Styrelse

En styrelse er en statslig forvaltningsmyndighed, der som regel hører under et ministerium og varetager afgrænsede opgaver inden for ministeriets ressortområde. Styrelser udfører blandt andet myndighedsbehandling, tilsyn, administration af ordninger og faglig rådgivning. Betegnelsen direktorat har historisk været anvendt om beslægtede myndigheder, men myndighedens navn afgør ikke i sig selv dens opgaver eller retlige stilling.

Opgaver og funktioner

Styrelser omsætter lovgivning og politiske beslutninger til konkret administration. Opgaverne afhænger af den enkelte myndigheds lovgrundlag og kan bestå i at behandle ansøgninger og træffe afgørelser, gennemføre tilsyn og kontrol, forvalte tilskudsordninger eller stille faglig viden til rådighed for ministeriet og andre myndigheder. For eksempel fører Arbejdstilsynet tilsyn med arbejdsmiljøet, mens Sundhedsstyrelsen varetager sundhedsfaglige myndighedsopgaver.

En styrelse behøver ikke have ordet styrelse i sit navn. Arbejdstilsynet er således en styrelse i organisatorisk forstand.

Organisation og ledelse

Styrelser er almindeligvis organiseret med en øverste administrativ leder, ofte betegnet direktør, og underliggende afdelinger eller kontorer. Deres størrelse, faglige sammensætning og interne arbejdsdeling varierer efter opgaverne.

I den almindelige danske ministerielle organisation varetager departementet ministerbetjening, overordnet koordinering og styring, mens styrelserne typisk løser flere konkrete myndigheds- og driftsopgaver. Skellet er dog ikke absolut: styrelser kan bidrage til lovforberedelse og faglig rådgivning, og departementer kan selv behandle konkrete sager.

Retlig stilling og ministerstyre

Styrelser er som udgangspunkt en del af den hierarkiske statslige forvaltning. Det indebærer normalt, at ministeren og departementet inden for lovgivningens rammer kan give generelle og konkrete instrukser til underordnede styrelser. Instruktionsbeføjelsen kan blandt andet omfatte sagsbehandling og opgaveprioritering, men dens rækkevidde afhænger af lovgivningen på det pågældende område.

En instruks kan ikke lovligt kræve en handling i strid med gældende ret. Embedsmænd har pligt til at sige fra, hvis en ordre klart er ulovlig.

Nogle styrelser eller dele af deres virksomhed er ved lov sikret en særlig faglig eller beslutningsmæssig uafhængighed. Det betyder, at en minister på de pågældende områder ikke nødvendigvis kan gribe ind i enkeltsager. Uafhængighed må derfor bedømmes efter den konkrete lovgivning og ikke alene myndighedens betegnelse.

Styrelsers afgørelser er underlagt almindelige forvaltningsretlige regler, herunder krav til hjemmel, saglighed og sagsbehandling. Muligheden for administrativ klage eller anden efterprøvelse afhænger af den relevante lovgivning. Folketingets Ombudsmand kan inden for sit kompetenceområde føre kontrol med myndighedernes administration.

Styrelser i Danmark

De danske styrelser findes på mange ressortområder. Blandt eksemplerne er Arbejdstilsynet på beskæftigelsesområdet, Sundhedsstyrelsen på sundhedsområdet og Erhvervsstyrelsen på erhvervsområdet. Organisationen ændres løbende, når myndigheder oprettes, nedlægges, sammenlægges eller flyttes mellem ministerier.

En fuldstændig opregning af styrelser fordelt på ministerier bliver derfor hurtigt forældet. En sådan oversigt bør holdes adskilt fra den generelle beskrivelse af styrelsen som myndighedstype.

Historisk udvikling

Efter indførelsen af ministerialsystemet i 1848 blev den danske centraladministration udviklet med forskellige former for departementer, direktorater og særlige fagmyndigheder. Den såkaldte A60-model, udarbejdet på grundlag af arbejdet i Administrationsudvalget af 1960, lagde op til en tydeligere arbejdsdeling mellem departementernes overordnede ministerbetjening og styrelsernes faglige og konkrete administration. Modellen er et vigtigt historisk udgangspunkt, men beskriver ikke uden videre arbejdsfordelingen i alle nutidige ministerier.

Tilsvarende myndigheder i andre lande

Den danske styrelse har beslægtede, men ikke fuldstændigt tilsvarende, myndighedsformer i andre lande. I Sverige er de statslige forvaltningsmyndigheder organisatorisk adskilt fra det svenske Regeringskansliet. Myndighederne styres af regeringen gennem kollektive beslutninger, blandt andet instruktioner, bevillinger og særlige opdrag; den enkelte minister kan ikke alene instruere dem.

I Norge er direktorater og tilsyn blandt de statslige forvaltningsorganer under departementerne. Som hovedregel kan de instrueres af et overordnet departement, men enkelte organer har lovbestemt faglig eller administrativ selvstændighed.

Det engelske udtryk government agency dækker en bredere kreds af offentlige myndigheder og institutioner end betegnelsen styrelse på dansk og er derfor ikke altid en direkte oversættelse.

Kilder