| Green Distillery |
|---|
Green Distillery var et destilleri for irsk whiskey, som blev grundlagt i Cork i Irland i 1796. I 1867 blev destilleriet overtaget af Cork Distilleries Company (CDC) som led i en sammenlægning af fem destillerier i Cork. Produktionen af whiskey på destilleriet ophørte sandsynligvis kort efter CDC's overtagelse. Det vides dog, at Cork Distilleries Company fortsatte med at anvende destilleriet som toldoplag i flere år derefter. I midten af 1900-tallet genoptog anlægget i en periode driften som gindestilleri, men siden er det blevet næsten fuldstændig nedrevet.
Destilleriet var kendt for at anvende et tidligt apparat til kontinuerlig destillation, som var opfundet af destilleriets daværende medejer Joseph Shee.