| Isle of Skye | |
|---|---|
Portree, den største bosættelse på Isle of Skye | |
| Geografi | |
| Sted | Skotland |
| Koordinater | 57°21′N 6°18′V / 57.35°N 6.3°V |
| Højeste punkt | Sgùrr Alasdair (993 m) |
| Administration | |
| Land | Skotland |
| Største by | Portree |
| Demografi | |
| Folketal | 10.496 |
| Befolkningstæthed | 6,34/km² |
Isle of Skye, eller blot Skye, er den største og nordligste af de større øer i Indre Hebrider i Skotland. Øens halvøer stråler ud fra et bjergrigt centrum domineret af Cuillin, hvis klippeskråninger giver nogle af de mest dramatiske bjerglandskaber i landet. Selvom Sgitheanach er blevet foreslået at beskrive en vingelignende form, er der ingen endelig enighed om navnets oprindelse.

Øen har været beboet siden den sene palæolitiske periode, og gennem sin historie har den på forskellige tidspunkter været beboet af keltiske stammer, herunder pikterne og gæliske folk, skandinaviske vikinger og især de magtfulde integrerede nordisk-gæliske klaner MacLeod og MacDonald. Øen blev anset for at være under norsk suzerænitet indtil Perth-traktaten i 1266, som overførte kontrollen til Skotland.
De jakobitiske oprør i 1700-tallet førte til opløsningen af klansystemet og senere rydninger, som erstattede hele samfund med fårefarme, hvoraf nogle indebar tvungne udvandringer til fjerne egne. Befolkningstallet faldt fra over 20.000 i begyndelsen af 1800-tallet til lige under 9.000 ved slutningen af 1900-tallet. Skyes befolkning steg med 4 % mellem 1991 og 2001. I dag har øen omkring 10.500 indbyggere. Omkring en tredjedel af indbyggerne var gælisk-talende i 2001, og selvom antallet er faldende, forbliver dette aspekt af øens kultur vigtigt.
De vigtigste erhverv er turisme, landbrug, fiskeri og skovbrug. Skye er en del af Highland Councils lokale forvaltningsområde og ligger helt inden for det historiske grevskab Inverness-shire. Øens største by er Portree, som også er dens hovedby med omkring 2.300 indbyggere, kendt for sin maleriske havn. Der er færgeforbindelser til forskellige nærliggende øer og siden 1995 forbindelse til fastlandet via Skye Bridge. Klimaet er mildt, vådt og blæsende. Det rige dyreliv omfatter kongeørn, kronhjort og laks. Den lokale flora domineres af lyng-hede, og nationalt vigtige hvirvelløse populationer lever på havbunden omkring øen. Skye har dannet ramme om flere romaner og spillefilm og er fejret i poesi og sang.
Whiskydestilleriet Talisker har ligget på Isle of Skye siden 1830. I 2017 åbnede destilleriet Torabhaig i Teangue.
På øen ligger Skye Museum of Island Life. Øen rummer en række borge, borgruiner og herregårde, der tæller Armadale Castle, Caisteal Maol, Dun Ringill, Dunscaith Castle, Duntulm Castle, Dunvegan Castleog Knock Castle
På den ubeboede halvø Rubha an Dùnain findes en kanal, angiveligt anlagt i vikingetiden, der giver en lille sø adgang til havet, og har været en god havn. Anlægget har ingen lige i Skotland.

Portree i nord ved foden af Trotternish er den største bebyggelse (anslået indbyggertal 2.264 i 2011) og er øens vigtigste servicecenter. En rapport fra december 2018 anbefalede landsbyen som "Skye's bedste base for besøgende", da den har "et par hoteller, vandrehjem og bed-and-breakfast-steder i byen, mens flere B&B'er ligger langs vejene til og fra byen". Landsbyen har også "banker, kirker, caféer og restauranter, en biograf i Aros Centre, en swimmingpool og et bibliotek ... tankstationer og supermarkeder".
Broadford, hvor øens eneste landingsbane ligger, findes på øens østside, og Dunvegan i nordvest er kendt for sit slot og den nærliggende restaurant Three Chimneys. Den 18. århundrede gamle Stein Inn på Waternish-kysten er Skye's ældste pub. Kyleakin er forbundet med Kyle of Lochalsh på fastlandet via Skye Bridge, som spænder over det smalle stræde ved Loch Alsh. Uig, som er færgehavn for færger til Ydre Hebrider, ligger vest på Trotternish-halvøen, og Edinbane ligger mellem Dunvegan og Portree. En stor del af den øvrige befolkning bor i crofting-bebyggelser spredt langs kysten.
Det ældste bevis på menneskelig tilstedeværelse på Skye er senpalæolitiske senpalæolitikumstenredskaber fra senalæolitikum af ahrensburgsk type, som er fundet ved South Cuidrach i den yderste nordlige del af Skye. Der blev ikke fundet organisk materiale i forbindelse med redskaberne, som kunne bruges til at datere dem direkte, men tidspunktet for ahrensburgkulturen andre steder tyder på en datering, der omtrent svarer til slutningen af senpleistocæn og begyndelsen af holocæn, for omkring 12.500–11.000 år siden.
En mesolitisk jæger-samler-boplads fra det 7. årtusinde f.Kr. ved skotsk gælisk: An Corran i Staffin er et af de ældste arkæologiske fundsteder i Skotland. Bebyggelsen er sandsynligvis forbundet med klippelyet ved Sand på fastlandskysten ved Wester Ross, hvor der er fundet redskaber fremstillet af en slamsten fra skotsk gælisk: An Corran. Undersøgelser af området mellem de to kyster ved Inner Sound og Sound of Raasay har afsløret 33 lokaliteter med potentielle mesolitiske aflejringer. Fund af blodsten-mikrolitter på strandbredden ved Orbost på øens vestkyst nær Dunvegan tyder også på mesolitisk bosættelse. Disse redskaber stammer sandsynligvis fra den nærliggende ø skotsk gælisk: Rùm. På samme måde er blodsten fra Rum og brændt slamsten fra Staffin-området blevet fundet på den mesolitiske lokalitet Camas Daraich, ligeledes fra det 7. årtusinde f.Kr., på Point of Sleat. Dette har fået arkæologer til at tro, at mesolitiske mennesker på Skye tilbagelagde forholdsvis betydelige afstande, mindst 70 km, både til lands og til vands.

skotsk gælisk: Rubha an Dùnain, en ubeboet halvø syd for Cuillin, rummer en række arkæologiske lokaliteter, der dateres fra neolitikum og frem. I nærheden findes en kammergrav fra det 2. eller 3. årtusinde f.Kr., et jernalder-borganlæg på et næs samt resterne af endnu en forhistorisk bebyggelse fra bronzealderen.
skotsk gælisk: Loch na h-Airde på halvøen er forbundet med havet gennem en kunstigt anlagt kanal, som muligvis stammer fra den senere periode med nordisk bosættelse.
Dun Ringill er et jernalder voldsted på Strathaird-halvøen, som senere blev yderligere befæstet i middelalderen og muligvis blev sæde for Clan MacKinnon.
Indbyggerne på de nordlige og vestlige Hebrider i den sene jernalder var sandsynligvis piktere, selv om de historiske kilder er sparsomme. Tre piktiske sten er fundet på Skye og en fjerde på Raasay. Der vides mere om kongeriget skotsk gælisk: Dál Riata mod syd; Adomnáns levned om Columba, skrevet kort før 697, skildrer helgenen på besøg på Skye (hvor han døbte en hedensk leder ved hjælp af en tolk), og Adomnán menes selv at have været fortrolig med øen. De irske annaler beretter om flere begivenheder på Skye i den senere del af 600-tallet og begyndelsen af 700-tallet – hovedsageligt om konflikterne mellem rivaliserende dynastier, som dannede baggrunden for den oldirske fortælling Skabelon:Lang-sga.
Den legendariske helt Cú Chulainn siges at være blevet trænet på Isle of Skye af krigerkvinden Scáthach.
Nordboerne herskede over Hebriderne fra 800-tallet og frem til efter Perth-traktaten i 1266. Bortset fra stednavne er der imidlertid kun få spor efter deres tilstedeværelse på Skye i de skriftlige eller arkæologiske kilder. Bortset fra selve navnet "Skye" synes alle stednavne fra før den nordiske periode at være blevet udslettet af de skandinaviske bosættere. Vikingearven hævdes sammen med den keltiske arv af Clan MacLeod. Den nordiske tradition fejres ved vinterens ildfestival i Dunvegan, hvor en kopi af et vikingelangskib sættes i brand.
