness og Sutherland; Ce, som lå i det moderne Mar og Buchan; Circin, som måske lå i det moderne Angus og Kincardineshire; Fib, det moderne Fife; Fidach, hvis beliggenhed er ukendt, men muligvis nær Inverness; Fotla, det moderne Atholl (Ath-Fotla); og Fortriu, som svarer til de Verturiones, der nævnes af romerne, og som for nylig er blevet vist at have været centreret omkring Moray.

Der kan have eksisteret flere små kongedømmer. Nogle beviser tyder på, at et piktisk kongedømme også eksisterede på Orkney. De Situ Albanie er dog ikke den mest pålidelige kilde, og antallet af kongedømmer, ét for hver af de syv sønner af Cruithne, den eponymiske grundlægger af pikterne, kan være grund nok til at betvivle dokumentets nøjagtighed. Uanset det præcise antal kongedømmer og deres navne var den piktiske nation ikke én samlet enhed.

I størstedelen af den piktiske historie ser det ud til, at kongeriget Fortriu var det dominerende, i en sådan grad, at titlerne konge af Fortriu og konge af pikterne ofte kunne betyde det samme i de samtidige annaler. Tidligere mente man, at Fortriu lå omkring Perth og det sydlige Strathearn, men nyere forskning har overbevist de fleste eksperter om, at Moray (som i middelalderen dækkede et langt større område end nutidens Moray) var kernen i Fortriu.

Pikterne menes ofte at have praktiseret matrilineær tronfølge baseret på irske legender og en udtalelse i Bedas Historia. Da Beda nedskrev sin historie, var de piktiske konger Bridei og Nechtan, sønner af Der Ilei, som hævdede tronen gennem deres mor, Der Ilei, datter af en tidligere piktisk konge.

I Irland forventedes det, at konger skulle stamme fra en person, der havde haft en oldefar, som havde været konge. Konger blev sjældent efterfulgt af deres egne sønner, ikke fordi pikterne praktiserede matrilineær tronfølge, men fordi de oftere blev efterfulgt af deres egne brødre eller fætre (agnatisk anciennitet), som sandsynligvis var mere erfarne mænd med den autoritet og støtte, der var nødvendig for at blive konge. Dette ligner tanistry.

Den eneste kvindelige hersker, der nævnes i tidlig skotsk historie, er den piktiske dronning i 617, som ifølge legenden tilkaldte pirater for at massakrere Donnán og hans følgesvende på øen Eigg.

Kongeembedet ændrede sig betydeligt i løbet af de århundrederne i den piktiske historie. Mens tidligere konger skulle være dygtige krigsførere for at bevare deres autoritet, blev kongedømmet mindre personligt og mere institutionaliseret over tid. Selv om et bureaukratisk kongedømme stadig lå langt ude i fremtiden, da Piktland blev til Alba, sikrede kirkens støtte og nogle få familiers evne til at kontrollere kongemagten gennem store dele af perioden fra slutningen af 600-tallet og frem en betydelig grad af kontinuitet.

De senere mormaere menes at have oprindelse i piktisk tid og kan have været inspireret af nordumbrianske strukturer. Det er uklart, om mormaernes oprindeligt var tidligere konger, kongelige embedsmænd, lokale adelsmænd eller en kombination af disse.

Samfund

Harpespilleren på Dupplin-korset, Skotland, ca. 800 e.v.t.

Det arkæologiske materiale giver indsigt i pikternes materielle kultur og antyder et samfund, der ikke var let at skelne fra dets britiske, gæliske eller angelsaksiske naboer. Selvom analogi og viden om andre keltiske samfund kan være en nyttig vejledning, strækker disse sig over et meget stort område og kan derfor ikke entydigt give svar. At stole på viden om det førromerske Gallien eller Irland i 1200-tallet som en vejledning til pikterne i 500-tallet kan være vildledende, hvis analogien drives for langt.

Som de fleste nordvesteuropæiske folk i senantikken var pikterne bønder, der boede i små samfund. Kvæg og heste var tydelige tegn på rigdom og prestige. Får og svin blev holdt i stort antal, og stednavne antyder, at transhumans var almindeligt, dvs. flytning af husdyr i løbet af året. Dyrene var små efter senere standarder, selvom heste fra Britannien blev importeret til Irland som avlsdyr for at forstørre de oprindelige racer. Irske kilder viser, at eliten deltog i konkurrencepræget kvægavl med henblik på størrelse, og det kan også have været tilfældet i pikternes land. Udskæringer i sten viser jagt med hunde og – modsat Irland – også med falke. Kornsorter omfattede hvede, byg, havre og rug. Grøntsager inkluderede kål, hovedkål, løg og porrer, ærter og hestebønner og majroer samt nogle sorter, der ikke længere er almindelige, såsom skirret. Planter som ramsløg, brændenælder og brøndkarse blev måske samlet vildt. Den pastorale økonomi betød, at skind og læder var let tilgængeligt. Uld var den vigtigste fiberkilde til beklædning, og hør var også udbredt, selvom det ikke er klart, om de dyrkede det for fibre, olie eller som fødevare. Fisk, skaldyr, sæler og hvaler blev udnyttet langs kyster og floder. Den store betydning af tamdyr antyder, at kød og mejeriprodukter udgjorde en stor del af den almindelige befolknings kost, mens eliten spiste en kost rig på kød fra både husdyrhold og jagt.

Der er ikke kendt piktiske modstykker til de tætte bebyggelser omkring vigtige fæstninger i Gallien og det sydlige Britannien eller nogen anden væsentlig bymæssig bebyggelse. Større, men ikke store, bosættelser eksisterede omkring kongelige borge, såsom ved Burghead Fort, eller i tilknytning til religiøse institutioner. Der kendes ingen egentlige byer i Skotland før 1100-tallet.

Teknologien i hverdagen er ikke veldokumenteret, men arkæologiske fund viser, at den lignede den i Irland og angelsaksisk England. For nylig er der fundet beviser på vandmøller i pikternes land. Ovne blev brugt til at tørre kerner af hvede eller byg, hvilket ellers var vanskeligt i det omskiftelige tempererede klima.

Rekonstrueret crannog på Loch Tay.

De tidlige piktere forbindes med sørøveri og plyndringer langs Romersk Britanniens kyster. Selv i senmiddelalderen var grænsen mellem handelsmænd og pirater uklar, så piktiske pirater var sandsynligvis også købmænd i andre sammenhænge. Det antages generelt, at handlen kollapsede med det romerske imperium, men dette er en overdrivelse. Der findes kun begrænsede beviser på langdistancehandel med pikternes land, men bordservice og opbevaringskar fra Gallien, sandsynligvis transporteret op gennem det Irske Hav, er fundet. Denne handel kan være blevet kontrolleret fra Dunadd i Dál Riata, hvor sådanne varer synes almindelige. Selvom langdistance rejser var usædvanlige i piktisk tid, var de langt fra ukendte, som historier om missionærer, rejsende gejstlige og eksilerede viser.

Brocher (runde tårne) forbindes populært med pikterne. Selvom de blev bygget tidligere i jernalderen, og byggeriet sluttede omkring 100 e.v.t., forblev de i brug ud over den piktiske periode. Crannoger, som muligvis stammer fra det neolitiske Skotland, kan være blevet genopbygget og var stadig i brug i pikternes tid. De mest almindelige bygningstyper ville have været rundhuse og rektangulære tømmerhaller. Selvom mange kirker blev bygget i træ, blev nogle bygget i sten fra det tidligt i 700-tallet, hvis ikke tidligere.

Det siges ofte, at pikterne tatoverede sig selv, men beviserne for dette er begrænsede. Naturtro afbildninger af piktiske adelige, jægere og krigere, både mænd og kvinder, uden synlige tatoveringer, findes på monumentale sten. Disse inkluderer inskriptioner på latin og ogam-skrift, hvoraf ikke alle er blevet dechifreret. De piktiske symboler, som findes på rejste sten og andre genstande, er ikke blevet oversat trods flere århundreders forsøg. Piktisk kunst kan klassificeres som "keltisk kunst" og senere som insulær. Irske digtere skildrede deres piktiske kolleger som meget lig dem selv.

Religion

Dyrehoved fra St Ninian's Isle-skatten (ca. 750–825 e.v.t.), fundet på Shetlandsøerne

Den tidlige piktiske religion antages at have lignet keltisk religion generelt, selvom kun stednavne er bevaret fra førkristen tid. Det er usikkert, hvornår den piktiske elite konverterede til kristendom, men traditioner placerer Sankt Palladius i pikternes land efter, at han forlod Irland, og knytter Abernethy til Sankt Brigid af Kildare. Skt. Patrick nævner "frafaldne piktere", mens digtet Y Gododdin ikke omtaler pikterne som hedninge. Beda skrev, at Sankt Ninian (forvekslet af nogle med Sankt Finnian af Moville, som døde ca. 589), havde omvendt de sydlige piktere. Nyere arkæologisk arbejde i Portmahomack daterer grundlæggelsen af klosteret der – et område man tidligere antog var blandt de sidste, der konverterede – til slutningen af 500-tallet. Dette er samtidig med Bridei mac Maelchon og Columba, men kristendommens udbredelse i hele pikternes land har sandsynligvis strakt sig over en langt længere periode.

Pikternes land var ikke kun påvirket af Iona og Irland. Der var også forbindelser til kirkerne i Northumbria, hvilket ses i Nechtan mac Der Ileis regeringstid. Den påståede fordrivelse af ionanske munke og gejstlige af Nechtan i 717 kan have haft at gøre med striden om påskedatoens fastsættelse og formen for tonsur, hvor Nechtan synes at have støttet de romerske skikke – men det kan lige så vel have været et forsøg på at øge kongemagtens kontrol over kirken. Ikke desto mindre tyder stednavne på et vidtstrakt område med ionansk indflydelse i pikternes land. Ligeledes optræder Nechtans bror Bridei blandt garanterne for Cáin Adomnáin (Adomnáns lov, Lex Innocentium).

Betydningen af klostre i pikternes land var ikke så stor som i Irland. I områder, der er blevet studeret – såsom Strathspey og Perthshire – synes den sognestruktur, som kendes fra højmiddelalder, allerede at have eksisteret i den tidlige middelalder. Blandt de vigtigste religiøse centre i det østlige pikternes land var Portmahomack, Cennrígmonaid (senere St Andrews), Dunkeld, Abernethy og Rosemarkie. Det ser ud til, at disse er knyttet til piktiske konger, hvilket taler for en betydelig grad af kongelig støtte og kontrol med kirken. Portmahomack har i særdeleshed været genstand for nyere udgravninger og forskning, publiceret af Martin Carver.

Helgendyrkelse var, som i hele det kristne Europa, af stor betydning i det senere pikternes land. Mens konger kunne ære store helgener – såsom Sankt Peter i Nechtans tilfælde og måske Sankt Andreas i den anden Óengus mac Fergusas tilfælde – var mange mindre helgener, nogle nu obskure, også vigtige. Den piktiske helgen Drostan synes at have haft en stor tilhængerskare i nord i tidligere tider, selvom han næsten var glemt i 1100-tallet. Sankt Serf af Culross blev knyttet til Nechtans bror Bridei. Det ser ud til – som man også kender fra senere tider – at adelige slægter havde deres egne skytshelgener og deres egne kirker eller klostre.

Kunst

Uddybende Uddybende artikel: Piktiske sten
Udbredelsen af piktiske sten og korssten

Piktisk kunst er primært forbundet med monumentale sten, men omfatter også mindre genstande af sten, ben og metal, såsom brocher. Den udgør en særegen form af den generelle keltiske tidlig middelalderlige stiludvikling af La Tène-stil, med stigende indflydelse fra insulær kunst fra 600- og 700-tallets Irland og Northumbria, og senere fra angelsaksisk og irsk kunst i takt med, at den tidlige middelalder fortsatte. De mest kendte overlevende eksempler er de mange piktiske sten, der er spredt over hele Piktland.

Symbolerne og mønstrene omfatter dyr, herunder den gådefulde piktiske bæst, samt figurer som "rektanglet", "spejlet og kammen", "dobbelt-skive og Z-stang" og "halvmåne og V-stang", blandt mange andre. Der er også forhøjninger og linseformer med peltamønstre og spiraler. Mønstrene er kurvede og har skraverede designs. Korsstenene er dekoreret med piktiske symboler, insulære fletteornamenter og kristne motiver, selvom fortolkningen ofte er vanskelig på grund af slid og uklarhed. Flere af de kristne motiver der er hugget i forskellige sten, som David med harpen, Daniel og løven eller scener med sankt Paulus og sankt Antonius' møde i ørkenen, har hentet inspiration fra den insulære manuskripttradition.

Piktisk metalarbejde findes over hele Piktland (det moderne Skotland) og også længere mod syd. Pikterne ser ud til at have haft betydelige mængder sølv til rådighed, sandsynligvis fra plyndringer længere sydpå eller gennem betalinger for at holde dem væk. Den meget store skat af senromersk brudsølv, der blev fundet ved Traprain Law kaldet Traprain-skatten, kan være opstået på en af disse måder. Den største samling af tidligt piktisk metalarbejde blev fundet i 1819 ved Norrie's Law i Fife, men desværre blev meget spredt og smeltet om (den skotsk lov om skattefund har altid været ugunstig for bevarelse). En berømt sølvplade fra 700-tallet med emalje fra denne skat har en "Z-stang", et af de piktiske symboler, i en særligt velbevaret og elegant form; der er kun ganske få sammenlignelige stykker overlevet.

Mere end ti tunge sølvkæder, nogle over 0,5 meter lange, er fundet fra denne periode. Den dobbeltforbundne Whitecleuchkæden er en af kun to kæder, der har et penannulært forbindelsesstykke i enderne, med symboludsmykning, herunder emalje, hvilket viser, hvordan disse sandsynligvis blev brugt som "choker"-halskæder.

I 700- og 800-tallet, efter kristningen, adopterede den piktiske elite en særlig form for den irske keltiske broche, hvor de foretrak halvbrocher med lappede endestykker. Nogle ældre irske brocher blev tilpasset til den piktiske stil, for eksempel Breadalbane-brochen fra 700-tallet, som nu befinder sig i British Museum. St Ninian's Isle-skatten (ca. 750-825 e.v.t.) indeholder den bedste samling af piktiske former. Andre kendetegn ved piktisk metalarbejde er prikkede baggrunde eller designs og dyreformer påvirket af insulær kunst. Monymusk relikvieskrinet fra 700-tallet har elementer af både piktiske og irske stilarter.

Sprog

Uddybende Uddybende artikel: Piktisk (sprog)

Det piktiske sprog er uddødt. Dokumentationen af sproget er begrænset til stednavne, personnavne og samtidige optegnelser på andre sprog. Beviserne fra sted- og personnavne tyder på, at pikterne talte et økeltiske sprog beslægtet med de brittonske sprog mod syd. Det er muligt, at piktisk adskilte sig væsentligt fra de sydlige ny-brittonske dialekter på grund af manglende latinindflydelse. Fraværet af bevaret skriftligt materiale på piktisk – bortset fra de gådefulde ogam-indskriptioner – indikerer ikke et præ-skriftligt samfund. Kirken krævede utvivlsomt læsefærdighed i latin og kunne ikke fungere uden skrivere til at fremstille liturgiske dokumenter. Piktisk ikonografi viser bøger, der læses og bæres, og dens naturalistiske stil giver al mulig grund til at antage, at sådanne billeder afspejler virkeligheden. Læsefærdighed var ikke udbredt, men blandt den højere gejstlighed og i klostre har den sandsynligvis været almindelig nok. Det er sandsynligt, at det piktiske sprog påvirkede udviklingen, grammatikken og ordforrådet i skotsk gælisk, som har visse træk, der er unikke blandt de goideliske sprog, og som i nogle tilfælde minder mere om brittonske sprog.

Toponymiske vidnesbyrd viser gælisk fremrykning ind i Piktland; Atholl, som betyder Nye Irland, blev brugt i begyndelsen af 700-tallet. Dette kan være et tegn på gælisk fremrykning. Fortriu rummer også stednavne, der peger på gælisk bosættelse eller gælisk indflydelse. En præ-gælisk tolkning af navnet som Athfocla, der betyder “nordpassage” eller “nordvej” (altså porten til Moray), antyder, at det gæliske Athfotla kan være en gælisk fejllæsning af den lille bogstavform c som t.

Ogam-indskriptioner på piktiske sten og andre piktiske arkæologiske genstande er bevaret. Den indflydelsesrige lingvist Kenneth H. Jackson har hævdet, at disse er uforståelige som keltisk og udgør bevis for, at et ikke-keltisk sprog eksisterede side om side i piktisk tid. Keltiske tolkninger er siden blevet fremsat for nogle af disse indskrifter, men indskrifternes karakter er fortsat genstand for debat.

Referencer

  1. ↑ Woolf 2017
  2. ↑ Fraser 2009, s. 43–67; Fraser 2011, s. 155–44; Woolf 2017
  3. ↑ Foster, Sally M.; Blackwell, Alice; Goldberg, Martin (2014). "The Legacy of Nineteenth-century Replicas for Object Cultural Biographies: Lessons in Duplication from 1830s Fife". Journal of Victorian Culture. 19 (2): 137-160. doi:10.1080/13555502.2014.919079. hdl:1893/21160.
  4. ↑ Nixon & Rodgers 1994, s. 126
  5. ↑ Fraser 2009, s. 47
  6. ↑ Lewis & Short 1879 pingo, on Perseus Digital Library
  7. ↑ Liddell & Scott 1940 πυκτίς, on Perseus Digital Library
  8. ↑ Fraser 2011, s. 25–27
  9. ↑ Clarkson 2016, s. 31
  10. ↑ Holmes 1907
  11. ↑ Fraser 2009, s. 335; Barney et al. 2010, s. 198
  12. ↑ Watson 1926, s. 67–68
  13. 1 2 Fraser 2009, s. 48
  14. ↑ Fraser 2009, s. 48; Woolf 2007, s. 177–181
  15. ↑ Broun 2005a, s. 258, note 95; Woolf 2007, s. 177–181
  16. ↑ Skene 1867, s. 4; translation in Anderson 1922, s. cxvii; Fraser 2009, s. 238–239
  17. ↑ Skene 1867, s. 4; translation in Anderson 1922, s. cxvii
  18. ↑ Wainwright 1955, s. 25; Smyth 1984, s. 59; Fraser 2009, s. 238; Fraser 2011
  19. ↑ Fraser 2009, s. 239
  20. ↑ Fraser 2009; Fraser 2011; Evans 2019
  21. ↑ Morez et al. 2023
  22. ↑ e.g. af Tacitus, Ptolemæus, ogsom Dicalydonii af Ammianus Marcellinus. Ptolemæus kaldte havet vest for Skotland for Oceanus Duecaledonius.
  23. ↑ E.g. Ptolemæus, Ammianus Marcellinus.
  24. ↑ See e.g. Higham 1993
  25. ↑ Broun 1998 til genskabelse af riget Dál Riata. Den manglende omtale i de irske annaler bliver ignoreret af Bannerman 1999.
  26. ↑ Ifølge Broun 1998--men Dál Riatas historie efter dette er usikker.
  27. ↑ Cf. the failed attempts by Óengus mac Fergusa.
  28. ↑ Ulster-annalerne (s.a. 839): "The (Vikings) won a battle against the men of Fortriu, and Eóganán son of Aengus, Bran son of Óengus, Aed son of Boanta, and others almost innumerable fell there."
  29. ↑ Corbishley, Mike; Gillingham, John; Kelly, Rosemary; Dawson, Ian; Mason, James; Morgan, Kenneth O. (1996) [1996]. "The kingdoms in Britain & Ireland". The Young Oxford History of Britain & Ireland. Oxford: Oxford University Press. s. 80. ISBN 0-19-910035-7.
  30. ↑ Broun 1997; Broun 2001c; Forsyth 2005, s. 28–32; Woolf 2001a; cf. Bannerman 1999, passim, representing the "traditional" view.
  31. ↑ Woolf 2007, s. 1
  32. ↑ Eksempelvis Pechs og muligvis småfolk (engelsk pixie. Men Foster 1996 citerer Toland 1726, s. 145: "they are apt all over Scotland to make everything Pictish whose origin they do not know." Det samme kunne siges om de piktiske myter.
  33. ↑ Broun 2001b; for Irland se, e.g. Byrne 1973 og mere generelt Ó Cróinín 1995.
  34. ↑ Forsyth 2000; Watson 1926, s. 108–109
  35. ↑ Bruford 2005; Watson 1926, s. 108–113
  36. ↑ Woolf 2006; Yorke 2006, s. 47. Kan sammenlignes med tidligere værker som bl.a. Foster 1996, s. 33.
  37. ↑ Adomnán 1995, s. 342–343
  38. ↑ Broun 2005b
  39. ↑ Woolf 2006
  40. ↑ Beda, I, c. 1
  41. ↑ "Carla Nayland Article – Matrilineal succession amongst the Picts". www.carlanayland.org.
  42. ↑ Clancy 2001c
  43. ↑ Byrne 1973, s. 35–41, 122–123, også pp. 108, 287, der beskriver at derbfhine blev praktiseret af cruithni i Irland.
  44. ↑ Byrne 1973, s. 35, "Elder for kin, worth for rulership, wisdom for the church." See also Foster 1996, s. 32–34, Smyth 1984, s. 67
  45. ↑ Chadwick, Hector Munro (2013-03-28) [1949]. Early Scotland: The Picts, the Scots and the Welsh of Southern Scotland (engelsk). Cambridge University Press. s. 92. ISBN 978-1-107-69391-3.
  46. ↑ Broun 2001b, Broun 1998; for Dál Riata, Broun 2001a, for en mere positiv vinkel Sharpe, "The thriving of Dalriada"; for Northumbria, Higham, Kingdom of Northumbria, pp. 144–149.
  47. ↑ Woolf 2001b
  48. ↑ Barrow 2003, Woolf 2001b
  49. ↑ Se f.eks. Campbell 1999 for gælerne i Dál Riata, Lowe 1999 for britere og anglere.
  50. ↑ Foster 1996, s. 49–61. Kelly 1997 giver en omfattende gennemgang af landbrug i Irland i den mellemste piktiske periode.
  51. ↑ Indre areal af borgen ved Burghead var omkring 5 hektar, se Driscoll 2001; for Verlamion (senere romersk Verulamium), en sydbritisk bosættelse i meget større skala, se f.eks. Pryor 2005, s. 64–70
  52. ↑ Dennison 2001
  53. 1 2 Carver 2008
  54. ↑ Foster 1996, s. 52–53
  55. ↑ Handel, se Foster 1996, s. 65–68; søfart generelt, f.eks. Haywood 1999, Rodger 1997.
  56. ↑ Armit 2002 kapitel 7
  57. ↑ Crone 1993
  58. ↑ Foster 1996, s. 52–61
  59. ↑ Se Clancy 2001c, Foster 1996, s. 89
  60. ↑ For kunst generelt se Foster 1996, s. 26–28, Laing & Laing 2001, s. 89ff, Ritchie 2001, Fraser 2008
  61. ↑ Forsyth 2000, s. 27–28
  62. ↑ Clancy 2000, s. 95–96, Smyth 1984, s. 82–83
  63. ↑ Markus 2001a
  64. ↑ Bede, III, 4. For identiteterne Ninian/Finnian se Yorke, s. 129.
  65. ↑ Nævnt af Foster, men mere information findes via Tarbat Discovery Programme: se under Eksterne links.
  66. ↑ Bede, IV, kap. 21–22, Clancy, "Church institutions", Clancy, "Nechtan".
  67. ↑ Taylor 1999
  68. ↑ Clancy, "Church institutions", Markus, "Religious life".
  69. ↑ Clancy 1999 Clancy 2001c, Taylor 1999
  70. ↑ Markus 2001b
  71. ↑ Henderson 1986, s. 87–113, Ó Carragáin 1988, s. 1–58
  72. ↑ Youngs, 26–28; Illustration fra 1800-tallet
  73. ↑ Youngs 1989, s. 28
  74. ↑ Youngs 1989, s. 109–113
  75. ↑ Youngs, nr. 111, med en plade, der viser dekorationen meget bedre; Laing, 310
  76. ↑ "Breadalbane Brooch, pseudo-penannular brooch, Celtic, Pictish, Scotland". British Museum. Hentet 9. april 2023
  77. ↑ Watson 1926; Forsyth 1997; Price 2000; Taylor 2001; Taylor 2010; For K.H. Jacksons syn, se Jackson 1955
  78. ↑ Rhys 2015; Rhys 2020
  79. ↑ Forsyth 1998
  80. ↑ Taylor 2010
  81. ↑ Watson 1926, s. 225–233
  82. ↑ Fraser 2009, s. 101–102
  83. ↑ Jackson 1955
  84. ↑ Forsyth 1997; Rodway 2020

Litteratur

Eksterne henvisninger