Retten til arbejde er en menneskerettighed, som omfatter muligheden for at forsørge sig ved arbejde, der er frit valgt eller accepteret. Retten indebærer både frihed til at vælge beskæftigelse og forpligtelser for stater til at beskytte adgangen til arbejde og fremme beskæftigelsesmulighederne. Den giver ikke et ubetinget krav på at få et bestemt arbejde eller en bestemt stilling.
Retten er anerkendt i artikel 23 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948 og artikel 6 i FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1966. Den er nært forbundet med retten til rimelige arbejdsvilkår, beskyttelse mod arbejdsløshed og retten til at danne og tilslutte sig fagforeninger.
Retten til arbejde omfatter adgang til muligheder for at påtage sig frit valgt eller accepteret arbejde. Den omfatter både lønarbejde og selvstændig beskæftigelse og indebærer blandt andet beskyttelse mod tvangsarbejde og mod vilkårlig udelukkelse fra beskæftigelse.
FN's Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fremhæver tilgængelighed, adgang uden diskrimination og acceptabel kvalitet som centrale elementer. Retten forudsætter blandt andet adgang til oplysninger om arbejdsmarkedet, relevante vejlednings- og uddannelsesmuligheder og beskæftigelse, der respekterer den enkeltes værdighed og grundlæggende rettigheder.
Retten indebærer både forpligtelser til ikke vilkårligt at gribe ind i adgangen til arbejde, til at beskytte mennesker mod indgreb fra andre og til at fremme betingelserne for beskæftigelse. Gennemførelsen af rettigheden kan blandt andet ske gennem lovgivning, beskæftigelsespolitik og faglig uddannelse.

Forestillingen om en ret til arbejde fik politisk betydning i Europa i 1800-tallet, blandt andet under februarrevolutionen i Frankrig i 1848, hvor spørgsmålet om beskæftigelse og samfundets ansvar for arbejdsløse blev genstand for politisk konflikt.
I 1900-tallet blev retten til arbejde anerkendt i internationale menneskerettighedsdokumenter, først i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948 og siden i FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1966.

Artikel 23, stk. 1, i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder anerkender retten til arbejde, frit valg af beskæftigelse, rimelige arbejdsvilkår og beskyttelse mod arbejdsløshed. Erklæringen er ikke i sig selv en traktat.
Artikel 6 i FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder forpligter de stater, der er parter i konventionen, til at tage skridt til at sikre muligheden for at tjene til livets ophold ved frit valgt eller accepteret arbejde. Bestemmelsen nævner blandt andet faglig vejledning, uddannelse og beskæftigelsesfremmende politik som midler til at virkeliggøre retten.
I den generelle kommentar nr. 18 har FN's Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder uddybet rettens indhold. Komitéen understreger, at retten ikke skal forstås som et absolut og ubetinget krav på at få beskæftigelse.
Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention nr. 122 fra 1964 om beskæftigelsespolitik forpligter de stater, der har ratificeret den, til at føre en aktiv politik med fuld, produktiv og frit valgt beskæftigelse som centralt mål.
Artikel 15 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder beskytter erhvervsfrihed og retten til at arbejde. Bestemmelsen omfatter også unionsborgeres frihed til at søge beskæftigelse og arbejde i andre medlemsstater. Charteret gælder for EU's institutioner og for medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, jf. artikel 51.
Grundlovens § 75, stk. 1, fastslår, at det til fremme af almenvellet bør tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger vedkommendes tilværelse. Bestemmelsen har karakter af en målsætning og giver ikke et ubetinget individuelt krav på en bestemt stilling.
Grundlovens § 74 om fri og lige adgang til erhverv har en anden indfaldsvinkel end § 75. Hvor § 74 vedrører begrænsninger i erhvervsadgang, udtrykker § 75 et mål om beskæftigelsesmuligheder. Den internationale regulering af retten til arbejde må derfor ikke forveksles med de to grundlovsbestemmelsers forskellige indhold.
Retten til arbejde er ikke identisk med arbejdsretten, som omfatter retsregler om forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Den skal også skelnes fra regler om løn, arbejdstid og arbejdsmiljø, selv om rettighederne hænger tæt sammen. FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder behandler retten til rimelige arbejdsvilkår i artikel 7 og fagforeningsrettigheder i artikel 8.
Retten til arbejde er heller ikke det samme som en pligt til at arbejde eller en ret til en bestemt offentlig forsørgelsesydelse. I amerikansk arbejdsret betegner udtrykket right-to-work laws en anden problemstilling om fagforeningsmedlemskab og betaling af fagforeningsbidrag.