
Cranachan (skotsk gælisk: Crannachan) er en traditionel skotsk dessert. Den var oprindeligt en fejring af høsten, og blev lavet efter hindbærhøsten i august. Desserten bestående af fløde og friske, sæsonbestemte hindbær suppleres af skotske havregryn og whisky. Den er blevet kaldt "den ubestridte konge af skotske desserter". Cranachan har sine rødder i crowdie, en populær morgenmad, hvor crowdie-ost kombineres med let ristede havregryn, fløde og lokal honning. Hindbær kunne, når de var i sæson, tilsættes retten.
Cranachan serveres nu året rundt og typisk ved særlige lejligheder. En traditionel måde at servere cranachan på er at bringe skåle med hver enkelt ingrediens til bordet, så hver person selv kan sammensætte sin dessert efter smag.
Der findes mange versioner af denne traditionelle skotske dessert. Tidligere opskrifter brugte crowdie-ost i stedet for, eller ud over, fløde og blev undertiden kaldt cream-crowdie. Andre ældre opskrifter er mere spartanske og udelader whiskyen samt betragter frugten som et valgfrit tilbehør. Mere moderne opskrifter har erstattet crowdie-osten med almindelig piskefløde. Nutidige opskrifter laves som regel af en blanding af 38 % piskefløde, whisky, honning og friske hindbær, med ristede havregryn udblødt natten over i en lille smule whisky. Høje dessertglas bruges ofte til servering.
Alternative versioner af opskriften omfatter orange-cranachan, cranachan-trifli, krydret rom samt en shortbread-bund. Ved cranachan med krydret rom foldes romblandingen i pisket fløde og lægges oven på shortbreaden, hvorefter hindbærrene tilsættes. Whiskyudblødte rosiner kan anvendes, hvis hindbær ikke er tilgængelige. Chokolade-cranachan kan laves med hakkede ristede hasselnødder, lys Muscovadosukkermog chokolade.