Københavns bombardement var den britiske terrorbombning og den efterfølgende belejring af København under Englandskrigene i september 1807 og udgjorde både kulminationen på den britiske invasion af Sjælland og indledningen til krigen mellem Danmark-Norge og Storbritannien 1807–1814. Bombardementet fandt sted fra 2. til 5. september 1807, efter at Storbritannien havde krævet den danske flåde udleveret af frygt for, at kronprins Frederik ville stille den til rådighed for Frankrig i den tilspidsede europæiske stormagtskonflikt.

Baggrunden var den internationale situation efter Tilsit-aftalerne, hvor Rusland i juli 1807 lovede Napoleon 1. at tiltræde fastlandsspærringen og presse de resterende neutrale stater til det samme. Frankrig krævede derfor i august, at Danmark tilsluttede sig spærringen, mens Storbritannien samtidig stillede kronprinsen et ultimatum om enten at indgå alliance med briterne og betingelsesløst udlevere flåden som pant for fortsat neutralitet eller gå i krig. Da ultimatummet blev afvist, invaderede britiske styrker allerede 16. august 1807 Sjælland, hvor de gik i land i Vedbæk. Invasionen kunne gennemføres uden større modstand, fordi hovedparten af den danske hær befandt sig i Holsten.

Efter at have indesluttet København indledte briterne i begyndelsen af september et voldsomt bombardement af byen, der især ramte civilbefolkningen og store dele af den tætbebyggede bykerne. Efter tre døgns beskydning kapitulerede den danske regering og udleverede flåden til Storbritannien.

Bombardementet kostede flere tusinde mennesker livet, ødelagde cirka 300 ejendomme fuldstændigt og efterlod mere end 1.500 bygninger alvorligt beskadigede. Begivenheden står som et af de mest ødelæggende bombardementer af en europæisk hovedstad i perioden og markerede det definitive brud på Danmarks neutralitetspolitik under Napoleonskrigene. (Læs mere..)

Mere om Ugens artikel • Arkiv

Emil Julius Gumbel (1891–1966) var en tysk statistiker, skribent og pasifist. Gumbel påviste ved bruk av statistikk at tysk rettsvesen under Weimarrepublikken i stor grad forskjellsbehandlet politisk motiverte drap. Gumbels statistikk viste at venstreradikale gjerningspersoner ble straffet vesentlig hardere enn tilsvarende høyreradikale, blant annet med ti dødsdommer. Ingen høyreorienterte gjerningspersoner fikk dødsdom, men overveiende milde fengselsstraffer.

Ifølge Gumbel ble det i perioden 1918 til 1922 utført minst 354 politisk motiverte drap med antatt høyreorienterte gjerningsmenn, og 22 tilsvarende motiverte drap fra venstresiden. Gumbel fant ingen ulikheter i de to gruppenes moral som kunne forklare den tallmessige forskjellen. Hans teori var at venstresidens kollektive organisering medførte at drap ikke var like aktuelt for dem. Høyresiden var ikke likedan organisert og skolert. Gumbel ble i 1932 avskjediget som professor ved universitetet i Heidelberg, for å ha forstyrret det akademiske samfunns ro og orden. ► Les mer her.