
Offentlig forvaltning eller offentlig administration betegner de offentlige myndigheders og institutioners organisation og virksomhed med at forberede og gennemføre politiske beslutninger, administrere lovgivning, træffe afgørelser, føre tilsyn og varetage offentlige opgaver, herunder drift og vedligeholdelse af offentlige institutioner og anlæg. Forvaltningen omfatter på forskellige niveauer blandt andet statslige, regionale og kommunale myndigheder. Begrebet kan betegne både organisationerne og de aktiviteter, de udfører.
Offentlig forvaltning er en del af den offentlige sektor, men begreberne er ikke sammenfaldende. Den offentlige sektor omfatter også offentligt ejede virksomheder, som ikke nødvendigvis er en del af forvaltningen. I nationalregnskabet afgrænses sektoren offentlig forvaltning og service fra offentligt kontrollerede selskaber, der producerer på markedsvilkår. Offentlig administration bruges desuden som betegnelse for et tværfagligt forskningsområde, som blandt andet undersøger forvaltningens organisation, styring og forhold til politiske institutioner. Dette forskningsområde må skelnes fra forvaltningen som organisation og virksomhed.
Den offentlige forvaltning omsætter lovgivning og politiske beslutninger til praksis. Myndighederne udarbejder beslutningsgrundlag, administrerer regler og bevillinger og gennemfører opgaver, som er lagt til dem. Nogle opgaver består i at træffe bindende afgørelser over for borgere og virksomheder, eksempelvis om tilladelser eller offentlige ydelser. Andre består i faktisk forvaltningsvirksomhed, såsom undervisning, hospitalsbehandling, pleje og praktisk drift. I modsætning til en forvaltningsretlig afgørelse fastlægger faktisk forvaltningsvirksomhed normalt ikke direkte, hvad der er ret for en borger i et konkret tilfælde.
Forvaltningen varetager også tilsyn, kontrol, planlægning og informationsopgaver. Opgavernes karakter og fordeling varierer mellem lande og politiske systemer.
Offentlig forvaltning kan være organiseret på flere territoriale og administrative niveauer. Den kan omfatte centrale myndigheder, regionale og lokale forvaltningsorganer samt institutioner med ansvar for bestemte offentlige opgaver. Fordelingen af ansvar og kompetence varierer mellem lande og kan være mere eller mindre centraliseret.
Forvaltningens politiske ledelse kan udøves af såvel nationale regeringer som folkevalgte organer på regionalt og lokalt niveau. Forvaltningens administration og institutioner forbereder og udfører beslutninger inden for de gældende kompetenceregler. En offentlig opgave kan i visse tilfælde udføres af en privat organisation eller virksomhed. Offentlig finansiering gør imidlertid ikke i sig selv en privat leverandør til en offentlig myndighed.
Forvaltningen indgår i gennemførelsen af de beslutninger, som de politiske myndigheder træffer, men har også opgaver, hvor lovgivningen overlader en myndighed kompetence til at træffe konkrete afgørelser. Forholdet mellem politisk ledelse og administration indebærer derfor både styring, faglig rådgivning og krav om saglig sagsbehandling. De nærmere forhold varierer med landets forfatning og forvaltningssystem.
Administrative beslutninger kan indebære vurderinger og skøn inden for lovgivningens rammer. Det betyder ikke, at forvaltningen står uden demokratisk eller retlig kontrol.
Den offentlige forvaltning er underlagt lovgivning og retlige principper. Reglernes nærmere indhold og anvendelsesområde varierer mellem lande og afhænger blandt andet af myndighedens kompetence og virksomhedens karakter. Krav om saglighed, forsvarlig sagsbehandling og kontrol med myndighedernes beslutninger er centrale elementer i mange forvaltningssystemer.
Forvaltningens virksomhed kan under forskellige betingelser kontrolleres gennem administrative klageordninger, politisk tilsyn, domstole og uafhængige kontrolinstitutioner. Den nærmere organisering og rækkevidde af kontrollen varierer mellem landene.
Max Weber beskrev bureaukratiet som en idealtypisk organisationsform præget af faste kompetencer, hierarki, regler og professionelle embedsmænd. Modellen er et centralt udgangspunkt i forskningen om offentlig organisation, men er ikke en dækkende beskrivelse af alle moderne forvaltningsformer.
Fra 1980'erne fik reformretninger samlet under betegnelsen New public management betydning for diskussionen om offentlig styring. De lagde blandt andet vægt på målbare resultater, ledelsesansvar, konkurrence og inspiration fra privat virksomhedsledelse. Tilgangen er blevet kritiseret for mulige spændinger mellem effektivitet, lighed og andre offentlige værdier.
Nyere reformdiskussioner omfatter blandt andet tværgående samarbejde, brugerorienterede offentlige tjenester, gennemsigtighed og digitalisering. Sådanne tilgange erstatter ikke nødvendigvis tidligere styringsformer, men kan eksistere sammen med dem.

I Danmark fordeles forvaltningsopgaver mellem stat, regioner og kommuner. Staten varetager blandt andet centrale myndigheds- og styringsopgaver, kommunerne eksempelvis dagtilbud, folkeskole og ældrepleje, mens regionerne blandt andet har væsentlige opgaver på sundhedsområdet, herunder hospitalsvæsenet. Forsvarsministeriet og underliggende myndigheder indgår i den statslige forvaltningsorganisation. Som led i sundhedsreformen fra 2024 er det vedtaget, at de fem regioner fra 1. januar 2027 afløses af fire regioner, og at nye sundhedsråd får en rolle i den regionale forvaltning af sundhedsvæsenet.
Kommunalbestyrelsen er kommunens øverste styrende organ. Den har det overordnede ansvar for kommunens virksomhed, mens udvalg, borgmester og administration varetager opgaver efter de gældende kompetenceregler. Kommunale forvaltningsopgaver omfatter også badevandskontrol og organisering af vedligeholdelse af cykelstier og skolebygninger. Kommunen kan lade en privat entreprenør udføre vedligeholdelsen uden derved at overføre sin myndighedsstatus til entreprenøren.
Den danske forvaltning er blandt andet reguleret af forvaltningsloven og offentlighedsloven samt af særlovgivning. Efter officialprincippet har myndigheden ansvaret for, at en afgørelsessag er tilstrækkeligt oplyst. Hertil kommer normer for god forvaltningsskik, eksempelvis om hensynsfuld kommunikation og sagsbehandling inden for rimelig tid. Folketingets Ombudsmand fører kontrol med myndighederne og vurderer både retlige spørgsmål og god forvaltningsskik.
Det er væsentligt at skelne mellem statsforvaltning som generel betegnelse for statslig administration og Statsforvaltningen, der var navnet på en bestemt dansk myndighed. Offentlig forvaltning omfatter mere end den statslige del.