Nakskovs historie

Nakskovs havnefront og Nikolai Kirkes tårn. Kirken er oprindelig opført i 1200-tallet og siden ombygget flere gange, så den afspejler forskellige tiders stilidealer.

Nakskovs historie begynder før byen Nakskovs grundlæggelse i 1200-tallet og følger handelsbyens senere udvikling, mens den vokser til at blive Lollands største købstad og senere mest industrialiserede by.

Blandt de allerførste spor af mennesker i Danmark er en 14.000 år gammel boplads for rensdyrjægere i udkanten af nutidens Nakskov. Den nuværende by opstod i 1100-tallet som et fiskerleje ved fjorden. I første halvdel af 1200-tallet blev byen en kongeligt priviligeret købstad. Den officielle alder regnes dog fra 1266, hvorfra de ældste i dag kendte købstadsprivilegier findes. Nakskovs frugtbare opland og byens fordelagtige beliggenhed både med hensyn til fiskeri og handel med de nordtyske byer betød, at den blev en fremtrædende købstad i middelalderen og renæssancen. Byen blev indtaget og afbrændt af lübeckerne i 1510 og oplevede en betydelig pestepidemi i 1629, men havde på trods heraf en blomstringsperiode i første del af 1600-tallet. Omkring 1650 blev den betragtet som den syvendestørste købstad i Danmark.

Byen oplevede imidlertid en katastrofe, da den svenske hær under Karl Gustav-krigene i 1659 bombarderede og besatte Nakskov efter en hård og langvarig belejring. Efter den svenske besættelse fulgte en langvarig krise, hvor byens befolkningstal blev halveret. Først efter 1800 oplevede byens erhvervsliv igen en opgangstid. I 1798 blev havnen istandsat, og i løbet af 1800-tallet blev byen som resten af Danmark gennemgribende forandret som følge af industrialiseringen og mange tekniske landvindinger. Kornsalgsperioden gav gode vilkår for Vestlollands herregårde, og Nakskov udviklede sig til en udpræget industriby med dels adskillige maskinfabrikker og jernstøberier med Tuxen & Hammerich som den mest fremtrædende og dels landbrugsforædlende virksomheder som Nakskov Sukkerfabrik og senere Den danske Mælkekondenseringsfabrik og OTA.

De talrige industriarbejdere medførte, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse fik en af sine allerstærkeste højborge i Nakskov. I 1913 fik Socialdemokratiet absolut flertal i byrådet og beholdt det indtil 1998, og i 1914 blev dets lokale leder Sophus Bresemann landets første socialdemokratiske borgmester udenfor København. Det nye byrådsflertal iværksatte et omfattende reformprogram indenfor skole- og sundhedsvæsenet, boligbyggeriet og alderdomsunderstøttelsen. Det gjorde Nakskov til en foregangsby på velfærdsområdet, idet lignende ordninger efterhånden blev indført i andre danske byer. Byen fik tilnavnet "den rødeste by i det rødeste amt". Bresemann var også en af mændene bag etableringen af Nakskov Skibsværft, der i 70 år skulle blive byens og hele egnens dominerende arbejdsplads.

I 1930'erne led byen under stor arbejdsløshed. Det var baggrunden for det såkaldte oprør i Nakskov i 1931, hvor uroligheder mellem arbejdsløse demonstranter og politi kulminerede med et angreb på politistationen, der tilkaldte hjælp fra hæren, der sendte soldater med skarp ammunition og bajonetter afsted til byen.

Nakskovs befolkning var i stadig vækst indtil omkring 1960, hvor byen husede 17.000 personer. Derefter begyndte en længere periode imidlertid med afindustrialisering, der førte til, at beskæftigelsen og efterhånden også befolkningen mindskedes. Byen blev hårdt ramt i 1987, da skibsværftet lukkede. Senere overtog vindmøllefabrikken Vestas en del af produktionsområdet som byens nye store private virksomhed. I 2000-tallet mistede byen ved kommunalreformen i 2007 sin status som selvstændig kommune, og også andre offentlige arbejdspladser som Nakskov Sygehus, det lokale dommerkontor, Nakskov Tekniske Skole og handelsgymnasiet forsvandt som selvstændige institutioner som følge af en voksende offentlig centralisering.

Oldtiden

Fundstedet for stenalderbopladsen ved Løjtoftevej 202 i udkanten af Nakskov

De første spor af mennesker i Nakskovområdet er en boplads ved Krogsbølle, hvor rensdyrjægere dannede en boplads ved den sidste istids slutning for 14.000 år siden. I dag udgør stedet et villakvarter i udkanten af Nakskov ved Løjtoftevej 202. Bopladsen repræsenterer sammen med fund i Sønderjylland og ved Munkeby syd for Nakskov sporene af de allerførste mennesker i Danmark. Bopladsen lå ved bredden af en sø, som siden er blevet meget mindre. Svingelsøen på den modsatte side af Løjtoftevej i parkområdet Svingelen er den sidste rest af søen.

I de følgende årtusinder ændrede landskabet sig. Da rensdyrjægerne ved Krogsbølle levede, var Lolland landfast med Tyskland, men senere steg havet. Lolland blev til en ø, og Nakskov Fjord blev skabt med det udseende, fjorden havde indtil inddæmningerne i 1800-tallet. Befolkningens levevis skiftede fra jagt til landbrug i den yngre stenalder og jernalderen. Arkæologerne har fundet rester fra flere bosættelser i Nakskovs omegn. Der er dysser og gravhøje i skovene ved Avnede og Torpe, og ved Sølvbjerg syd for byen er der fundet stolpehuller fra et ca. 2000 år gammelt hus fra romersk jernalder. På Hollenæs har man udgravet rester af en ret stor bebyggelse, der har ligget ved fjorden i ca. 300 år fra den sene vikingetid ind i middelalderen til omkring 1300. Der er blandt andet udgravet et bådehus, der har kunnet rumme et skib af Skuldelev 3-typen, der kunne sejle til Hedeby på en dag med en besætning på 4-5 mænd. Man kan gisne om, hvorfor det ikke blev denne langvarige bebyggelse ved fjorden, der udviklede sig til en egentlig by. Men kendsgerningen er, at Nakskov på fjordens nordside langsomt blev fjordens store udskibningssted og efterhånden trådte ind i historien i middelalderen.

Middelalderen

Nakskov i senmiddelalderen set fra syd, tværs over den naturlige havn ved indsnævringen mellem den indre og den ydre fjord.

Nakskov opstod formodentlig i 1100-tallet som et fiskerleje på fjordens nordside. Stedet lå praktisk ud til havet, samtidig med at det var beskyttet af den vanskelige indsejling igennem fjorden. I begyndelsen af 1200-tallet udviklede byen sig til en kongeligt privilegeret købstad. Fra byen kunne man bedrive fiskeri både i og udenfor fjorden, og der opstod handel med især købmænd fra Lübeck.

Nakskov blev således en del af den såkaldte anden bølge af bygrundlæggelser i Danmark, der fandt sted i perioden 1150-1300. Her blev antallet af danske byer firedoblet fra 20 til ca. 80. Baggrunden var en stigende befolkning og en endnu hurtigere voksende landbrugsproduktion, der gav grundlag for eksport og derfor behov for handelssteder og -forbindelser. Der udviklede sig dermed en arbejdsdeling og specialisering i middelalderen, hvor bønderne fragtede deres produkter til byernes markeder og afsatte dem dér til gengæld for dels importerede varer og dels byernes fremvoksende håndværkerstands produkter.

Købstad

Hvornår Nakskov officielt blev en købstad, vides ikke. De ældste bevarede, senromanske dele af Sankt Nikolai Kirke er fra første halvdel af 1200-tallet. På det tidspunkt var kirken næst efter Sakskøbing Kirke den største på Lolland. Nakskov nævnes for første gang i Kong Valdemars Jordebog omkring 1240 ved slutningen af Valdemar Sejrs regeringstid. Her optræder den i købstadslisten sammen med Lollands anden købstad Sakskøbing, hvor Nakskov i jordebogen skulle betale den største skat af de to byer, men dog et lavt beløb sammenlignet med flere sjællandske byer. Det tyder på, at byen var en købstad fra omkring 1240, men købstadsprivilegierne fra denne tid er ikke blevet bevaret. Byens voksende betydning sås også af, at kongerne i de følgende århundreder besøgte byen en del gange og her offentliggjorde beslutninger eller førte forhandlinger med fremmede magter. I 1240 opholdt kong Erik Plovpenning sig således i Nakskov, hvor han kundgjorde en aftale, han havde indgået med biskoppen i Estland.

Byens ældste bevarede købstadsprivilegier er fra 1266 og udstedt af Erik Klipping. De stadfæster nogle tidligere privilegier, der var udstedt af Erik Klippings far Christoffer 1., men nu er gået tabt. Købstadsprivilegier indebar typisk, at byen fik eneret til håndværk og handel indenfor et område, ret til egen administration og domstol samt fritagelse for militærtjeneste og visse skatter. Til gengæld skulle byen betale en afgift til kongen.

Det er privilegiebrevet fra 1266, som er udgangspunktet for Nakskovs officielle alder som by. Derfor fejrede byen 700-års-jubilæum i 1966 og 750-års-jubilæum i 2016, selvom det fremgår, at byen allerede eksisterede før 1266. I overensstemmelse med skik og brug blev byens privilegier efterfølgende bekræftet af nye herskere. De blev således bekræftet i 1288 af Erik Menved, i 1294 af enkedronning Agnes, i 1320 af Christoffer 2., i 1328 af den tyske grev Johan af Holsten, i 1386 af kong Oluf i 1404 af Erik af Pommern og i 1513 af Christian 2..

Handelsby

Det var den stigende handel, og især med de nordtyske byer i det fremvoksende Hanseforbund med Lübeck i spidsen, der skabte grundlaget for Nakskovs betydning. Byens frugtbare opland og dens fordelagtige beliggenhed både med hensyn til fiskeri og handel med de nordtyske byer betød, at den snart blev en meget vigtig by. Fra hele Vestlolland blev der eksporteret landbrugsvarer som heste, kød, huder, talg, fedt og korm, og til gengæld købte man fra de tyske byer både luksusprægede varer og dagligdags fornødenheder som f.eks. salt fra Lüneburg, klæde fra Flandern, øl, humle, pelsværk, vin, voks, krydderier og jern. Et tegn på handelens store betydning var, at byens ældste kirke blev viet til de søfarendes og handlendes skytshelgen sankt Nikolaj. Tyske købmænd blev efterhånden en almindelig del af bybilledet i Nakskov, og omvendt nævnes tilrejsende købmænd fra Nakskov i middelalderens nordtyske byarkiver. En møntskat fra omkring år 1400 fundet på Gåsetorvet i 1959 er et andet vidnesbyrd om en anseelig handel og rigdom i byen i middelalderen.

Byen voksede igennem middelalderen med udgangspunkt i de centrale steder: havnen og torvet med Sankt Nikolai Kirke. Der opstod store købmandsgårde på sydsiden af hovedstrøget Søndergade med side- og baggader nord for kirken. Formodentlig i senmiddelalderen opstod et kvarter for småkårsfolk i den nordøstlige del, mens der blev anlagt et helligåndshus mod nordvest på hjørnet af det nuværende Klostergade og Reberbanegade. Helligåndshuset, der var den tids hospital, nævnes første gang omkring 1400. Det brændte sammen med byen ved en stor brand i 1420, men blev genopført og fortsatte et stykke tid efter Reformationen som hospital. I 1470 blev huset til et helligåndskloster med egen klosterkirke. Det menes, at Nakskov Latinskole blev grundlagt på samme tidspunkt. Skolen, der fungerede indtil 1839, lå oprindelig på klosterets areal lige ved siden af klosterkirken, og i 1471 nævnes en "skolemester" i de lokale kirkers optegnelser.

Udover de ældste dele af Nikolai Kirke er der i dag ikke bevaret bygninger i Nakskov fra middelalderen, men ved udgravninger i Præstestræde 2 har man fundet hustomter fra 1400-tallet.

Lübeckernes angreb

I middelalderen var Nakskov omgivet af et befæstningsanlæg, der sandsynligvis dog blot har været et palisadeværk uden større militær værdi. Det var derfor også helt utilstrækkeligt, da byen i 1510 under en krig mellem Danmark og Lübeck blev indtaget af en tysk invasionsflåde. Lübeckerne afbrændte dele af byen og det nærliggende Halsted Kloster. Samme år igangsatte kong Hans anlægget af et befæstet skibsværft på Slotø. Ifølge en lokal myte skulle lübeckerne have omgået det fuldt udrustede Engelsborg på øen ved at sejle gennem den såkaldte Lybækkerrende vest for øen, men sandsynligvis var borgen på dette tidspunkt slet ikke færdigbygget.

Renæssancen

Befæstning

Uddybende Uddybende artikel: Nakskovs fæstning

Efter Lübecks overfald på byen anbefalede Rigsrådet i 1525, at Nakskovs befæstning blev helt nedlagt. Borgerne i Nakskov bad dog i 1539 Christian 3. om at beskytte byen, og fra samme år blev der derfor opført et større fæstningsanlæg med volde og grave. Det var i den forbindelse, at kirken i den nærliggende landsby Krogsbølle blev nedbrudt for at få materialer til byggeriet. Landsbyen eksisterede som selvstændig bebyggelse og sogn indtil 1577 og lå dér, hvor parken Svingelen ligger i dag samt ud til Løjtoftevej ved Svingelsmosen. Fæstningsanlægget forfaldt dog igen i de følgende fredelige årtier, men ved Kejserkrigens begyndelse i 1624 satte man igen gang i et befæstningsarbejde. Christian 4. besøgte selv Nakskov for at sætte gang i arbejdet med de nye bastioner. Befæstningen blev også i de følgende årtier udbygget og var færdig omkring 1646.

Storhedstid

Nakskov var i middelalderen og i renæssancen en ret betydelig by. I dokumenter fra det 15. og 16. århundrede blev den nævnt som den største på Lolland-Falster og ligestillet med landets store købstæder, ikke mindst hvad angår skatteansættelsen. På trods af et alvorligt pestangreb i 1629, hvor blandt andet præsten Anders Pedersen Perlestikker døde, oplevede byen i første halvdel af 1600-tallet en betydelig blomstringsperiode. Arent Berntsen kunne således i sin bog Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed fra 1656 skrive: "Byens formuende Borgerskab vedligeholder en stor Handel tilsøes, og udi deres egne Skibe en mærkelig stor Parti af Landsens gode Varer udfører til vidt fraliggende Steder: Spanien, England, Holland, Tyskland, Norge osv." Omkring 1650 var byen angiveligt den syvendestørste købstad i Danmark.

Perlestikkerbogen

Uddybende Uddybende artikel: Perlestikkerbogen

Historikerne har et usædvanlig godt kendskab til Nakskov i begyndelsen af 1600-tallet. Det skyldes Perlestikkerbogen, Danmarks næstældste kirkebog og en unik historisk kilde til livet i en dansk provinsby i 1600-tallet. Bogen blev skrevet af Anders Pedersen Perlestikker, der var skolemester og præst i Nakskov og skrev bogen som en slags kombineret kirke- og regnskabsbog i 1617-1626. Den beskriver en række store og små begivenheder i byen som Christian 4.s besøg i byen og kirkespirets sammenstyrtning i 1625. Desuden rummer bogen blandt andet en fortegnelse over alle byens borgere. Herudfra har man beregnet, at byen havde ca. 2.000 indbyggere på dette tidspunkt.

Svenskekrigene og Nakskovs belejring

Uddybende Uddybende artikel: Nakskovs belejring
Mindesten i Jernbaneanlægget over svenskernes belejring.

Nakskovs velstandsperiode fik en brat afslutning med Karl Gustav-krigene mellem Danmark og Sverige 1657-1660. I den hårde isvinter i februar 1658 gik den svenske hær over isen fra Langeland og stod pludselig foran Nakskov. Byens borgere indgik på egen hånd en aftale med svenskerne om at overgive byen og dens krigsmateriel uden kamp, som byens kommandant oberst Edmond modstræbende måtte acceptere. Tre uger senere opgav hele kongeriget Danmark kampen og indgik en ydmygende fredsaftale i Roskilde. Den svenske kong Karl Gustav genoptog imidlertid krigen i august 1658, og i begyndelsen af maj 1659 stod en svensk hær igen foran Nakskov. Denne gang forsvarede byen og dens garnison under den nye kommandant oberst Kørber sig hårdnakket, men efter knap 2½ måneders belejring og bombardementer var byens forråd ved at slippe op, og den måtte overgive sig 15. juli 1659. En svensk granat fra belejringen, der slog ned i Nikolai Kirke, er stadig udstillet i kirken.

Svenskerne holdt byen besat i næsten et år. Byen havde allerede i 1658 måttet betale en brandskat på 20.000 rigsdaler, og i 1659 måtte den acceptere en ny brandskat på 22.000 rigsdaler samt de svenske udgifter til underhold under besættelsen. Indbyggerne blev udsat for en række tilfælde af chikane, mishandlinger og voldtægt. Da svenskerne 15. juni 1660 endelig forlod byen igen, var der ifølge en senere opgørelse ødelagt 31 gårde og 127 huse i byen.

Under enevælden

Befæstningsplan over Nakskov. Tegning af Georg Starcke, 1695. Sächsische Landesbibliothek - Staats- und Universitätsbibliothek Dresden (SLUB)

Økonomisk krise

Såvel belejringen som den efterfølgende besættelse og den øvrige krigsførelse på Lolland betød, at årene efter 1660 var præget af økonomisk krise og stagnation i byen. Byens velstand var forsvundet, og mange af dens beboere forlod byen. Mens byens skattetakst i 1657 havde været 3.040 lødige mark, var den i 1664 kun 650. Den økonomiske krise medførte, at kongen tildelte byen forskellige privilegier for at hjælpe den på fode igen. Fra 1667 og de næste 8 år blev Nakskov således fritaget for beskatning, og i de efterfølgende 16 år skulle byen kun betale halvdelen af de normale skatter. Desuden blev byen gjort til stabelstad for Lolland, hvilket indebar, at al ind- og udførsel af udenlandske varer til og fra Lolland skulle foregå via Nakskov. I 1682 blev denne eneret dog atter ophævet.

Befolkningsudviklingen

Ud fra Perlestikkerbogen kunne man beregne Nakskovs indbyggertal til ca. 2.000 personer omkring 1620. I 1672, kort efter Nakskovs belejring og besættelse, var befolkningen ifølge C.C. Haugners bog om Nakskovs historie faldet til 1563 personer. Ved den første folketælling i Danmark i 1769 var byens indbyggertal blot 1290. Tilbagegangen var dermed fortsat igennem de ca. hundrede år efter svenskekrigene. I 1801 var tallet igen steget til 1671, men altså stadig noget mindre end på Anders Pedersen Perlestikkers tid knap 200 år tidligere. Den Store Nordiske Krig 1709-1720 havde ramt byens handel og søfart, og efter fredsslutningen fortsatte krisen for byen, nu også fordi den klarede sig dårligt i konkurrencen om søfart med Marstal, der overtog en del af transporten med varer til og fra Nakskov.

Nakskovs jødiske befolkningsgruppe

Som en bivirkning af svenskekrigenes økonomiske ødelæggelse blev Nakskov på linje med Fredericia, der også havde lidt hårdt under svenskernes fremfærd, et af de første steder i Danmark, hvor jøder fik lov til at bosætte sig. Det havde ellers indtil da været forbudt for jøder og andre, der ikke tilhørte den påbudte luthersk-kristne tro, at slå sig ned i landet. Hensigten med at skabe et religiøst fristed for jøder i Nakskov var at tiltrække fremmede iværksættere, der kunne medvirke til at sætte gang i erhvervsudviklingen. Der opstod derfor fra 1674 et jødisk samfund i byen. I det år ankom de første to jøder, nemlig Jacob Sostman eller Sussmann sammen med sin kompagnon Abraham Meyer Polack og grundlagde et tobaksspinderi, et næsten nyt erhverv i Danmark. Sostman døde dog allerede i 1680, og Polack fik ikke lov til at videreføre virksomheden, men i 1683 blev tobaksfremstillingen i byen genoptaget af Isach Baruch Cantor og hans svoger Levin Samuel. De to fik i 1692 borgerskab i byen og kunne dermed også drive en kramhandel med tøj og andre varer, som blev en succes i byen. Cantors svigersøn Moses Aron Nathan fik lov at slå sig ned i Nakskov i 1711. Han blev siden stamfar til familien Henriques.

Selvom antallet af jødiske familier i byen ikke var særlig stort, lykkedes det menigheden ret tidligt, formodentlig i 1714, at oprette den første synagoge i en lejlighed på hjørnet af Fruegade og Søndergade. Nogenlunde samtidig blev byens jødiske begravelsesplads oprettet udenfor voldene på den nuværende Jødevej. Det jødiske samfund i byen eksisterede, indtil dets medlemmer i løbet af 1900-tallet enten var flyttet andre steder hen eller blevet assimileret i den øvrige befolkning. I alt 175 jøder blev stedt til hvile på begravelsespladsen, indtil den lukkede i 1920. Pladsen er siden blevet fredet og ligger stadig på Jødevej.

Byens styre

Ved Enevældens indførelse i 1660 blev købstædernes styre ændret. Fremover skulle de ikke længere være underlagt de kongelige lensmænd, men høre direkte under kongen. Til gengæld fik de ikke længere lov til selv at vælge deres borgmestre og råd, som fremover skulle udpeges af kongen. Efter nogle år gled stiftamtmanden ind på lensmandens tidligere plads, så de lokale byer ikke kunne foretage sig meget uden hans tilladelse. Den langsigtede virkning af reformen blev, at det lokale styre overgik fra at være i hænderne på byens handlende til at bestå af embedsmænd, der som ikke-næringsdrivende ikke havde de samme interesser som byens borgerskab. Mange embedsmænd betragtede blot deres embede som et skridt på vejen mod et andet og bedre et nyt sted og havde dermed ikke den samme tilknytning til lokaliteten. I løbet af 1700-tallet blev embedsmandsstyret efterhånden professionaliseret i den forstand, at regeringen fik opfyldt sit ønske om, at alle embedsmændene skulle være juridisk uddannede.

Før 1660 havde Nakskov haft to borgmestre og fem rådmænd. Under enevælden blev det ændret, så der fremover var en borgmester og to rådmænd, der sammen kaldtes magistraten. Senere blev der også udnævnt viceborgmestre og vicerådmænd. Desuden fandtes et borgerudvalg med først 24 og senere 12 borgere, der skulle deltage i drøftelser om byen. Af ledende embedsmænd var der udover magistraten også en byfoged, der fungerede som politimester, og en kæmner. Af besparelsesgrunde blev byfogeden i Nakskov også rådmand, og senere blev byfoged- og borgmesterembedet lagt sammen og var desuden undertiden sammenfaldende med hvervet som herredsfoged.

Borgmester og herredsfoged 1794-1800 var Gustav Ludvig Baden, som i 1796 udgav bogen Nakskovs nu værende Forfatning, dens Mangler, med Forslag til sammes Forbedring. Det er på en måde en parallel til den knap 200 år ældre Perlestikkerbog, idet den indeholder en grundig beskrivelse af Nakskovs forhold, herunder dens forskellige indbyggere, opdelt efter erhverv. Baden var en flittig skribent, men samtidig med en meget ejendommelig og bedrevidende stil, der senere gav ham alvorlige problemer, da han lagde sig ud med adskillige magtfulde kredse, herunder kirken.

Nakskov fra 1800 til første verdenskrig

Nakskov omkring 1900.
Et festklædt selskab står ud af Nakskov havn en dag formentlig mellem 1910 og 1914.

Omkring 1800 lignede Nakskov på mange måder byen, som den havde set ud i middelalderen og renæssancen. Byens udstrækning var omtrent den samme, selvom dens befæstning og voldanlæg var blevet sløjfet i tiden efter svenskekrigene. Der var ikke rindende vand, kloakker, brolægning eller gadebelysning, og mange husholdninger holdt stadig grise eller andre dyr i byen. De sanitære forhold var derfor meget dårlige. I løbet af 1800-tallet skete der imidlertid en gennemgribende forvandling af byen. I 1798 blev havnen istandsat, og det gjorde det muligt at udnytte de forbedrede produktionsmuligheder i landbruget til en udvidelse af handelen. Det blev startskuddet til et århundrede, der for det meste var en opgangstid for Nakskovs erhvervsliv. Byen blev som det øvrige Danmark på mange måder forvandlet som følge af nye tekniske muligheder og fundamentale ændringer i infrastrukturen og erhvervslivet. Befolkningstallet steg fra 1671 i 1801 til ca. 3000 i 1850 og over 8.000 personer i 1901.

Indtil 1870'erne holdt byens bebyggede areal sig stort set indenfor de gamle fæstningsvolde, men derefter blev byarealet efterhånden kraftigt udvidet. Først opstod et nyt kvarter i området omkring Østergade og Nygade, hvor der både blev bygget boliger og virksomheder. I 1900-tallet opstod adskillige forstadskvarterer omkring indfaldsvejene Tårsvej, Maribovej, Rødbyvej, Svingelsvej og Løjtoftevej og desuden på Færgelandet og Rosnæs. Denne udvikling fortsatte med fornyet kraft i mellemkrigstiden.

Englandskrigen

Englandskrigen 1807-1814 medførte ikke nogen krigshandlinger på landjorden på Lolland, men der var ret stor aktivitet med både kanonbåde og kapere i Langelandsbæltet. Der var mange soldater stationeret i Nakskovs omegn, hvor man frygtede en engelsk invasion ad søvejen, og kanonbåde stationeret ved Tårs, hvor der blandt andet i 1808 var flere træfninger med britiske skibe. Desuden udrustede flere købmænd i Nakskov kaperskibe, der i nogle tilfælde indbragte betydelige beløb fra deres prisetagning.

Erhvervsliv

Theisens Gård fra 1786, der i dag er fredet.

Perioden fra 1830 til ca. 1870 var kendt som kornsalgsperioden og var én lang højkonjunktur for det danske landbrug, der dyrkede og eksporterede korn til især England i store mængder og til gode priser. Korneksporten fra Vestlolland steg også betragteligt, og det skabte vækst og fremgang i Nakskov. Havnen blev udvidet flere gange og sejlløbet gennem fjorden gjort dybere, en række storkøbmænd som Theisen, Krøyer, Puggaard, Hage og Freuchen slog sig op, der blev opført nye kornmagasiner ved havnen og oprettet faste sejlruter til England, Tyskland og flere danske byer. I 1826 blev et træskibsværft etableret i byen.

Nakskovs industrialisering

Omkring 1850 begyndte den industrielle udvikling, der efterhånden gjorde Nakskov til en udpræget industriby med adskillige store fabrikker. Industrialiseringen blev båret af især to typer virksomheder: dels maskinfabrikker og jernstøberier, der fremstillede produktionsmateriel til det øvrige erhvervsliv, og dels virksomheder, der forædlede de landbrugsprodukter, som landbrugsbedrifterne, ikke mindst de store godser, på Vestlolland frembragte.

Tuxen & Hammerich

Den vigtigste virksomhed i den første gruppe var Tuxen & Hammerichs maskinfabrik. Den blev grundlagt i 1847 som maskinfabrikken "Godthaab", men blev siden 1876 ledet og ejet af J.P.E. Tuxen, i årene 1876-1881 med Holger Hammerich som medejer. Den producerede i sin levetid blandt andet dampmaskiner, gasmotorer og kølemaskiner, havde mange talentfulde medarbejdere og udviklede flere nyskabende maskintyper. Sidst i 1890'erne havde den ca. 250 ansatte. Den blev likvideret kort før 1900 på grund af uenighed mellem Tuxen og flere af hans yngre nære medarbejdere om virksomhedens videre udvikling, men produktionen og medarbejderne fortsatte i flere succesfulde virksomheder, primært i København. Det gjaldt ikke mindst den store køleskabsfabrikant Atlas.

Nakskov Sukkerfabrik

Flagskibet blandt fødevarefabrikkerne var Nakskov Sukkerfabrik, der blev anlagt 1882-1883 af De Danske Sukkerfabrikker med C.F. Tietgen i spidsen for at forarbejde den nye afgrøde sukkerroen, som landmændene på Vestlolland var begyndt at interessere sig for. Sukkerfabrikken i Nakskov var fra starten en af de største af sin slags i Europa og byens største virksomhed, indtil Nakskov Skibsværft overtog denne rolle efter 1916.

Andre landbrugsforædlende virksomheder

Der opstod også mange andre fødevare- og beslægtede virksomheder. I 1830 startede N.B. Clemmensen en tobaksfabrik i Søndergade, som voksede til en stor og livskraftig virksomhed. I 1926 beskæftigede den 140 mennesker og udvidede sig stadig. I dette år begyndte den derfor at flytte dele af produktionen til København, indtil der i 1939 ikke var noget tilbage i Nakskov. Virksomheden skiftede senere navn til Nordisk Tobakskompagni A/S. I 1856 opførte Christian Sove en dampmølle, der blev kaldt "Soves Dampmølle" og var kendt over hele landet. Virksomheden eksisterede med flere ombygninger og navneskift indtil 1969. Konkurrenten Marienlyst Dampmølle fik indirekte endnu større og længere betydning: Den blev omkring 1. verdenskrig overtaget af havregrynsproducenten Avena i Maribo, som derefter flyttede sin produktion til Nakskov og blev til OTA. I 1896 blev Landmændenes Andels Eksport Slagteri grundlagt i Nakskov. I en periode sendte det kød til England via en direkte dampskibsforbindelse. I forbindelse med slagteriet kom også en ægeksportvirksomhed.

Kondensen

En yderligere succesfuld fødevarevirksomhed var Den danske Mælkekondenseringsfabrik, normalt blot kaldt "Kondensen", der blev grundlagt i Nakskov i 1907. Virksomheden ekspanderede med filialer i en række andre byer og producerede mejeriprodukter i Nakskov, indtil hovedkvarteret og den resterende produktion i 1968 blev flyttet til Horsens seks år før virksomhedens endelige lukning i 1974.

Pengeinstitutter

Skabelsen af de mange nye og ekspanderende virksomheder blev hjulpet på vej af etableringen af tre pengeinstitutter i byen: I 1841 meddelte Sparekassen i Nykjøbing F., Lolland-Falsters ældste pengeinstitut, at det ikke mere modtog indskud fra eller lånte penge til Lolland. Det førte til, at en kreds af fremtrædende nakskovitter samme år grundlagde Spare- og Lånekassen for Lolland. I 1870 blev Den lollandske Landbostands Sparekasse (senere Sparekassen Lolland) grundlagt, og i 1907 kom Lollands Handels- og Landbrugsbank til. Det var den sidstnævnte, der blev til Lollands Bank.

Industriudstillinger

I 1800-tallets anden halvdel blev der i Nakskov arrangeret to større udstillinger, der skabte opmærksomhed i hele landet: En industriudstilling i 1868 og en industri- og landbrugsudstilling i 1898. Ikke mindst det københavnsbaserede, men landsdækkende ugeblad Illustreret Tidende dækkede begge udstillinger intensivt med mange rosende ord til Nakskov, som bladet omtalte som "en af Danmarks driftigste og livligste byer". Udstillingen i 1868 varede fire uger og havde 432 udstillere - de 102 fra Nakskov og resten fra hele landet. Der kom mellem 25.000 og 30.000 besøgende. 1898-udstillingen varede i 18 dage og havde ca. 50.000 besøgende, hvilket skal ses i lyset af, at Nakskov på dette tidspunkt havde ca. 8.000 indbyggere.

Infrastruktur

I 1808 blev gaderne Nygade, Søndergade og Vejlegade som de første i byen brolagt og forsynet med fortove. I 1830 fik byen sin første gadebelysning i form af tranlamper. I 1861 blev der grundlagt et gasværk i byen som et af de første steder i Danmark, og tranlamperne blev erstattet af gasbelysning i gaderne. I 1874 blev jernbanen til Maribo og Nykøbing åbnet, og byen fik sin første banegård. I 1880'erne blev byen kloakeret, en mere moderne vandforsyning etableret og telegraf- og telefoncentral grundlagt. I 1909 fulgte byens første elektricitetsværk. Havnen og indsejlingsforholdene blev gentagne gange forbedret igennem 1800-tallet.

Den politiske udvikling

Nakskov Rådhus fungerede som politisk administrationscentrum for byen i omkring 130 år fra 1873 og frem.

Med junigrundloven 1849 begyndte en politisk bevidst offentlighed at vokse frem i byen. Ved valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 blev Balthazar Christensen, en af de nationale ledere af Bondevennerne, valgt i Nakskov. Efter Folketingets oprettelse blev Nakskovkredsen (Maribo amts 1. valgkreds) oprettet, og her konkurrerede de fremvoksende Venstre- og Højre-partier i mange år om at få deres kandidater valgt. Højre dominerede dog ved valgene i de fleste år indtil efter 1900.

Som en konsekvens af byens industrialisering og dermed det stigende antal arbejdere voksede der en socialdemokratisk arbejderbevægelse frem i byen i slutningen af 1800-tallet, der efterhånden blev stærkere end i andre industribyer. Især blandt arbejderne på de store virksomheder skete der en organisering. I 1884 blev der stiftet en socialdemokratisk partiforening i byen, og i 1893 dannede murerne den første lokale fagforening, fulgt af smedene og maskinarbejderne på Tuxen & Hammerichs fabrik året efter. Et eksempel på den voksende tilslutning var grundlæggelsen af avisen Lolland-Falsters Social-Demokrat i 1901 med den senere folketingsmand og borgmester Sophus Bresemann som redaktør.

I 1872-73 blev Nakskov Rådhus opført på Axeltorv i historicistisk stil efter tegninger af Vilhelm Tvede. Det fungerede som byens rådhus frem til Strukturreformen i 2007.

Nakskovs aviser

Den stigende offentlige politiske interesse i Nakskov som i hele landet efter grundloven af 1849 gav sig udslag i udgivelsen af aviser. Byens første avis var Nakskov Avis, der blev grundlagt i 1850. Den var oprindelig upolitisk, men støttede fra 1872 Højre. Avisen fik dog efterhånden en dårlig økonomi og gik ind 1890. Forinden havde de lokale Højrekredse i 1887 startet Vestlollands Avis, der blev en langt bedre forretning og blev udgivet indtil 1960. I 1868 blev Nakskov Tidende grundlagt. Det var en Venstre-avis, der voksede til at være Vestlollands mest betydende avis i slutningen af 1800-tallet og blev udgivet indtil 1971, fra 1945 under navnet Lollands Tidende. I 1893 kom Nakskov Folkeblad til, der også var en Venstre-avis, der støttede de Venstregrupper, der blev til Venstrereformpartiet. Folkebladet var en såkaldt aflægger af Nykøbing Dagblad, dvs. lokalstoffet var selvstændigt, mens resten af avisen var identisk med indholdet i Nykøbing-avisen. Efter 1905 støttede avisen Det Radikale Venstre. Fra 1918 indgik avisen i Lolland-Falsters Venstreblad, der blev udgivet indtil 1971. Med udgivelsen i 1901 af Lolland-Falsters Social-Demokrat var firebladssystemet etableret i Nakskov. Dette system, der engang var karakteristisk for de fleste danske provinsbyer, holdt sig længere på Lolland-Falster end de fleste andre steder i landet. Den socialdemokratiske avis, der i 1950 skiftede navn til Ny Dag, fortsatte med at udkomme indtil 1994 og havde dermed fra 1971 lokalt monopol som det sidste overlevende dagblad i Nakskov.

Kulturliv og fornøjelser

I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet voksede der nye former for kulturelle adspredelser frem i byen. Det var karakteristisk for Nakskov, at befolkningen var meget klasseopdelt med store afstande mellem befolkningsgrupperne. De bedre stillede socialt og økonomisk skilte sig på mange måder fra den øvrige befolkning af ufaglærte og faglærte arbejdere. Borgerskabet boede først og fremmest i Søndergade og på Axeltorv og rykkede senere ud på Svingelsvej, mens arbejderne især bosatte sig i de mindre stræder mod havnen, i kvarteret omkring Tilegade og Bredgade og efter sukkerfabrikkens åbning i 1883 i nærheden af denne. I det meste af århundredet var de kulturelle arrangementer og fornøjelser især forbeholdt de bedre stillede lag, men hen imod 1800-tallets slutning tog arbejderne også mere del i kulturlivet, men ofte i form af deres egne udfoldelses- og mødesteder.

Mange af byens forlystelser fandt sted i lystparken Svingelen nord for bymidten. Skovfogedhuset og restauranten hos Den Borgerlige Forening i Svingelen (ofte blot kaldt "Den Borgerlige") blev efterhånden centrum for mange sammenkomster og arrangementer som den årlige fugleskydningsfest, baller, keglespil, musikpavillon, sommerteater og ballonopstigning. Inde i byen blev de to fine hoteller Harmonien og Skandinavien centre for finkulturelle aktiviteter som teater, musik, oplæsninger og udstillinger. Byen fik fra begyndelsen af 1800-tallet regelmæssigt besøg af omrejsende teatertrupper. I 1840'erne byggede Hotel Harmonien en større teatersal med scene, og i 1867 blev der anlagt en egentlig teaterbygning lige ved siden af Hotel Skandinavien. Omkring århundredskiftet opbyggede den socialdemokratiske arbejderbevægelse sine egne kulturelle aktiviteter i byen, og i 1904 købte man villaen i Vejlegade 50 og omdannede den til Den Folkelige Forsamlingsbygning, der i de næste mange år blev omdrejningspunktet for arbejdernes forsamlinger og baller.

Nakskov efter 1914

Socialdemokratiet vinder flertallet

Socialdemokratiet fik i Nakskov i 1900-tallet en af sine stærkeste højborge i Danmark. Baggrunden var byens store industrivirksomheder, hvis mange ansatte skabte et vidtfavnende organisatorisk rodnet af fagforeninger, kooperativer og partiaktiviteter, der var mere findelt end i andre byer. Som nævnt ovenfor blev der i 1884 grundlagt en socialdemokratisk partiforening i byen med formeren Jens Nielsen som dens første formand. I 1990'erne fik bevægelsen for alvor vind i sejlene med grundlæggelse af en række fagforeninger, en Fællesorganisation, arbejdersangforening og kooperative virksomheder som Arbejdernes Fællesbageri og Nakskov Brugsforening samt flere kolonihaveforeninger. I 1900 sendte den landsdækkende socialdemokratiske presse fagforeningsmanden og journalisten Sophus Bresemann til Nakskov for at virke som lokal journalist for Social-Demokraten. Året efter grundlagde Bresemann den selvstændige lokale avis Lolland-Falsters Social-Demokrat, der skulle blive Nakskovs og Lollands største og til sidst eneste avis, fra 1950 under navnet Ny Dag, indtil den lukkede i 1994. Et tegn på bevægelsens styrke var erhvervelsen af bevægelsens egen bygning, Den folkelige Forsamlingsbygning, i 1904. Samlet blev der skabt et socialt og kulturelt netværk, der dannede en klart adskilt modpol til et løsere organiseret borgerskab omkring Nakskov Håndværker- og Industriforening, den lokale arbejdsgiverforening og handelsforening, på det kulturelle område Den Borgerlige Forening med hjemsted i Svingelen og politisk organiseret i Nakskov Vælgerforening.

I 1906 blev Socialdemokratiet det største parti i Nakskovs byråd med 8 medlemmer mod de borgerliges 7. Det 16. medlem var den kongevalgte borgmester, der ofte stemte sammen med den borgerlige fløj. I 1909 blev mandattallet omvendt, men i 1913 vandt socialdemokraterne 9 mandater og havde dermed utvetydigt flertal i byrådet. Partiet skulle beholde sit absolutte flertal i Nakskovs byråd i de næste 84 år indtil kommunalvalget 1997. I 1914 blev Bresemann desuden borgmester. Borgmestrene var på dette tidspunkt stadig kongevalgte, men da stillingen blev vakant, åbnede den radikale Regeringen Zahle II for en politisk udpeget efterfølger, og byrådsflertallet indstillede da Bresemann. Han blev dermed Danmarks første socialdemokratiske borgmester udenfor København.

Det nye bystyre indledte et omfattende reformarbejde, Byen gjorde eksamensskolen gratis, byggede flere skoler, herunder det kommunale Nakskov Gymnasium i 1918, der blev Lollands første gymnasium, indførte sommerkoloni for underernærede børn samt gratis skolebespisning og skoletandpleje, oprettede to vuggestuer og et fritidshjem, forbedrede alderdomsunderstøttelsen og satte gang i boligbyggeriet, blandt andet ved at oprette foreningen Nakskov Arbejderboliger. På mange af disse områder blev Nakskov en foregangsby på landsplan, idet tilsvarende tiltag årtier senere efterhånden blev almindelige i hele landet. Bresemanns arbejde gav Nakskov tilnavnet "Den rødeste by i det rødeste amt". Reformerne i Nakskov i denne periode nævnes som et af de mest fremtrædende danske eksempler på den såkaldte kommunesocialisme, som var en del af Socialdemokratiets strategi i denne periode.

Nakskov Skibsværft

Uddybende Uddybende artikel: Nakskov Skibsværft

I 1916 blev Nakskov Skibsværft bygget. Det skulle blive byens største og helt dominerende arbejdsplads i de næste 70 år. Grundlæggelsen skyldtes tre mænd: Borgmester Bresemann, ØK's direktør H.N. Andersen, der var født og opvokset i Nakskov, og grosserer Alfred Christensen, der også var nakskovit. Bresemann havde brug for projekter, der kunne sætte gang i byens beskæftigelse og økonomi. En af hans store interesser var Nakskov Havn, hvor kommunen ejede store arealer. Kommunen håbede, at nogen ville anlægge et skibsværft, og besluttede at rette sejlløbet ud og uddybe havnen, så den blev mere egnet til store skibe. Omkostningerne til projektet var imidlertid store, og selvom kommunen annoncerede i de landsdækkende aviser efter investorer, der ville investere i et skibsværft, var interessen minimal.

Bresemann, der også var folketingsmedlem, mødte en dag tilfældigt grosserer Alfred Christensen på Christiansborg. Christensen havde hørt, at H.N. Andersen og ØK måske kunne være interesseret. De to bad derfor H.N. Andersen om et møde, og her blev de tre enige om at lade anlægge et værft. Derpå dannedes 12. oktober 1916 Nakskov Skibsværft som et interessentskab med tre parter: den kommunalt ejede Nakskov Havn, ØK og Landmandsbanken. Alfred Christensen blev udpeget som værftets direktør i dets første opbygningsfase. Værftet havde i de første tre år 3-400 mand ansat, der primært var beskæftiget med at opføre de nødvendige bygninger og anlæg. Derefter ansatte man værftsarbejdere, mange fra de eksisterende værfter i København og Helsingør. Værftet rekrutterede også en del arbejdere fra nordtyske skibsværfter og opførte en helt ny bydel på Rosnæs med boliger til de tilflyttende arbejdere. Værftet voksede hurtigt og tiltrak arbejdskraft fra hele Nakskov og omegn. Det blev den største arbejdsplads på Lolland og søsatte en række kendte skibe, deriblandt Skoleskibet Danmark i 1932 og det senere hospitalsskib Jutlandia i 1934.

Krisen i 1930'erne og oprøret i Nakskov

Uddybende Uddybende artikel: Oprøret i Nakskov

Under den økonomiske krise i 1930'erne blev Nakskov som industriby ramt meget hårdt. I 1931 var en tredjedel af byens arbejdere arbejdsløse. Det førte flere gange til store demonstrationer i gaderne og sammenstød med myndighederne. Begivenhederne kulminerede 2. maj 1931, dagen efter at politiet hårdhændet havde bremset en demonstration på Axeltorv. Rasende demonstranter angreb byens politistation med stenkast. Betjentene forskansede sig og tilkaldte forstærkning fra politistationerne i Maribo og Nykøbing samt fra Vordingborg Kaserne, der sendte soldater med bajonetter og skarpe skud i geværet til Nakskov. Affæren endte med fængselsstraffe til en række demonstranter. Begivenhederne og de efterfølgende domme vakte landsdækkende opmærksomhed og er siden blevet omtalt som det øjeblik i Danmark, hvor man var kommet tættest på en revolution.

Besættelsen og retsopgøret

Den tyske besættelse af Danmark i 1940-1945 forløb forholdsvis fredeligt i Nakskov, der ikke havde stor strategisk betydning under anden verdenskrig. Tyskerne blev hurtigt aftagere af landbrugsprodukterne fra Vestlollands landbrug, der havde bedre vilkår end før krigen, og også skibsværftet måtte arbejde for tyskerne. Erhvervslivet tilpassede sig. På eksportslagteriet mistede man eksporten til England, men supplerede produktionen med kaninslagtning. Modstandsbevægelsen kom sent i gang på Vestlolland, men den største og mest effektive sabotage i hele den senere Region Sjælland under besættelsen fandt dog sted i Nakskov. Det var ødelæggelsen af skibet Millerntor på skibsværftet i oktober 1944, så det aldrig kom ud at sejle under krigen. Ved Befrielsen i maj 1945 kunne modstandsbevægelsen på Vestlolland mønstre 600 mand. De blev i høj grad rekrutteret fra Nakskovs idrætsforeninger, da formanden for Nakskov Sportsråd, Peter Maigaard, var aktiv modstandsmand. I krigens sidste måneder blev der gennemført ti våbennedkastninger på Lolland fra allierede fly, og flere gange blev britiske flyvere, der var faldet ned over Lolland, skjult af den lokale befolkning. En enkelt stikkerlikvidering fandt sted i Nakskov 29. november 1944, hvor den lokale overmontør, nazist og formodede stikker Kaj Liljegren blev skudt af modstandsfolk i en bygning i Danagade. To andre aktive nazister, Kajs bror Knud og deres ven Axel Nielsen, blev senere også dræbt under skyderier i byen - Knud af sine egne kampfæller under en tumult.

Efter Befrielsen blev 153 vestlollikker arresteret og interneret i Krøyers Gård i forbindelse med retsopgøret. En række af dem blev senere dømt ved retten i Nakskov. Ni lollikker blev her idømt fængselsstraffe for at have været i tysk krigstjeneste, mens andre blev dømt for stikkervirksomhed eller værnemageri. Den hårdeste straf på seks års fængsel fik Børge Christensen fra Halsted. Han var tidligere politibetjent, medlem af det danske nazistparti og havde under krigen presset penge af sin svoger med en trussel om, at han ellers ville sørge for, at denne blev sendt i tysk koncentrationslejr.

Efterkrigstiden

Nakskov voksede fortsat i indbyggertal i årene efter 2. verdenskrig. Befolkningstallet toppede i 1960, hvor byen havde lige under 17.000 indbyggere. Skibsværftet var byens største arbejdsplads, efterfulgt af Sukkerfabrikken, OTA og en række andre industrivirksomheder. Stilstanden i byggeriet under krigen havde skabt bolignød, og der blev derfor opført en række nye boliger, såvel private som almene lejligheder, og der opstod efterhånden også en række parcelhuskvarterer. Også offentlige bygninger blev grundlagt eller udvidet. Nakskov Rådhus blev udvidet i 1948 og 1958, en ny svømmehal blev indviet i 1955 og Stormarkskirken grundlagt i 1962 for at aflaste den middelalderlige Nikolai Kirke. Byens folkeskoler blev udvidet, så de kunne leve op til kravene i Folkeskoleloven af 1958, Nakskov Sygehus fik en kraftig udvidelse i 1963, og det gamle alderdomshjem blev udvidet og omdannet til Møllecentret. I 1967 blev Nakskov Flyveplads indviet, og i 1979 åbnede det meget moderne Nakskov Uddannelsescenter (i dag Campus Nakskov), der forenede ungdomsuddannelser og kulturelle aktiviteter som bibliotek og teatersal.

Ved kommunalreformen i 1970 blev købstædernes særstatus ophævet, og Nakskov Købstads Kommune blev til Nakskov Kommune med inddragelse af Branderslev, Holleby, Sæby og Stensø. Det var en fordobling af kommunens areal, men kun en stigning i indbyggertallet på ca. 1.000 personer.

Færre arbejdspladser og økonomiske problemer

Vindmøllevinger produceret på Vestas i Nakskov.

Industribyen Nakskov blev efterhånden ramt hårdt af afindustrialiseringen i Danmark. Byens dominerende arbejdsplads skibsværftet blev fra midt i 1970'erne ligesom de andre danske værfter ramt af stigende konkurrence fra østeuropæiske og asiatiske skibsværfter, der kunne bygge skibe hurtigere og billigere. I 1978 afskedigede værftet 800 af de på det tidspunkt 1900 ansatte, hvilket var et stort slag for byen. Samme år lukkede Thrige-Titan sin store maskinfabrik i Perlestikkergade. I 1987 lukkede skibsværftet helt, og byens arbejdsløshed steg til over 15 %. I 1988 besluttede OTAs amerikanske ledelse at flytte produktionen til Storbritannien og Holland og lukke fabrikken i Nakskov med 250 ansatte. Et nyt selskab, Nakskov Mill Foods, overtog dog en del af produktionsanlægget og beskæftigede en mindre del af medarbejderne med at fremstille andre kornprodukter. I oktober 1994 lukkede Nakskovs sidste avis Ny Dag med 90 medarbejdere fra den ene dag til den anden.

Byens dårlige økonomiske situation blev på flere måder selvforstærkende. Tabet af arbejdspladser medførte færre skatteindtægter til kommunen, der fik økonomiske problemer. Samtidig blev befolkningssammensætningen ændret. Mange erhvervsaktive flyttede fra byen for at finde beskæftigelse andre steder. Det betød lave boligpriser og tomme lejligheder, og i 1990'erne virkede byen som en magnet for personer på overførselsindkomster og andre, der ledte efter et billigt sted at bo. De nye tilflyttere gav få skatteindtægter, men til gengæld højere udgifter for kommunen. I 1993 blev den sat under overvågning af Indenrigsministeriet. Såvel kommunen som private og statslige aktører satte en række initiativer i gang i årene efter skibsværftets lukning for at tiltrække nye arbejdspladser til byen, men det var ikke tilstrækkeligt til at vende udviklingen. Man forsøgte således at oprette forskningscentre, et jordbrugscenter, at gøre Nakskov til base for olieeftersøgning og en stor samlet satsning med "Plan Nakskov" i 1984.

Ved kommunalvalget 1997 gik Socialdemokratiet fra 10 til 9 mandater og mistede dermed akkurat flertallet i byrådet på 19 medlemmer for første gang siden 1913. Den samlede opposition inklusive Venstre og de Konservative støttede SF'eren Flemming Bonne som ny borgmester. Han beholdt denne post i resten af kommunens selvstændige tilværelse til og med 2006, fra kommunalvalget 2001 med et absolut SF-flertal i byrådet.

I 1998 optog kommunen forhandlinger med vindmøllevirksomheden Vestas, der var på udkig efter et nyt produktionsanlæg. De to parter blev enige, og der blev iværksat en stor ombygning af det gamle værftsareal i havnen. I maj 2000 indviede Vestas sit nye anlæg til produktion af vindmøller. Den nye store arbejdsplads tiltrak flere mindre virksomheder i sit kølvand og gav plads til ny optimisme i byen.

2000-tallet

Ved strukturreformen i 2007 blev Nakskov Kommune nedlagt, og området kom i stedet ind i den væsentlig større Lolland Kommune. I den forbindelse ophørte byen også som administrativt centrum for kommunen, som i stedet rykkede til Maribo. Omkring samme tidspunkt forsvandt også andre offentlige funktioner fra byen. Ved domstolsreformen 2006 blev retten i Nakskov nedlagt, idet retskredsen blev slået sammen med Nykøbing Falsters retskreds. I 2002 var byens tekniske skole og handelsgymnasium fusioneret, og i 2007 blev disse yderligere sammenlagt til CELF med hovedsæde i Nykøbing, hvor også de fleste uddannelseslinjer kom til at ligge. Og i 2011 lukkede Nakskov Sygehus og blev erstattet af et sundhedscenter.

I 2011 blev Business Lolland-Falster stiftet af blandt andet Lolland Kommune som et offentligt-privat partnerskab, der skulle fremme erhvervsudviklingen på hele Lolland-Falster. I arbejdet med dannelsen af det nye initiativ trak stifterne direkte på de konkrete erfaringer fra Nakskov Kommunes tidligere erhvervsarbejde.

I 2015 blev Nakskovs og Lollands problemer sat på spidsen i dokumentarserien På røven i Nakskov om syv familier i Nakskov med sociale og økonomiske problemer, der blev sendt på TV 2 i 2015. Udsendelserne vakte stor opmærksomhed i hele landet og blev efterfølgende udsat for skarp kritik fra bl.a. Lolland Kommune, som opfattede titlen som stigmatiserende. TV-serien gav blandt andet stødet til oprettelsen af den lokale bevægelse Lolland-Falster Lovestorm, der ønskede at tegne et mere positivt billede af landsdelen.

I forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser i 2018 blev institutionen Nota (Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder) med 80 stillinger flyttet til Nakskov.

Kilder

  1. ↑ "Krogsbølle - boplads". slks.dk. Slots- og Kulturstyrelsen. 4. februar 2020.
  2. 1 2 Henning Bech Johansen: Oldtiden. S. 5-8 i "Nakskovs Historie. Fra Oldtiden til Svenskekrigene." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2021.
  3. ↑ Tim Jonas Grønnegaard: Hollenæs: en gård med bådehus gennem 300 år i vikingetid og tidlig middelalder. S. 49-64 i "Lolland-Falster 2004". Årbog fra Lolland-Falsters Historiske Samfund.
  4. ↑ "Handel, sølv, skibsfart og østersøkeramik i vikingetiden". Museum Lolland-falster. Hentet 17. januar 2026.
  5. ↑ Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen (27. april 2022). "Middelalderen i Lolland Kommune". Trap Danmark (lex.dk online udgave). Hentet 22. januar 2026.
  6. 1 2 3 4 5 6 7 Ole A. Munksgaard: Handel og søfart på Lolland-Falster med særligt henblik på Vestlolland i perioden ca. 1250-1660 -første del. S. 53-73 i Lolland-Falsters Historiske Samfunds årsskrift 2016.
  7. 1 2 3 4 5 "Tidslinje over Nakskovs historie – Historiens Hus Nakskov". nakskovlokalarkiv.dk. Historiens Hus Nakskov. Arkiveret fra originalen 6. januar 2026. Hentet 24. januar 2026.
  8. ↑ Andersen, Carsten (2015). "Byens start og første historie | Nakskov-krøniken.dk". Hentet 24. januar 2026.
  9. ↑ Warrer, Mogens (26. april 2016). "Nakskovs 750-årsdag blev fejret med manér". www.folketidende.dk.
  10. 1 2 3 Henning Bech Johansen: Nakskov i middelalderen. S. 9-22 i "Nakskovs Historie. Fra Oldtiden til Svenskekrigene." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2021.
  11. ↑ Nakskov – en bys grundlæggelse og begyndende vækst. Nakskov Lokalarkiv. Arkiveret via Webarchive. Hentet 19/12-2018
  12. 1 2 1404. 4. februar. Nakskov. Diplomatarium Danicum. Besøgt 24. januar 2026.
  13. 1 2 3 J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 131
  14. 1 2 Nakskov i Danmarkshistorien på lex.dk. Besøgt 24. januar 2026.
  15. ↑ Munksgaard, Ole Arpe: Det store møntfund på Gåsetorvet i 1959 Arkiveret 5. februar 2020 hos Wayback Machine. (Nakskov 2017). Nakskov Lokalarkiv, hentet 6. marts 2020.
  16. ↑ Marius Hansen: Kloster og latinskole i Nakskov. Artikel i Lolland-Falsters Historiske Samfund, Årbog 1975. S. 7-18.
  17. 1 2 3 4 Henning Bech Johansen: Byens fæstning og svenskekrigene. S. 89-110 i "Nakskovs Historie. Fra Oldtiden til Svenskekrigene." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2021.
  18. ↑ Ole Arpe Munksgaard: Slotø. S. 23-36 i "Nakskovs Historie. Fra Oldtiden til Svenskekrigene." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2021.
  19. ↑ C.C. Haugners Nakskovs Historie bind 1, 1944.
  20. ↑ Bjørn Westerbeek Dahl: Nakskov som fæstning i 1600-tallet. Artikel i Lolland-Falsters Historiske Samfunds årbog 2010. S. 18-42.
  21. 1 2 Nakskovhistorien. Nakskov Lokalarkiv. Arkiveret via Webarchive. Hentet 19/12-2018
  22. 1 2 "Heidi Pfeffer: Særlig kirkebog afslører livet i 1600-tallets Nakskov. Artikel på nakskovlokalarkiv.dk 3. marts 2020". Arkiveret fra originalen 15. september 2025. Hentet 24. januar 2026.
  23. 1 2 3 4 J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 132
  24. ↑ Nordentoft, Johan (18. august 1937). "Nakskov og Svenskerne 1658 og 1659 III". Krigsvidenskab.dk. Hentet 19. december 2025.
  25. 1 2 3 4 Det jødiske samfund i Nakskov 1674-1920. S. 4-64 i "Nakskovs Historie II. Fra Svenskekrigene til Englandskrigen." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2022.
  26. ↑ T. Skotte Hammer: Nakskov på kryds og tværs - en byvandring. 1983.
  27. 1 2 Englandskrigen. S. 133-144 i "Nakskovs Historie II. Fra Svenskekrigene til Englandskrigen." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2022.
  28. ↑ Munksgaard, Ole A. (12. april 2023). "Læs om Nakskovs jøder – Historiens Hus Nakskov". nakskovlokalarkiv.dk. Historiens Hus Nakskov. Arkiveret fra originalen 6. januar 2026. Hentet 24. januar 2026.
  29. ↑ "Nakskov begravelsesplads. Dansk Jødisk Museums hjemmeside. Besøgt 14. oktober 2017". Arkiveret fra originalen 14. oktober 2017. Hentet 14. oktober 2017.
  30. 1 2 Byens styre. S. 23-38 i "Nakskovs Historie II. Fra Svenskekrigene til Englandskrigen." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2022.
  31. ↑ Gustav Ludvig Baden. S. 65-132 i "Nakskovs Historie II. Fra Svenskekrigene til Englandskrigen." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2022.
  32. 1 2 3 4 5 6 7 "Nakskovs Historie III. Fra Englandskrigen til 1. Verdenskrig." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2023.
  33. ↑ Jens Lei Wendel-Hansen (27. april 2022). "1536-1850 i Lolland Kommune". Trap Danmark (lex.dk online udgave). Hentet 25. januar 2026.
  34. ↑ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 2f
  35. ↑ John Madsen: Byens udvikling. S. 7-14 i "Nakskovs Historie IV. Fra 1914-1945." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2024.
  36. ↑ Nybo, Jens Henrik (8. maj 2021). "Fordums storhed skal genvindes i Nakskov". Kristeligt Dagblad.
  37. ↑ Marcussen, Jørgen (26. juli 2020). "Nakskov skibsbyggeri". www.jmarcussen.dk.
  38. 1 2 3 4 5 Nakskov - Bresemann-styret. Afsnit IVa i Søren Kolstrup (1996): Velfærdsstatens rødder. Fra kommunesocialisme til folkepension. Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie. S. 69f.
  39. ↑ Pfeffer, Heidi (22. januar 2020). "Tuxen & Hammerich – fremskridtets mænd – Historiens Hus Nakskov". nakskovlokalarkiv.dk. Arkiveret fra originalen 16. november 2025. Hentet 31. januar 2026.
  40. ↑ Knud Meister: Atlas 1899-1949. Upubliceret jubilæumsskrift.
  41. ↑ "Jens Rasmussen: AVENA-møllen – 125 år. Artikel på Maribo Lokalhistoriske Arkiv, dateret 7. december 2023". Arkiveret fra originalen 10. marts 2026. Hentet 31. januar 2026.
  42. 1 2 3 Ole A. Munksgaard: Fornøjelser og kulturliv. I "Nakskovs Historie III. Fra Englandskrigen til 1. Verdenskrig", s.133-156. Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2023.
  43. ↑ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 130
  44. ↑ Balthasar Matthias Christensen. Opslag i Salmonsens konversationsleksikon, Anden Udgave, bind IV, 1916.
  45. ↑ Maribo amt. Trap 5, bind IV. Udgivet 1955.
  46. ↑ Den historiske by. VisitNakskov. Hentet 23/2-2026
  47. ↑ Nakskovs arkitektur. Trap Danmark. Hentet 23/2-2026
  48. ↑ Nakskov Rådhus. Historisk Atlas. Hentet 23/2-2026
  49. ↑ Henning Bech Johansen: Aviser. S. 81-86 i "Nakskovs Historie III. Fra Englandskrigen til 1. Verdenskrig." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2023.
  50. ↑ Nakskov/Vestlolland. I: De danske aviser 1634-1991. Bind 3: 1918-1991. S. 356-361. Udgivet af Dagspressens Fond, 1991.
  51. ↑ Wendel-Hansen, Jens Lei og Trap Danmarks redaktion (27. april 2022). "1850-1920 i Lolland Kommune". Trap Danmark (lex.dk online udgave). Hentet 26. marts 2026.
  52. 1 2 Heidi Pfeffer: Sofus Bresemann – Nakskovs visionære borgmester. Artikel på historienshusnakskov.dk 23. januar 2026.
  53. ↑ Kommunesocialisten i Nakskov. S. 170-71 i "Lolland-Falster - historier i landskabet". Udgivet af Lolland-Falsters Historiske Samfund ved foreningens 100-års-jubilæum 2012.
  54. ↑ Ole Arpe Munksgaard: Socialdemokratiet kommer til magten - kommunesocialisme i Nakskov. S. 47-75 i "Nakskovs Historie IV. Fra 1914-1945." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2024.
  55. 1 2 Heidi Pfeffer: Nakskov Skibsværft 1916-45. S. 77-98 i "Nakskovs Historie IV. Fra 1914-1945." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2024.
  56. ↑ Søren Kolstrup: Oprøret i Nakskov 1931. S. 39-46 i "Nakskovs Historie IV. Fra 1914-1945." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2024.
  57. ↑ Møller, Jørgen (29. december 2015). "1931: Nakskov på kanten af revolution". Jyllands-Posten.
  58. ↑ Oprøret i Nakskov. S. 180-81 i "Lolland-Falster - historier i landskabet". Udgivet af Lolland-Falsters Historiske Samfund ved foreningens 100-års-jubilæum 2012.
  59. 1 2 Peter Gade: Nakskov 1940-45. S. 157-176 i "Nakskovs Historie IV. Fra 1914-1945." Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2024.
  60. ↑ Peter Gade: Retsopgøret i Nakskov. S. 35-52 i "Nakskovs Historie V - fra 1945-2007". Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2025.
  61. ↑ Anna-Elisabeth Jensen (27. april 2022). "Nakskovs historie". Trap Danmark (lex.dk online udgave). Hentet 4. april 2026.
  62. 1 2 3 4 5 6 John Madsen: Byens udvikling. S. 7-34 i "Nakskovs Historie V - fra 1945-2007". Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2025.
  63. ↑ Heidi Pfeffer: Nakskov Skibsværft 1946-86 - et stykke dansk industrikultur. 53-70 i "Nakskovs Historie V - fra 1945-2007". Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2025.
  64. ↑ Peter Gade: Avisdøden i Nakskov. S. 113-120 i "Nakskovs Historie V - fra 1945-2007". Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2025.
  65. 1 2 Høst, Jeppe; Larsen, Sille Radoor (14. juli 2016). "Ansvar for egen egn? Kulturhistoriske perspektiver på regionalt udviklingsarbejde". Kulturstudier. 7 (1): 116-142. doi:10.7146/ks.v7i1.24057. ISSN 1904-5352.
  66. ↑ Arkivskaber: Retten i Nakskov. Rigsarkivet.dk, besøgt 5. april 2026.
  67. ↑ Ole A. Munksgaard: Handelsskolen. S. 95-102 i "Nakskovs skoler". Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2017.
  68. ↑ Torben Mogensen (27. april 2022). "Nakskov og Maribo Sundhedscentre". Trap Danmark (lex.dk online udgave). Hentet 5. april 2026.
  69. ↑ Mon ikke vi havde haft samme diskussion, hvis vi havde kaldt serien ’På røven i Danmark?’ Artikel på information.dk 23. juli 2016.
  70. ↑ Hvor livet er kort og hårdt. Artikel på weekendavisen.dk 24. oktober 2019.
  71. ↑ Lolland-Falster Lovestorm er på vej til USA. Artikel på dr.dk 25. oktober 2017.
  72. ↑ 667 nye arbejdspladser: Her får du overblikket over udflytningen Arkiveret 5. juli 2018 hos Wayback Machine. TV Øst. Hentet 9/2-2018
  73. ↑ Birgitte Romme Larsen (14. juni 2022). "At tage plads i andres kulturhistoriske helligdom: En "udflyttet" statslig arbejdsplads flytter ind i Nakskov Rådhus". Kulturstudier. 13 (1): 62-97. doi:10.7146/KS.V13I1.132890. ISSN 1904-5352. Wikidata Q112594242.

Eksterne henvisninger