Regering

For alternative betydninger, se Regering (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Regering)

En regering betegner i snæver forstand den politiske ledelse af en stats udøvende magt, eksempelvis en regeringschef og et ministerkollegium. Begrebet anvendes også bredere om den udøvende magts institutioner eller om det politiske system og statsapparatet som helhed. Betydningen varierer mellem lande og forfatningsmæssige sammenhænge. Regeringens sammensætning og forhold til parlamentet afhænger af landets styreform og forfatning.

Regeringen Mette Frederiksen II præsenteres på Amalienborg Slotsplads den 15. december 2022. Regeringen blev dannet af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne og er et eksempel på en koalitionsregering.

Regeringens funktioner

En regering fastlægger politiske mål, fremsætter forslag og leder typisk den centrale statsadministration, der forbereder og gennemfører politiske beslutninger. Regeringens mulighed for at omsætte sine mål til lovgivning afhænger blandt andet af dens forhold til den lovgivende magt. Hvordan opgaver og beføjelser fordeles mellem regering, statsoverhoved, parlament og forvaltning, varierer mellem de politiske systemer. I parlamentariske systemer har forholdet mellem regeringspartierne og parlamentet betydning for regeringens politiske handlemuligheder. Et regeringsparti med et disciplineret parlamentarisk flertal kan eksempelvis få betydelig indflydelse på lovgivningsarbejdet.

Regeringens sammensætning og administration

I parlamentariske systemer består regeringen typisk af en regeringschef og ministre med ansvar for forskellige sagsområder. Ministrene leder den politiske del af deres ministeriers arbejde, mens embedsværket forbereder beslutninger og varetager den løbende administration. Regeringen som politisk ledelse er derfor ikke identisk med hele den offentlige forvaltning. I Danmark ligger den udøvende magt ifølge Danmarks Riges Grundlov (§§ 3 og 12–13) formelt hos monarken, som udøver sin myndighed gennem ministrene; regeringen ledes politisk af statsministeren. For danske ministre omfatter arbejdet blandt andet at fremsætte lovforslag, forhandle, besvare spørgsmål fra Folketinget og lede ministerierne.

Forholdet til parlamentet

I et land med parlamentarisme er regeringens mulighed for at fortsætte afhængig af forholdet til parlamentet. Parlamentarisk ansvar kan være udformet forskelligt. Under negativ parlamentarisme kan regeringen blive siddende, så længe der ikke er et flertal imod den; andre parlamentariske systemer kræver en positiv tillidstilkendegivelse ved regeringsdannelsen.

I et præsidentielt system er den udøvende ledelse normalt ikke på samme måde afhængig af parlamentets løbende tillid. I semipræsidentielle systemer er der både en præsident og en premierminister, hvis indbyrdes beføjelser afhænger af forfatningen. Betegnelsen regering kan derfor ikke uden videre sidestilles med et parlamentarisk ministerkollegium i alle lande.

Regeringstyper

Regeringer i parlamentariske systemer kan klassificeres efter to forskellige kriterier: hvor mange partier der deltager i regeringen, og om regeringspartierne tilsammen besidder et flertal af parlamentets mandater. Det er to selvstændige dimensioner: Regeringens partier kan tilsammen råde over et flertal eller være uden eget flertal, uanset om regeringen omfatter ét eller flere partier.

Fire regeringstyper efter partisammensætning og parlamentarisk mandatgrundlag.

Étpartiregering og koalitionsregering

En étpartiregering er dannet af ét politisk parti, mens en koalitionsregering omfatter flere partier. Skellet angår regeringens sammensætning, ikke om regeringen råder over flertal i parlamentet. Begge typer kan derfor være enten flertals- eller mindretalsregeringer.

Flertalsregering og mindretalsregering

En flertalsregering har regeringspartier med et samlet flertal af mandaterne i parlamentet. En mindretalsregering råder ikke selv over et flertal og må derfor i varierende omfang søge støtte uden for regeringen. De partier, som støtter regeringen uden at have ministre, kan betegnes støttepartier. Denne støtte kan være mere eller mindre fast og kan også skifte fra sag til sag.

Regeringens eget mandatgrundlag er ikke nødvendigvis det samme som opbakningen til dens enkelte lovforslag. Mindretalsregeringer kan bygge på aftaler med faste støttepartier eller forhandle flertal fra sag til sag. Mindretalsregeringer er ikke nødvendigvis kortvarige. Kaare Strøm beskriver mindretalsregering som en almindeligt forekommende regeringsform i flere parlamentariske demokratier og diskuterer, hvordan sådanne regeringer kan opnå støtte i parlamentet.

Regeringsdannelse

I parlamentariske systemer indgår mandatfordelingen, forholdet mellem partierne og reglerne om parlamentarisk tillid i dannelsen af en regering. Et parti kan vælge at danne regering alene, eller flere partier kan indgå i en koalition. Partier uden for regeringen kan gøre det muligt for en mindretalsregering at tiltræde eller fortsætte.

Valgsystemet kan påvirke mandatfordelingen og antallet af partier i parlamentet og dermed rammerne for regeringsdannelsen. Valg i enkeltmandskredse med relativt flertal kan eksempelvis fremme parlamentariske flertal for ét parti, mens forholdstalsvalg ofte giver flere partier parlamentarisk repræsentation. Der er dog ikke nogen entydig sammenhæng mellem valgmetode og regeringstype: Også partiernes indbyrdes styrkeforhold, politiske afstand og samarbejdsmuligheder har betydning.

Valget mellem en étpartiregering og en koalition afhænger ikke alene af mandatfordelingen, men også af partiernes politiske afstand, muligheder for samarbejde og interesser i at opnå ministerposter. Koalitionsteorier undersøger eksempelvis, om partier foretrækker et snævert parlamentarisk flertal eller samarbejde med politisk nærtstående partier. Teoriernes idealmodeller forklarer ikke alle faktisk dannede regeringer, herunder mindretalsregeringer og koalitioner, der omfatter flere partier end nødvendigt for et flertal.

Regeringsskifte og kontinuitet

Et regeringsskifte kan følge af et valg, et mistillidsvotum eller regeringens afgang. I parlamentariske systemer kan regeringsdannelsen omfatte forhandlinger om, hvem der skal være regeringschef, hvilke partier der skal deltage i regeringen, og hvilket parlamentarisk grundlag den skal bygge på. Reglerne for udnævnelse og parlamentarisk tillid varierer mellem landene.

I Danmark bygger regeringsdannelsen efter et folketingsvalg på forfatningspraksis. Statsministeren orienterer normalt monarken om valgresultatet og den parlamentariske situation dagen efter valget. Hvis statsministeren vurderer, at regeringen fortsat har et tilstrækkeligt parlamentarisk grundlag, kan den fortsætte uden en kongerunde.

Hvis statsministeren derimod indgiver regeringens afskedsbegæring, vil denne normalt samtidig anbefale monarken at indkalde de partier, der er valgt til Folketinget, til en kongerunde. Partiernes repræsentanter rådgiver på skift monarken om, hvem de ønsker som statsminister, eller hvem der bør lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering.

På grundlag af partiernes tilkendegivelser udpeges normalt en forhandlingsleder, ofte kaldet kongelig undersøger. Denne undersøger mulighederne for at danne en regering, som ikke har et flertal i Folketinget imod sig. Lykkes det ikke, kan der gennemføres yderligere kongerunder med henblik på at finde en anden løsning.

Når der er skabt grundlag for en ny regering, sammensætter den kommende statsminister ministerholdet, og regeringen udnævnes formelt af monarken. Monarkens rolle er formel, og processen foregår på den fungerende statsministers ansvar.

En regering, der har fået et mistillidsvotum eller har indgivet sin afskedsbegæring, fortsætter som forretningsministerium, indtil en ny regering er udnævnt. I denne periode er dens handlemuligheder begrænset efter grundlovens § 15, stk. 2.

Regeringens ansvar og afgang

I parlamentariske systemer er regeringen politisk ansvarlig over for parlamentet. Reglerne om mistillidsvotum og regeringens afgang er forskellige fra land til land. Nogle systemer kræver udtrykkelig parlamentarisk tillid til en ny regering, mens andre tillader, at en regering fungerer, indtil et flertal aktivt modsætter sig den.

Den politiske ansvarlighed kan også komme til udtryk gennem parlamentarisk kritik uden et formelt mistillidsvotum. Det parlamentariske ansvar skal skelnes fra ministrenes retlige ansvar. Det politiske ansvar vedrører blandt andet parlamentets mulighed for at udtrykke mistillid, mens retligt ansvar afhænger af de forfatnings- og lovregler, der gælder i det enkelte land. I Danmark beskriver Folketingets beretning om ministres ansvar denne sondring. Det retlige ministeransvar er blandt andet reguleret i ministeransvarlighedsloven. Efter grundlovens § 15 kan en minister ikke forblive i embedet, hvis Folketinget har udtalt mistillid til vedkommende. Hvis mistilliden gælder statsministeren, skal denne begære regeringens afsked, medmindre der udskrives nyvalg.

Se også

Se Wiktionarys definition på ordet:

Kilder

  1. ↑ Toshkov (2026), afsnittet »The Concept of Government«.
  2. ↑ Lijphart (2012), s. 10–12.
  3. 1 2 3 Danmarks Riges Grundlov, §§ 3 og 12–15.
  4. ↑ Folketinget: Ministrene, afsnittene »Ministrenes opgaver« og »Ministeriet hjælper ministeren«.
  5. ↑ Strøm (1990), s. 3–6.
  6. ↑ Lijphart (2012), s. 105–113.
  7. 1 2 Strøm (1990), s. 6–7.
  8. ↑ Lijphart (2012), s. 79–80.
  9. ↑ Strøm (1990), s. 4–7.
  10. ↑ Lijphart (2012), s. 90–93.
  11. ↑ Strøm (1990), s. 18–21.
  12. ↑ Strøm (1990), s. 16–18.
  13. ↑ Strøm (1990), s. 7–9.
  14. ↑ Strøm (1990), s. 6–9.
  15. ↑ Lijphart (2012), s. 153–157.
  16. ↑ Strøm (1990), s. 12–16.
  17. ↑ Lijphart (2012), s. 80–89.
  18. ↑ Kongehuset: Regeringsdannelse i Danmark, 25. marts 2026.
  19. ↑ Folketinget: Sådan dannes en regering.
  20. ↑ Strøm (1990), s. 3–5.
  21. 1 2 3 Beretning om ministres ansvar over for Folketinget (2015), afsnit 2.

Litteratur

Eksterne henvisninger