Nakskovs historie

Købstad

Hvornår Nakskov officielt blev en købstad, vides ikke. De ældste bevarede, senromanske dele af Sankt Nikolai Kirke er fra første halvdel af 1200-tallet. På det tidspunkt var kirken næst efter Sakskøbing Kirke den største på Lolland. Nakskov nævnes for første gang i Kong Valdemars Jordebog omkring 1240 ved slutningen af Valdemar Sejrs regeringstid. Her optræder den i købstadslisten sammen med Lollands anden købstad Sakskøbing, hvor Nakskov i jordebogen skulle betale den største skat af de to byer, men dog et lavt beløb sammenlignet med flere sjællandske byer. Det tyder på, at byen var en købstad fra omkring 1240, men købstadsprivilegierne fra denne tid er ikke blevet bevaret. Byens voksende betydning sås også af, at kongerne i de følgende århundreder besøgte byen en del gange og her offentliggjorde beslutninger eller førte forhandlinger med fremmede magter. I 1240 opholdt kong Erik Plovpenning sig således i Nakskov, hvor han kundgjorde en aftale, han havde indgået med biskoppen i Estland.

Byens ældste bevarede købstadsprivilegier er fra 1266 og udstedt af Erik Klipping. De stadfæster nogle tidligere privilegier, der var udstedt af Erik Klippings far Christoffer 1., men nu er gået tabt. Købstadsprivilegier indebar typisk, at byen fik eneret til håndværk og handel indenfor et område, ret til egen administration og domstol samt fritagelse for militærtjeneste og visse skatter. Til gengæld skulle byen betale en afgift til kongen.

Det er privilegiebrevet fra 1266, som er udgangspunktet for Nakskovs officielle alder som by. Derfor fejrede byen 700-års-jubilæum i 1966 og 750-års-jubilæum i 2016, selvom det fremgår, at byen allerede eksisterede før 1266. I overensstemmelse med skik og brug blev byens privilegier efterfølgende bekræftet af nye herskere. De blev således bekræftet i 1288 af Erik Menved, i 1294 af enkedronning Agnes, i 1320 af Christoffer 2., i 1328 af den tyske grev Johan af Holsten, i 1386 af kong Oluf i 1404 af Erik af Pommern og i 1513 af Christian 2..

Handelsby

Det var den stigende handel, og især med de nordtyske byer i det fremvoksende Hanseforbund med Lübeck i spidsen, der skabte grundlaget for Nakskovs betydning. Byens frugtbare opland og dens fordelagtige beliggenhed både med hensyn til fiskeri og handel med de nordtyske byer betød, at den snart blev en meget vigtig by. Fra hele Vestlolland blev der eksporteret landbrugsvarer som heste, kød, huder, talg, fedt og korm, og til gengæld købte man fra de tyske byer både luksusprægede varer og dagligdags fornødenheder som f.eks. salt fra Lüneburg, klæde fra Flandern, øl, humle, pelsværk, vin, voks, krydderier og jern. Et tegn på handelens store betydning var, at byens ældste kirke blev viet til de søfarendes og handlendes skytshelgen sankt Nikolaj. Tyske købmænd blev efterhånden en almindelig del af bybilledet i Nakskov, og omvendt nævnes tilrejsende købmænd fra Nakskov i middelalderens nordtyske byarkiver. En møntskat fra omkring år 1400 fundet på Gåsetorvet i 1959 er et andet vidnesbyrd om en anseelig handel og rigdom i byen i middelalderen.

Byen voksede igennem middelalderen med udgangspunkt i de centrale steder: havnen og torvet med Sankt Nikolai Kirke. Der opstod store købmandsgårde på sydsiden af hovedstrøget Søndergade med side- og baggader nord for kirken. Formodentlig i senmiddelalderen opstod et kvarter for småkårsfolk i den nordøstlige del, mens der blev anlagt et helligåndshus mod nordvest på hjørnet af det nuværende Klostergade og Reberbanegade. Helligåndshuset, der var den tids hospital, nævnes første gang omkring 1400. Det brændte sammen med byen ved en stor brand i 1420, men blev genopført og fortsatte et stykke tid efter Reformationen som hospital. I 1470 blev huset til et helligåndskloster med egen klosterkirke. Det menes, at Nakskov Latinskole blev grundlagt på samme tidspunkt. Skolen, der fungerede indtil 1839, lå oprindelig på klosterets areal lige ved siden af klosterkirken, og i 1471 nævnes en "skolemester" i de lokale kirkers optegnelser.

Udover de ældste dele af Nikolai Kirke er der i dag ikke bevaret bygninger i Nakskov fra middelalderen, men ved udgravninger i Præstestræde 2 har man fundet hustomter fra 1400-tallet.

Lübeckernes angreb

I middelalderen var Nakskov omgivet af et befæstningsanlæg, der sandsynligvis dog blot har været et palisadeværk uden større militær værdi. Det var derfor også helt utilstrækkeligt, da byen i 1510 under en krig mellem Danmark og Lübeck blev indtaget af en tysk invasionsflåde. Lübeckerne afbrændte dele af byen og det nærliggende Halsted Kloster. Samme år igangsatte kong Hans anlægget af et befæstet skibsværft på Slotø. Ifølge en lokal myte skulle lübeckerne have omgået det fuldt udrustede Engelsborg på øen ved at sejle gennem den såkaldte Lybækkerrende vest for øen, men sandsynligvis var borgen på dette tidspunkt slet ikke færdigbygget.

Befæstning

Uddybende artikel: Nakskovs fæstning

Efter Lübecks overfald på byen anbefalede Rigsrådet i 1525, at Nakskovs befæstning blev helt nedlagt. Borgerne i Nakskov bad dog i 1539 Christian 3. om at beskytte byen, og fra samme år blev der derfor opført et større fæstningsanlæg med volde og grave. Det var i den forbindelse, at kirken i den nærliggende landsby Krogsbølle blev nedbrudt for at få materialer til byggeriet. Landsbyen eksisterede som selvstændig bebyggelse og sogn indtil 1577 og lå dér, hvor parken Svingelen ligger i dag samt ud til Løjtoftevej ved Svingelsmosen. Fæstningsanlægget forfaldt dog igen i de følgende fredelige årtier, men ved Kejserkrigens begyndelse i 1624 satte man igen gang i et befæstningsarbejde. Christian 4. besøgte selv Nakskov for at sætte gang i arbejdet med de nye bastioner. Befæstningen blev også i de følgende årtier udbygget og var færdig omkring 1646.

Storhedstid

Nakskov var i middelalderen og i renæssancen en ret betydelig by. I dokumenter fra det 15. og 16. århundrede blev den nævnt som den største på Lolland-Falster og ligestillet med landets store købstæder, ikke mindst hvad angår skatteansættelsen. På trods af et alvorligt pestangreb i 1629, hvor blandt andet præsten Anders Pedersen Perlestikker døde, oplevede byen i første halvdel af 1600-tallet en betydelig blomstringsperiode. Arent Berntsen kunne således i sin bog Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed fra 1656 skrive: "Byens formuende Borgerskab vedligeholder en stor Handel tilsøes, og udi deres egne Skibe en mærkelig stor Parti af Landsens gode Varer udfører til vidt fraliggende Steder: Spanien, England, Holland, Tyskland, Norge osv." Omkring 1650 var byen angiveligt den syvendestørste købstad i Danmark.

Perlestikkerbogen

Uddybende artikel: Perlestikkerbogen

Historikerne har et usædvanlig godt kendskab til Nakskov i begyndelsen af 1600-tallet. Det skyldes Perlestikkerbogen, Danmarks næstældste kirkebog og en unik historisk kilde til livet i en dansk provinsby i 1600-tallet. Bogen blev skrevet af Anders Pedersen Perlestikker, der var skolemester og præst i Nakskov og skrev bogen som en slags kombineret kirke- og regnskabsbog i 1617-1626. Den beskriver en række store og små begivenheder i byen som Christian 4.s besøg i byen og kirkespirets sammenstyrtning i 1625. Desuden rummer bogen blandt andet en fortegnelse over alle byens borgere. Herudfra har man beregnet, at byen havde ca. 2.000 indbyggere på dette tidspunkt.

Svenskekrigene og Nakskovs belejring

Uddybende artikel: Nakskovs belejring

Nakskovs velstandsperiode fik en brat afslutning med Karl Gustav-krigene mellem Danmark og Sverige 1657-1660. I den hårde isvinter i februar 1658 gik den svenske hær over isen fra Langeland og stod pludselig foran Nakskov. Byens borgere indgik på egen hånd en aftale med svenskerne om at overgive byen og dens krigsmateriel uden kamp, som byens kommandant oberst Edmond modstræbende måtte acceptere. Tre uger senere opgav hele kongeriget Danmark kampen og indgik en ydmygende fredsaftale i Roskilde. Den svenske kong Karl Gustav genoptog imidlertid krigen i august 1658, og i begyndelsen af maj 1659 stod en svensk hær igen foran Nakskov. Denne gang forsvarede byen og dens garnison under den nye kommandant oberst Kørber sig hårdnakket, men efter knap 2½ måneders belejring og bombardementer var byens forråd ved at slippe op, og den måtte overgive sig 15. juli 1659. En svensk granat fra belejringen, der slog ned i Nikolai Kirke, er stadig udstillet i kirken.

Svenskerne holdt byen besat i næsten et år. Byen havde allerede i 1658 måttet betale en brandskat på 20.000 rigsdaler, og i 1659 måtte den acceptere en ny brandskat på 22.000 rigsdaler samt de svenske udgifter til underhold under besættelsen. Indbyggerne blev udsat for en række tilfælde af chikane, mishandlinger og voldtægt. Da svenskerne 15. juni 1660 endelig forlod byen igen, var der ifølge en senere opgørelse ødelagt 31 gårde og 127 huse i byen.

Økonomisk krise

Såvel belejringen som den efterfølgende besættelse og den øvrige krigsførelse på Lolland betød, at årene efter 1660 var præget af økonomisk krise og stagnation i byen. Byens velstand var forsvundet, og mange af dens beboere forlod byen. Mens byens skattetakst i 1657 havde været 3.040 lødige mark, var den i 1664 kun 650. Den økonomiske krise medførte, at kongen tildelte byen forskellige privilegier for at hjælpe den på fode igen. Fra 1667 og de næste 8 år blev Nakskov således fritaget for beskatning, og i de efterfølgende 16 år skulle byen kun betale halvdelen af de normale skatter. Desuden blev byen gjort til stabelstad for Lolland, hvilket indebar, at al ind- og udførsel af udenlandske varer til og fra Lolland skulle foregå via Nakskov. I 1682 blev denne eneret dog atter ophævet.

Befolkningsudviklingen

Ud fra Perlestikkerbogen kunne man beregne Nakskovs indbyggertal til ca. 2.000 personer omkring 1620. I 1672, kort efter Nakskovs belejring og besættelse, var befolkningen ifølge C.C. Haugners bog om Nakskovs historie faldet til 1563 personer. Ved den første folketælling i Danmark i 1769 var byens indbyggertal blot 1290. Tilbagegangen var dermed fortsat igennem de ca. hundrede år efter svenskekrigene. I 1801 var tallet igen steget til 1671, men altså stadig noget mindre end på Anders Pedersen Perlestikkers tid knap 200 år tidligere. Den Store Nordiske Krig 1709-1720 havde ramt byens handel og søfart, og efter fredsslutningen fortsatte krisen for byen, nu også fordi den klarede sig dårligt i konkurrencen om søfart med Marstal, der overtog en del af transporten med varer til og fra Nakskov.

Nakskovs jødiske befolkningsgruppe

Som en bivirkning af svenskekrigenes økonomiske ødelæggelse blev Nakskov på linje med Fredericia, der også havde lidt hårdt under svenskernes fremfærd, et af de første steder i Danmark, hvor jøder fik lov til at bosætte sig. Det havde ellers indtil da været forbudt for jøder og andre, der ikke tilhørte den påbudte luthersk-kristne tro, at slå sig ned i landet. Hensigten med at skabe et religiøst fristed for jøder i Nakskov var at tiltrække fremmede iværksættere, der kunne medvirke til at sætte gang i erhvervsudviklingen. Der opstod derfor fra 1674 et jødisk samfund i byen. I det år ankom de første to jøder, nemlig Jacob Sostman eller Sussmann sammen med sin kompagnon Abraham Meyer Polack og grundlagde et tobaksspinderi, et næsten nyt erhverv i Danmark. Sostman døde dog allerede i 1680, og Polack fik ikke lov til at videreføre virksomheden, men i 1683 blev tobaksfremstillingen i byen genoptaget af Isach Baruch Cantor og hans svoger Levin Samuel. De to fik i 1692 borgerskab i byen og kunne dermed også drive en kramhandel med tøj og andre varer, som blev en succes i byen. Cantors svigersøn Moses Aron Nathan fik lov at slå sig ned i Nakskov i 1711. Han blev siden stamfar til familien Henriques.

Selvom antallet af jødiske familier i byen ikke var særlig stort, lykkedes det menigheden ret tidligt, formodentlig i 1714, at oprette den første synagoge i en lejlighed på hjørnet af Fruegade og Søndergade. Nogenlunde samtidig blev byens jødiske begravelsesplads oprettet udenfor voldene på den nuværende Jødevej. Det jødiske samfund i byen eksisterede, indtil dets medlemmer i løbet af 1900-tallet enten var flyttet andre steder hen eller blevet assimileret i den øvrige befolkning. I alt 175 jøder blev stedt til hvile på begravelsespladsen, indtil den lukkede i 1920. Pladsen er siden blevet fredet og ligger stadig på Jødevej.

Byens styre

Ved Enevældens indførelse i 1660 blev købstædernes styre ændret. Fremover skulle de ikke længere være underlagt de kongelige lensmænd, men høre direkte under kongen. Til gengæld fik de ikke længere lov til selv at vælge deres borgmestre og råd, som fremover skulle udpeges af kongen. Efter nogle år gled stiftamtmanden ind på lensmandens tidligere plads, så de lokale byer ikke kunne foretage sig meget uden hans tilladelse. Den langsigtede virkning af reformen blev, at det lokale styre overgik fra at være i hænderne på byens handlende til at bestå af embedsmænd, der som ikke-næringsdrivende ikke havde de samme interesser som byens borgerskab. Mange embedsmænd betragtede blot deres embede som et skridt på vejen mod et andet og bedre et nyt sted og havde dermed ikke den samme tilknytning til lokaliteten. I løbet af 1700-tallet blev embedsmandsstyret efterhånden professionaliseret i den forstand, at regeringen fik opfyldt sit ønske om, at alle embedsmændene skulle være juridisk uddannede.

Før 1660 havde Nakskov haft to borgmestre og fem rådmænd. Under enevælden blev det ændret, så der fremover var en borgmester og to rådmænd, der sammen kaldtes magistraten. Senere blev der også udnævnt viceborgmestre og vicerådmænd. Desuden fandtes et borgerudvalg med først 24 og senere 12 borgere, der skulle deltage i drøftelser om byen. Af ledende embedsmænd var der udover magistraten også en byfoged, der fungerede som politimester, og en kæmner. Af besparelsesgrunde blev byfogeden i Nakskov også rådmand, og senere blev byfoged- og borgmesterembedet lagt sammen og var desuden undertiden sammenfaldende med hvervet som herredsfoged.

Borgmester og herredsfoged 1794-1800 var Gustav Ludvig Baden, som i 1796 udgav bogen Nakskovs nu værende Forfatning, dens Mangler, med Forslag til sammes Forbedring. Det er på en måde en parallel til den knap 200 år ældre Perlestikkerbog, idet den indeholder en grundig beskrivelse af Nakskovs forhold, herunder dens forskellige indbyggere, opdelt efter erhverv. Baden var en flittig skribent, men samtidig med en meget ejendommelig og bedrevidende stil, der senere gav ham alvorlige problemer, da han lagde sig ud med adskillige magtfulde kredse, herunder kirken.

Englandskrigen

Englandskrigen 1807-1814 medførte ikke nogen krigshandlinger på landjorden på Lolland, men der var ret stor aktivitet med både kanonbåde og kapere i Langelandsbæltet. Der var mange soldater stationeret i Nakskovs omegn, hvor man frygtede en engelsk invasion ad søvejen, og kanonbåde stationeret ved Tårs, hvor der blandt andet i 1808 var flere træfninger med britiske skibe. Desuden udrustede flere købmænd i Nakskov kaperskibe, der i nogle tilfælde indbragte betydelige beløb fra deres prisetagning.

Erhvervsliv

Perioden fra 1830 til ca. 1870 var kendt som kornsalgsperioden og var én lang højkonjunktur for det danske landbrug, der dyrkede og eksporterede korn til især England i store mængder og til gode priser. Korneksporten fra Vestlolland steg også betragteligt, og det skabte vækst og fremgang i Nakskov. Havnen blev udvidet flere gange og sejlløbet gennem fjorden gjort dybere, en række storkøbmænd som Theisen, Krøyer, Puggaard, Hage og Freuchen slog sig op, der blev opført nye kornmagasiner ved havnen og oprettet faste sejlruter til England, Tyskland og flere danske byer. I 1826 blev et træskibsværft etableret i byen.

Nakskovs industrialisering

Omkring 1850 begyndte den industrielle udvikling, der efterhånden gjorde Nakskov til en udpræget industriby med adskillige store fabrikker. Industrialiseringen blev båret af især to typer virksomheder: dels maskinfabrikker og jernstøberier, der fremstillede produktionsmateriel til det øvrige erhvervsliv, og dels virksomheder, der forædlede de landbrugsprodukter, som landbrugsbedrifterne, ikke mindst de store godser, på Vestlolland frembragte.

Infrastruktur

I 1808 blev gaderne Nygade, Søndergade og Vejlegade som de første i byen brolagt og forsynet med fortove. I 1830 fik byen sin første gadebelysning i form af tranlamper. I 1861 blev der grundlagt et gasværk i byen som et af de første steder i Danmark, og tranlamperne blev erstattet af gasbelysning i gaderne. I 1874 blev jernbanen til Maribo og Nykøbing åbnet, og byen fik sin første banegård. I 1880'erne blev byen kloakeret, en mere moderne vandforsyning etableret og telegraf- og telefoncentral grundlagt. I 1909 fulgte byens første elektricitetsværk. Havnen og indsejlingsforholdene blev gentagne gange forbedret igennem 1800-tallet.

Den politiske udvikling

Med junigrundloven 1849 begyndte en politisk bevidst offentlighed at vokse frem i byen. Ved valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 blev Balthazar Christensen, en af de nationale ledere af Bondevennerne, valgt i Nakskov. Efter Folketingets oprettelse blev Nakskovkredsen (Maribo amts 1. valgkreds) oprettet, og her konkurrerede de fremvoksende Venstre- og Højre-partier i mange år om at få deres kandidater valgt. Højre dominerede dog ved valgene i de fleste år indtil efter 1900.

Som en konsekvens af byens industrialisering og dermed det stigende antal arbejdere voksede der en socialdemokratisk arbejderbevægelse frem i byen i slutningen af 1800-tallet, der efterhånden blev stærkere end i andre industribyer. Især blandt arbejderne på de store virksomheder skete der en organisering. I 1884 blev der stiftet en socialdemokratisk partiforening i byen, og i 1893 dannede murerne den første lokale fagforening, fulgt af smedene og maskinarbejderne på Tuxen & Hammerichs fabrik året efter. Et eksempel på den voksende tilslutning var grundlæggelsen af avisen Lolland-Falsters Social-Demokrat i 1901 med den senere folketingsmand og borgmester Sophus Bresemann som redaktør.

I 1872-73 blev Nakskov Rådhus opført på Axeltorv i historicistisk stil efter tegninger af Vilhelm Tvede. Det fungerede som byens rådhus frem til Strukturreformen i 2007.

Nakskovs aviser

Den stigende offentlige politiske interesse i Nakskov som i hele landet efter grundloven af 1849 gav sig udslag i udgivelsen af aviser. Byens første avis var Nakskov Avis, der blev grundlagt i 1850. Den var oprindelig upolitisk, men støttede fra 1872 Højre. Avisen fik dog efterhånden en dårlig økonomi og gik ind 1890. Forinden havde de lokale Højrekredse i 1887 startet Vestlollands Avis, der blev en langt bedre forretning og blev udgivet indtil 1960. I 1868 blev Nakskov Tidende grundlagt. Det var en Venstre-avis, der voksede til at være Vestlollands mest betydende avis i slutningen af 1800-tallet og blev udgivet indtil 1971, fra 1945 under navnet Lollands Tidende. I 1893 kom Nakskov Folkeblad til, der også var en Venstre-avis, der støttede de Venstregrupper, der blev til Venstrereformpartiet. Folkebladet var en såkaldt aflægger af Nykøbing Dagblad, dvs. lokalstoffet var selvstændigt, mens resten af avisen var identisk med indholdet i Nykøbing-avisen. Efter 1905 støttede avisen Det Radikale Venstre. Fra 1918 indgik avisen i Lolland-Falsters Venstreblad, der blev udgivet indtil 1971. Med udgivelsen i 1901 af Lolland-Falsters Social-Demokrat var firebladssystemet etableret i Nakskov. Dette system, der engang var karakteristisk for de fleste danske provinsbyer, holdt sig længere på Lolland-Falster end de fleste andre steder i landet. Den socialdemokratiske avis, der i 1950 skiftede navn til Ny Dag, fortsatte med at udkomme indtil 1994 og havde dermed fra 1971 lokalt monopol som det sidste overlevende dagblad i Nakskov.

Kulturliv og fornøjelser

I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet voksede der nye former for kulturelle adspredelser frem i byen. Det var karakteristisk for Nakskov, at befolkningen var meget klasseopdelt med store afstande mellem befolkningsgrupperne. De bedre stillede socialt og økonomisk skilte sig på mange måder fra den øvrige befolkning af ufaglærte og faglærte arbejdere. Borgerskabet boede først og fremmest i Søndergade og på Axeltorv og rykkede senere ud på Svingelsvej, mens arbejderne især bosatte sig i de mindre stræder mod havnen, i kvarteret omkring Tilegade og Bredgade og efter sukkerfabrikkens åbning i 1883 i nærheden af denne. I det meste af århundredet var de kulturelle arrangementer og fornøjelser især forbeholdt de bedre stillede lag, men hen imod 1800-tallets slutning tog arbejderne også mere del i kulturlivet, men ofte i form af deres egne udfoldelses- og mødesteder.

Mange af byens forlystelser fandt sted i lystparken Svingelen nord for bymidten. Skovfogedhuset og restauranten hos Den Borgerlige Forening i Svingelen (ofte blot kaldt "Den Borgerlige") blev efterhånden centrum for mange sammenkomster og arrangementer som den årlige fugleskydningsfest, baller, keglespil, musikpavillon, sommerteater og ballonopstigning. Inde i byen blev de to fine hoteller Harmonien og Skandinavien centre for finkulturelle aktiviteter som teater, musik, oplæsninger og udstillinger. Byen fik fra begyndelsen af 1800-tallet regelmæssigt besøg af omrejsende teatertrupper. I 1840'erne byggede Hotel Harmonien en større teatersal med scene, og i 1867 blev der anlagt en egentlig teaterbygning lige ved siden af Hotel Skandinavien. Omkring århundredskiftet opbyggede den socialdemokratiske arbejderbevægelse sine egne kulturelle aktiviteter i byen, og i 1904 købte man villaen i Vejlegade 50 og omdannede den til Den Folkelige Forsamlingsbygning, der i de næste mange år blev omdrejningspunktet for arbejdernes forsamlinger og baller.

Socialdemokratiet vinder flertallet

Socialdemokratiet fik i Nakskov i 1900-tallet en af sine stærkeste højborge i Danmark. Baggrunden var byens store industrivirksomheder, hvis mange ansatte skabte et vidtfavnende organisatorisk rodnet af fagforeninger, kooperativer og partiaktiviteter, der var mere findelt end i andre byer. Som nævnt ovenfor blev der i 1884 grundlagt en socialdemokratisk partiforening i byen med formeren Jens Nielsen som dens første formand. I 1990'erne fik bevægelsen for alvor vind i sejlene med grundlæggelse af en række fagforeninger, en Fællesorganisation, arbejdersangforening og kooperative virksomheder som Arbejdernes Fællesbageri og Nakskov Brugsforening samt flere kolonihaveforeninger. I 1900 sendte den landsdækkende socialdemokratiske presse fagforeningsmanden og journalisten Sophus Bresemann til Nakskov for at virke som lokal journalist for Social-Demokraten. Året efter grundlagde Bresemann den selvstændige lokale avis Lolland-Falsters Social-Demokrat, der skulle blive Nakskovs og Lollands største og til sidst eneste avis, fra 1950 under navnet Ny Dag, indtil den lukkede i 1994. Et tegn på bevægelsens styrke var erhvervelsen af bevægelsens egen bygning, Den folkelige Forsamlingsbygning, i 1904. Samlet blev der skabt et socialt og kulturelt netværk, der dannede en klart adskilt modpol til et løsere organiseret borgerskab omkring Nakskov Håndværker- og Industriforening, den lokale arbejdsgiverforening og handelsforening, på det kulturelle område Den Borgerlige Forening med hjemsted i Svingelen og politisk organiseret i Nakskov Vælgerforening.

I 1906 blev Socialdemokratiet det største parti i Nakskovs byråd med 8 medlemmer mod de borgerliges 7. Det 16. medlem var den kongevalgte borgmester, der ofte stemte sammen med den borgerlige fløj. I 1909 blev mandattallet omvendt, men i 1913 vandt socialdemokraterne 9 mandater og havde dermed utvetydigt flertal i byrådet. Partiet skulle beholde sit absolutte flertal i Nakskovs byråd i de næste 84 år indtil kommunalvalget 1997. I 1914 blev Bresemann desuden borgmester. Borgmestrene var på dette tidspunkt stadig kongevalgte, men da stillingen blev vakant, åbnede den radikale Regeringen Zahle II for en politisk udpeget efterfølger, og byrådsflertallet indstillede da Bresemann. Han blev dermed Danmarks første socialdemokratiske borgmester udenfor København.

Det nye bystyre indledte et omfattende reformarbejde, Byen gjorde eksamensskolen gratis, byggede flere skoler, herunder det kommunale Nakskov Gymnasium i 1918, der blev Lollands første gymnasium, indførte sommerkoloni for underernærede børn samt gratis skolebespisning og skoletandpleje, oprettede to vuggestuer og et fritidshjem, forbedrede alderdomsunderstøttelsen og satte gang i boligbyggeriet, blandt andet ved at oprette foreningen Nakskov Arbejderboliger. På mange af disse områder blev Nakskov en foregangsby på landsplan, idet tilsvarende tiltag årtier senere efterhånden blev almindelige i hele landet. Bresemanns arbejde gav Nakskov tilnavnet "Den rødeste by i det rødeste amt". Reformerne i Nakskov i denne periode nævnes som et af de mest fremtrædende danske eksempler på den såkaldte kommunesocialisme, som var en del af Socialdemokratiets strategi i denne periode.

Nakskov Skibsværft

Uddybende artikel: Nakskov Skibsværft

I 1916 blev Nakskov Skibsværft bygget. Det skulle blive byens største og helt dominerende arbejdsplads i de næste 70 år. Grundlæggelsen skyldtes tre mænd: Borgmester Bresemann, ØK's direktør H.N. Andersen, der var født og opvokset i Nakskov, og grosserer Alfred Christensen, der også var nakskovit. Bresemann havde brug for projekter, der kunne sætte gang i byens beskæftigelse og økonomi. En af hans store interesser var Nakskov Havn, hvor kommunen ejede store arealer. Kommunen håbede, at nogen ville anlægge et skibsværft, og besluttede at rette sejlløbet ud og uddybe havnen, så den blev mere egnet til store skibe. Omkostningerne til projektet var imidlertid store, og selvom kommunen annoncerede i de landsdækkende aviser efter investorer, der ville investere i et skibsværft, var interessen minimal.

Bresemann, der også var folketingsmedlem, mødte en dag tilfældigt grosserer Alfred Christensen på Christiansborg. Christensen havde hørt, at H.N. Andersen og ØK måske kunne være interesseret. De to bad derfor H.N. Andersen om et møde, og her blev de tre enige om at lade anlægge et værft. Derpå dannedes 12. oktober 1916 Nakskov Skibsværft som et interessentskab med tre parter: den kommunalt ejede Nakskov Havn, ØK og Landmandsbanken. Alfred Christensen blev udpeget som værftets direktør i dets første opbygningsfase. Værftet havde i de første tre år 3-400 mand ansat, der primært var beskæftiget med at opføre de nødvendige bygninger og anlæg. Derefter ansatte man værftsarbejdere, mange fra de eksisterende værfter i København og Helsingør. Værftet rekrutterede også en del arbejdere fra nordtyske skibsværfter og opførte en helt ny bydel på Rosnæs med boliger til de tilflyttende arbejdere. Værftet voksede hurtigt og tiltrak arbejdskraft fra hele Nakskov og omegn. Det blev den største arbejdsplads på Lolland og søsatte en række kendte skibe, deriblandt Skoleskibet Danmark i 1932 og det senere hospitalsskib Jutlandia i 1934.

Krisen i 1930'erne og oprøret i Nakskov

Uddybende artikel: Oprøret i Nakskov

Under den økonomiske krise i 1930'erne blev Nakskov som industriby ramt meget hårdt. I 1931 var en tredjedel af byens arbejdere arbejdsløse. Det førte flere gange til store demonstrationer i gaderne og sammenstød med myndighederne. Begivenhederne kulminerede 2. maj 1931, dagen efter at politiet hårdhændet havde bremset en demonstration på Axeltorv. Rasende demonstranter angreb byens politistation med stenkast. Betjentene forskansede sig og tilkaldte forstærkning fra politistationerne i Maribo og Nykøbing samt fra Vordingborg Kaserne, der sendte soldater med bajonetter og skarpe skud i geværet til Nakskov. Affæren endte med fængselsstraffe til en række demonstranter. Begivenhederne og de efterfølgende domme vakte landsdækkende opmærksomhed og er siden blevet omtalt som det øjeblik i Danmark, hvor man var kommet tættest på en revolution.

Besættelsen og retsopgøret

Den tyske besættelse af Danmark i 1940-1945 forløb forholdsvis fredeligt i Nakskov, der ikke havde stor strategisk betydning under anden verdenskrig. Tyskerne blev hurtigt aftagere af landbrugsprodukterne fra Vestlollands landbrug, der havde bedre vilkår end før krigen, og også skibsværftet måtte arbejde for tyskerne. Erhvervslivet tilpassede sig. På eksportslagteriet mistede man eksporten til England, men supplerede produktionen med kaninslagtning. Modstandsbevægelsen kom sent i gang på Vestlolland, men den største og mest effektive sabotage i hele den senere Region Sjælland under besættelsen fandt dog sted i Nakskov. Det var ødelæggelsen af skibet Millerntor på skibsværftet i oktober 1944, så det aldrig kom ud at sejle under krigen. Ved Befrielsen i maj 1945 kunne modstandsbevægelsen på Vestlolland mønstre 600 mand. De blev i høj grad rekrutteret fra Nakskovs idrætsforeninger, da formanden for Nakskov Sportsråd, Peter Maigaard, var aktiv modstandsmand. I krigens sidste måneder blev der gennemført ti våbennedkastninger på Lolland fra allierede fly, og flere gange blev britiske flyvere, der var faldet ned over Lolland, skjult af den lokale befolkning. En enkelt stikkerlikvidering fandt sted i Nakskov 29. november 1944, hvor den lokale overmontør, nazist og formodede stikker Kaj Liljegren blev skudt af modstandsfolk i en bygning i Danagade. To andre aktive nazister, Kajs bror Knud og deres ven Axel Nielsen, blev senere også dræbt under skyderier i byen - Knud af sine egne kampfæller under en tumult.

Efter Befrielsen blev 153 vestlollikker arresteret og interneret i Krøyers Gård i forbindelse med retsopgøret. En række af dem blev senere dømt ved retten i Nakskov. Ni lollikker blev her idømt fængselsstraffe for at have været i tysk krigstjeneste, mens andre blev dømt for stikkervirksomhed eller værnemageri. Den hårdeste straf på seks års fængsel fik Børge Christensen fra Halsted. Han var tidligere politibetjent, medlem af det danske nazistparti og havde under krigen presset penge af sin svoger med en trussel om, at han ellers ville sørge for, at denne blev sendt i tysk koncentrationslejr.

Efterkrigstiden

Nakskov voksede fortsat i indbyggertal i årene efter 2. verdenskrig. Befolkningstallet toppede i 1960, hvor byen havde lige under 17.000 indbyggere. Skibsværftet var byens største arbejdsplads, efterfulgt af Sukkerfabrikken, OTA og en række andre industrivirksomheder. Stilstanden i byggeriet under krigen havde skabt bolignød, og der blev derfor opført en række nye boliger, såvel private som almene lejligheder, og der opstod efterhånden også en række parcelhuskvarterer. Også offentlige bygninger blev grundlagt eller udvidet. Nakskov Rådhus blev udvidet i 1948 og 1958, en ny svømmehal blev indviet i 1955 og Stormarkskirken grundlagt i 1962 for at aflaste den middelalderlige Nikolai Kirke. Byens folkeskoler blev udvidet, så de kunne leve op til kravene i Folkeskoleloven af 1958, Nakskov Sygehus fik en kraftig udvidelse i 1963, og det gamle alderdomshjem blev udvidet og omdannet til Møllecentret. I 1967 blev Nakskov Flyveplads indviet, og i 1979 åbnede det meget moderne Nakskov Uddannelsescenter (i dag Campus Nakskov), der forenede ungdomsuddannelser og kulturelle aktiviteter som bibliotek og teatersal.

Ved kommunalreformen i 1970 blev købstædernes særstatus ophævet, og Nakskov Købstads Kommune blev til Nakskov Kommune med inddragelse af Branderslev, Holleby, Sæby og Stensø. Det var en fordobling af kommunens areal, men kun en stigning i indbyggertallet på ca. 1.000 personer.

Færre arbejdspladser og økonomiske problemer

Industribyen Nakskov blev efterhånden ramt hårdt af afindustrialiseringen i Danmark. Byens dominerende arbejdsplads skibsværftet blev fra midt i 1970'erne ligesom de andre danske værfter ramt af stigende konkurrence fra østeuropæiske og asiatiske skibsværfter, der kunne bygge skibe hurtigere og billigere. I 1978 afskedigede værftet 800 af de på det tidspunkt 1900 ansatte, hvilket var et stort slag for byen. Samme år lukkede Thrige-Titan sin store maskinfabrik i Perlestikkergade. I 1987 lukkede skibsværftet helt, og byens arbejdsløshed steg til over 15 %. I 1988 besluttede OTAs amerikanske ledelse at flytte produktionen til Storbritannien og Holland og lukke fabrikken i Nakskov med 250 ansatte. Et nyt selskab, Nakskov Mill Foods, overtog dog en del af produktionsanlægget og beskæftigede en mindre del af medarbejderne med at fremstille andre kornprodukter. I oktober 1994 lukkede Nakskovs sidste avis Ny Dag med 90 medarbejdere fra den ene dag til den anden.

Byens dårlige økonomiske situation blev på flere måder selvforstærkende. Tabet af arbejdspladser medførte færre skatteindtægter til kommunen, der fik økonomiske problemer. Samtidig blev befolkningssammensætningen ændret. Mange erhvervsaktive flyttede fra byen for at finde beskæftigelse andre steder. Det betød lave boligpriser og tomme lejligheder, og i 1990'erne virkede byen som en magnet for personer på overførselsindkomster og andre, der ledte efter et billigt sted at bo. De nye tilflyttere gav få skatteindtægter, men til gengæld højere udgifter for kommunen. I 1993 blev den sat under overvågning af Indenrigsministeriet. Såvel kommunen som private og statslige aktører satte en række initiativer i gang i årene efter skibsværftets lukning for at tiltrække nye arbejdspladser til byen, men det var ikke tilstrækkeligt til at vende udviklingen. Man forsøgte således at oprette forskningscentre, et jordbrugscenter, at gøre Nakskov til base for olieeftersøgning og en stor samlet satsning med "Plan Nakskov" i 1984.

Ved kommunalvalget 1997 gik Socialdemokratiet fra 10 til 9 mandater og mistede dermed akkurat flertallet i byrådet på 19 medlemmer for første gang siden 1913. Den samlede opposition inklusive Venstre og de Konservative støttede SF'eren Flemming Bonne som ny borgmester. Han beholdt denne post i resten af kommunens selvstændige tilværelse til og med 2006, fra kommunalvalget 2001 med et absolut SF-flertal i byrådet.

I 1998 optog kommunen forhandlinger med vindmøllevirksomheden Vestas, der var på udkig efter et nyt produktionsanlæg. De to parter blev enige, og der blev iværksat en stor ombygning af det gamle værftsareal i havnen. I maj 2000 indviede Vestas sit nye anlæg til produktion af vindmøller. Den nye store arbejdsplads tiltrak flere mindre virksomheder i sit kølvand og gav plads til ny optimisme i byen.

2000-tallet

Ved strukturreformen i 2007 blev Nakskov Kommune nedlagt, og området kom i stedet ind i den væsentlig større Lolland Kommune. I den forbindelse ophørte byen også som administrativt centrum for kommunen, som i stedet rykkede til Maribo. Omkring samme tidspunkt forsvandt også andre offentlige funktioner fra byen. Ved domstolsreformen 2006 blev retten i Nakskov nedlagt, idet retskredsen blev slået sammen med Nykøbing Falsters retskreds. I 2002 var byens tekniske skole og handelsgymnasium fusioneret, og i 2007 blev disse yderligere sammenlagt til CELF med hovedsæde i Nykøbing, hvor også de fleste uddannelseslinjer kom til at ligge. Og i 2011 lukkede Nakskov Sygehus og blev erstattet af et sundhedscenter.

I 2011 blev Business Lolland-Falster stiftet af blandt andet Lolland Kommune som et offentligt-privat partnerskab, der skulle fremme erhvervsudviklingen på hele Lolland-Falster. I arbejdet med dannelsen af det nye initiativ trak stifterne direkte på de konkrete erfaringer fra Nakskov Kommunes tidligere erhvervsarbejde.

I 2015 blev Nakskovs og Lollands problemer sat på spidsen i dokumentarserien På røven i Nakskov om syv familier i Nakskov med sociale og økonomiske problemer, der blev sendt på TV 2 i 2015. Udsendelserne vakte stor opmærksomhed i hele landet og blev efterfølgende udsat for skarp kritik fra bl.a. Lolland Kommune, som opfattede titlen som stigmatiserende. TV-serien gav blandt andet stødet til oprettelsen af den lokale bevægelse Lolland-Falster Lovestorm, der ønskede at tegne et mere positivt billede af landsdelen.

I forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser i 2018 blev institutionen Nota (Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder) med 80 stillinger flyttet til Nakskov.