Magtadskillelse eller magtdeling er et statsretligt og statskundskabeligt princip, hvorefter statens myndighed udøves af flere adskilte statsorganer med forskellige funktioner. Formålet er at forhindre magtkoncentration ved at fordele den offentlige myndighed mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, således at de kan kontrollere og begrænse hinanden.
Den klassiske formulering af magtadskillelseslæren blev fremsat af den franske politiske filosof Montesquieu i 1748, men idéen bygger på ældre tanker hos blandt andre Aristoteles og John Locke. Siden oplysningstiden har magtadskillelse været et grundlæggende princip i mange demokratiske forfatninger og har haft stor betydning for udviklingen af moderne konstitutionelle stater.
Magtadskillelse gennemføres forskelligt i forskellige regeringssystemer. I præsidentielle systemer er adskillelsen mellem den lovgivende og den udøvende magt normalt skarp og kombineret med gensidige kontrolmekanismer (checks and balances), mens parlamentariske systemer bygger på et tættere samspil mellem regering og parlament. Semipræsidentielle systemer kombinerer elementer fra begge modeller.
Historisk udvikling
Idéen om at begrænse den politiske magt ved at fordele statens funktioner mellem forskellige organer kan spores tilbage til antikken.
Gennem historien blev princippet videreudviklet af en række politiske tænkere, men det var først i 1700-tallet, at magtadskillelseslæren fik sin klassiske udformning og blev et grundlæggende element i moderne forfatningsteori.
Antikken
De tidligste tanker om en opdeling af statens funktioner kan spores tilbage til Aristoteles. I Politikken beskrev han tre grundlæggende elementer i enhver statsforfatning: den rådslagende forsamling, embederne og domstolene. Aristoteles opstillede ikke en egentlig teori om magtadskillelse, men hans sondring mellem statens funktioner fik senere betydning for udviklingen af den politiske teori.
Den græske historiker Polybios beskrev i det 2. århundrede f.Kr. den Romerske republik som et blandet styre, hvor konsulerne, senatet og folkeforsamlingerne afbalancerede hinandens magt. Hans analyse af den romerske statsforfatning blev senere en vigtig inspirationskilde for udviklingen af teorier om magtfordeling og gensidig kontrol mellem statens institutioner.
John Locke
Den engelske filosof John Locke videreudviklede i Two Treatises of Government (1690) tanken om at begrænse den politiske magt gennem en institutionel opdeling af statens funktioner. Locke sondrede mellem den lovgivende magt, den udøvende magt og den føderative magt, som omfattede udenrigspolitik, krig og fred samt statens forbindelser med andre stater.
For Locke var den lovgivende magt statens øverste myndighed, men den måtte ikke udøves vilkårligt. Den udøvende magt skulle håndhæve lovene, mens den føderative magt af praktiske grunde normalt burde være forenet med den udøvende magt. Lockes teori var derfor ikke en fuldstændig adskillelse af statens funktioner, men et vigtigt skridt mod den senere magtadskillelseslære, som blev systematiseret af Montesquieu.
Montesquieu
Den franske filosof Montesquieu gav magtadskillelseslæren dens klassiske udformning i De l'esprit des lois fra 1748. Med udgangspunkt i sine studier af den engelske statsforfatning argumenterede han for, at politisk frihed bedst kunne sikres ved at fordele statsmagten mellem tre indbyrdes uafhængige funktioner: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
Montesquieu mente, at friheden ville være truet, hvis den samme person eller myndighed både kunne vedtage lovene, gennemføre dem og dømme i tvister. Ved at adskille de tre magter kunne de kontrollere og begrænse hinanden og dermed mindske risikoen for magtmisbrug og enevælde.
Montesquieus teori fik stor betydning for den senere udvikling af moderne forfatninger. Den påvirkede blandt andet udformningen af USA's forfatning fra 1787 og den franske forfatning efter revolutionen i 1789. Selvom de fleste moderne demokratier ikke gennemfører en fuldstændig adskillelse af statsmagterne, udgør magtadskillelseslæren fortsat et grundlæggende princip i moderne konstitutionel teori.
Magtens tredeling
Magtens tredeling er den klassiske model for magtadskillelse. Ifølge Montesquieu bør statens myndighed fordeles mellem tre adskilte statsmagter med forskellige opgaver. Formålet er at forhindre magtkoncentration ved, at ingen enkelt myndighed kan samle den lovgivende, udøvende og dømmende magt hos sig selv.
I praksis gennemføres magtens tredeling forskelligt fra stat til stat. Nogle forfatninger tilstræber en skarp institutionel adskillelse mellem statsmagterne, mens andre bygger på et tættere samarbejde mellem dem. Fælles er dog, at den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt udgør de tre klassiske statsfunktioner, selv om forholdet mellem dem varierer mellem forskellige regeringssystemer.
Den lovgivende magt
Den lovgivende magt har til opgave at vedtage, ændre og ophæve love. I demokratiske stater udøves den normalt af et parlament, som repræsenterer befolkningen gennem valgte medlemmer. Den lovgivende magt fastlægger de generelle regler, som den udøvende magt skal administrere, og som den dømmende magt skal fortolke og anvende i konkrete sager.
Den lovgivende magts organisering varierer mellem forskellige regeringssystemer. I parlamentariske systemer indgår regeringen ofte som en del af lovgivningsprocessen og er politisk afhængig af parlamentets tillid. I præsidentielle systemer er den lovgivende og den udøvende magt derimod institutionelt adskilt, og lovgivningsprocessen bygger på et samspil mellem to uafhængige statsorganer.
Den udøvende magt
Den udøvende magt har til opgave at gennemføre og håndhæve de love, som den lovgivende magt vedtager. Den varetages normalt af regeringen og den offentlige forvaltning, som administrerer lovgivningen og leder statens daglige virksomhed. Den udøvende magt omfatter endvidere blandt andet politiet, forsvaret og andre offentlige myndigheder.
Den udøvende magts forhold til den lovgivende magt afhænger af regeringssystemet. I parlamentariske systemer udspringer regeringen normalt af parlamentets flertal eller tolereres af et flertal og er politisk ansvarlig over for parlamentet. I præsidentielle systemer udøves den udøvende magt af en præsident med et selvstændigt demokratisk mandat, som er uafhængigt af parlamentets tillid.
Den dømmende magt
Den dømmende magt har til opgave at afgøre retstvister og sikre, at lovene anvendes i overensstemmelse med gældende ret. Den udøves af domstolene, som træffer afgørelser i både civile sager og straffesager og i mange lande også kan prøve, om love og myndigheders handlinger er i overensstemmelse med forfatningen.
Domstolenes uafhængighed betragtes som en grundlæggende forudsætning for magtadskillelse. For at sikre en upartisk retspleje må den dømmende magt være uafhængig af både den lovgivende og den udøvende magt. I mange demokratiske stater er denne uafhængighed beskyttet gennem forfatningen og understøttet af regler om dommernes ansættelse, afskedigelse og habilitet.
Checks and balances
Checks and balances (dansk: gensidig kontrol og balance) er et forfatningsretligt princip, hvorefter statens forskellige magtorganer ikke alene er adskilt, men også har beføjelser til at kontrollere og begrænse hinandens magt. Formålet er at forhindre, at én statsmagt opnår en dominerende stilling, selv om magtens tredeling formelt er gennemført.
Princippet blev udviklet i tilknytning til magtadskillelseslæren og fik sin mest gennemførte institutionelle udformning i USA's forfatning fra 1787. Her kan præsidenten blandt andet nedlægge veto mod lovforslag, Kongressen kan tilsidesætte et veto med et kvalificeret flertal, og domstolene kan underkende love eller administrative beslutninger, som strider mod forfatningen. Samtidig godkender Senatet en række af præsidentens udnævnelser og internationale traktater, hvilket skaber en gensidig afhængighed mellem statsmagterne.
Omfanget af sådanne kontrolmekanismer varierer mellem forskellige regeringssystemer. Præsidentielle systemer bygger normalt på en omfattende institutionel balance mellem statsmagterne, mens parlamentariske systemer i højere grad lægger vægt på regeringens parlamentariske ansvar over for parlamentet. I semipræsidentielle systemer kombineres elementer fra begge modeller.
Magtadskillelse i forskellige regeringssystemer
Magtadskillelsesprincippet gennemføres forskelligt afhængigt af et lands regeringssystem. Selvom de fleste demokratiske forfatninger bygger på en sondring mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, varierer graden af institutionel adskillelse og de indbyrdes kontrolmekanismer betydeligt.
I parlamentariske systemer er den udøvende magt politisk afhængig af parlamentets tillid. Regeringen udspringer normalt af parlamentets flertal eller tolereres af et flertal og kan tvinges til at gå af ved et mistillidsvotum. Der er derfor et tæt samspil mellem den lovgivende og den udøvende magt, mens domstolenes uafhængighed fortsat udgør et centralt element i magtadskillelsen.
I præsidentielle systemer er den lovgivende og den udøvende magt institutionelt adskilt. Præsidenten og parlamentet vælges uafhængigt af hinanden og besidder hver sit demokratiske mandat. Magtadskillelsen suppleres normalt af omfattende kontrolmekanismer (checks and balances), som gør det muligt for statsmagterne at begrænse hinandens beføjelser.
Semipræsidentielle systemer kombinerer elementer fra parlamentarisme og præsidentialisme. Den udøvende magt er delt mellem en præsident og en premierminister, mens regeringen samtidig er ansvarlig over for parlamentet. Den konkrete balance mellem statsmagterne varierer betydeligt mellem de enkelte lande afhængigt af forfatningens udformning og den politiske praksis.
Kritik
Magtadskillelseslæren betragtes som et grundlæggende princip i moderne konstitutionelle demokratier, men dens konkrete udformning varierer betydeligt. Kun få stater gennemfører en fuldstændig institutionel adskillelse af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
Inden for statskundskaben fremhæves det, at en skarp magtadskillelse kan styrke den gensidige kontrol mellem statsmagterne, men samtidig øge risikoen for politiske konflikter og institutionelle fastlåste situationer, hvis de forskellige statsorganer ikke kan samarbejde. Omvendt kan et tæt samarbejde mellem den lovgivende og den udøvende magt fremme effektiv beslutningstagning, men samtidig svække den indbyrdes kontrol.
Derfor betragtes moderne regeringssystemer ofte som forskellige institutionelle løsninger på balancen mellem effektiv regeringsførelse og kontrol med den politiske magt.
1234567891011121314151617Sartori, Giovanni (1997). Comparative Constitutional Engineering: An Inquiry into Structures, Incentives and Outcomes (2 udgave). Macmillan. s.94-106. ISBN9780333675083.
↑Aristotle (1984). Politics. Oversat af Carnes Lord. University of Chicago Press. s.1297b35-1298a. ISBN9780226921839.
Lijphart, Arend. Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. Yale University Press, 1999. ISBN9780300078930.
Locke, John. Two Treatises of Government, 1690.
Montesquieu, Charles-Louis de Secondat. De l'esprit des lois, 1748.
Sartori, Giovanni. Comparative Constitutional Engineering: An Inquiry into Structures, Incentives and Outcomes. 2. udgave. Macmillan, 1997. ISBN9780333675083.
Shugart, Matthew Soberg; Carey, John M. Presidents and Assemblies: Constitutional Design and Electoral Dynamics. Cambridge University Press, 1992. ISBN9780521419628.
.jpg)
